XII

Selve Helvedesangsten var jeg kommet fri af, men dermed var jeg ikke blevet det paa den anden Side Døden kvit; det var blevet til et stort tomt Rum fyldt med uhyggelig Kulde og Mørke. Se bort fra Døden kunde jeg ikke, om det nu hang sammen med min Mangel paa legemlig Robusthed; naar Kistelaaget skruedes til for nogen, jeg hade kendt, knugedes jeg ved Tanken om Mørket og Kulden, der nu ventede dem. Og jeg kunde besættes af Gru for, at jeg selv skulde dø maaske uden at faa Lejlighed til at gøre det onde, jeg hade øvet, godt igen. Naar det kom over mig, maatte jeg skynde mig hen til Mor, kysse hende paa den bløde Kind og sige: »Om Forladelse, Mor!«

»Men Gud, hvad gaar der af dig, Dreng?« sa'e Mor og stirrede fortabt paa mig. »Har du nu lavet noget galt, eller er det bare dine Nykker? Har du lavet noget, saa sig det hellere!«

Nej, det var ikke noget, der kunde gøres Rede for, og Mor var altfor haandfast og hade ogsaa for meget om Ørerne til at kunne finde ind til et Barns Sjælemørke. Hvis jeg betroede hende, at det ikke var til at holde ud at tænke paa, at alting maaske kunde blive for sent, vilde hun le og sige: Din Tosse, lad du hellere den Slags Griller fare!

Jeg prøvede at indrette mine Handlinger og min Opførsel paa dette, at det pludselig kunde være for sent at gøre det skete godt igen. Men det var svært altid at skulle tænke – og helst kærligt naturligvis – før man handlede. Som nu over for de mindre Søskende! De haarde og onde Svar røg ud af Munden paa én, inden man fik Tid at tænke sig om, og Handlingerne sad saa løse. Tog man sig i det og vilde gøre det godt igen, saa gjorde de bare Nar og sagde: Aha, han er bange for at faa Klø af Far! Jeg hade det med at angre og fortryde og misundte Georg, som levede sorgløst ligeud og altid var i Ligevægt, hvad han saa rodede sig op i.

Samvittighedsnaget var en Tid lang ondt ved mig. Og bedre blev det ikke af, at jeg forlængede dets Virkefeldt fra det, der virkelig hade fundet Sted og over i et hvis. Hvis nu lille Søster var faldet i Vandet og druknet, den Dag jeg lod hende alene paa Molen, mens jeg fangede en Aalekvabbe? Jeg maatte gennemleve alt, hvad der fulgte af dette hvis, igen og igen: Hvordan man fiskede efter det lille Lig, Mors Utrøstelighed, Tystheden der gabede af alle Kroge derhjemme, nu lille Søster var borte. Gennemleve det og krybe sammen af Gru, som var det haard Virkelighed.

Og som om det ikke kunde være nok, begyndte jeg at repetere forlængst skete Ting. Jeg gjorde det vel for at finde Undskyldninger for mig selv mod Selvanklagen og trævlede forgangne Viderværdigheder op. Men i Stedet for at aflaste mig blev det til ny Anklager, ny Byrder. Det var ligesom Tilværelsen blev endnu trangere, naar jeg gik tilbage, trangere og trangere jo længere tilbage jeg søgte; en bestandig mere sammentrængt Viden om Smærte og Nødstedthed grov jeg frem i mig. Som en Tragt var Tilværelsen – stadig mere indsnævrende. Til jeg syntes, jeg igen befandt mig ved det forfærdelig snævre Pas, der fører fra det Uformelige ind i Tilværelsen. Man hade slaaet et Reb om mig, ligesom man gjorde med Kalven, naar en Ko ikke kunde føde, og trak mig af al Kraft ind over Livets Tærskel. Og i mit Hode knasede det, som det maatte have knaset i Vejmand Bohns Hode, da den store Vejtromle gik hen over det. – – –

Vi var flyttet ind i det ny Hus ved Søndre Landevej. Det var det yderste Hus i Gaden og laa helt frit; foran, et Par Hundrede Skridt borte, laa Stranden og bag Huset gik Færskesjø helt op til Havemuren. Vid Udsigt var her til alle Sider; Mor kunde fra Køkkenvasken se tværs over Søen til Vejen paa den anden Side og videre over Udmarkerne og Byvangen helt op til Slamrebjærg. Og fra Stuevinduerne hade hun Færdslen paa Landevejen. Bønder fra Pærsker og Povlsker rullede forbi med Vognen fuld af Varer og Kræ. Sommetider hade de den ogsaa fuld af Pigebørn; saa skulde de til Bal eller anden Fest i Staden – for det galdt jo at være om sig med saa mange Pigebørn. Mor var helt bekymret for, hvordan de skulde blive afsatte.

Hun hade ellers nok at slaas med i sit eget; Huset var blevet dyrere end beregnet; og nye Skatter var der kommet til. Mor hade faaet et rigtig malet Skilt op ved Laagen, og her kom Folk nok forbi; hun hade mange Kunder især fra Landet. Men stort kastede det ikke af sig; var man ikke billig, besørgede Folk deres Finvask selv. »Udsigt er her saamænd nok af – bare Udsigterne var lidt bedre,« sa'e Mor, naar hun stod inde ved Stuevinduet og strøg; det blev til et Mundheld hos hende.

Far klagede og var den meste Tid i daarligt Lune; Vinteren var stræng og Arbejdet daarligt. »Og saa alle de Unger; de æder én ud af Huset,« kunde han føje til. Men saa blev Mor vred og gjorde ham opmærksom paa, at os større Børn hade han ikke haft megen Ulejlighed af; vi tjente Føden selv. Far stod paa sit, og Georg og jeg blandede os i det og holdt med Mor; det gav Ufred, og Far straffede os med at gaa i Byen.

Her var saa meget, der ikke stemte. Hidtil hade Far altid betragtet Georg som en halv Forsørger, fordi han hjalp til i Stenværket, og hade nøjedes med at se ned paa Mors og mit Arbejde. De Penge, Mor tjente, regnede han ikke; og jeg hjalp jo mest Mor! At jeg ogsaa arbejdede ude, hjalp til med at losse Skuder og lugede Stenbroen for Byens finere Familier, fik han som Regel ikke at vide; Mor hade haardt Brug for de Skillinger, jeg saadan kunde bringe hjem. Men nu slog han med ét Georg i Hartkorn med os andre; vi laa allesammen ham til Byrde.

Mor hade Overlegenhed nok til at le og blæse ad hans »Værtshusvaas«; men jeg tog mig det meget nær og gik og græmmede mig. Det virkede paa mig som en himmelraabende Uretfærdighed, der burde gøres Ende paa, at vi sled og gjorde vort bedste, og han saa behandlede os som nogle Snyltere; og en Dag henad Foraaret gjorde jeg Oprør op gik paa egen Haand hen og fæstede mig som Vogterdreng hos en af Byens største Avlsbrugere. Jeg skulde begynde til Maj og have femten Kroner og Kost og Logi den første Sommer. Var jeg flink, skulde Lønnen stige med fem Kroner for hver Sommer. Spørgsmaalet Skolegang ordnede Avlsbrugeren; de større Avlsbrugere hade Ret til at forlange fattige Drenge taget ud af Skolen for Sommerhalvaaret.

»Men hvad tror du din Far siger?« sa'e Mor og slog Hænderne sammen.

»Han blir da bare glad. Jeg skal ogsaa sove deroppe – saa er han helt af med mig!«

Mor saa skyldbetynget ud paa Fars Vegne. »Man skal nu alligevel ikke gaa og samle Nag,« sa'e hun.

Far skældte ikke ud. »Du er jo flink til Bens,« sa'e han, »løbe er vel det, du bedst duer til. Og det har Kvæget Respekt for. Det er et drøjt Arbejde at vogte; kan du klare det, klarer du ogsaa mere; én har selv prøvet det. Der er skarnagtige Væsner iblandt, dér som overalt; og faar de Lov at udfolde sig, saa bestemmer de det hele. Løb dem ind ved den første Anledning; om saa Tarmene vil krybe ud af Halsen paa dig, faar du ikke give op – for saa er det forbi med Respekten. Faa dem i Halen og giv dem deres Stryg, saa faar du Fred og Orden. Men pas paa, hvor du slaar; en Ko er kostbarere end et Menneske. Kreaturerne maa der fares varligt med under alle Forhold.«

Avlsbrugeren hade af Kommunen lejet Udmarken ovre paa den anden Side Søen mellem Landevejen og Langedeby. Galgeløkken hed den, efter en lang Stenrøs, hvor Galgerne tidligere hade staaet – dengang hver lille Flække hade eget Rettersted og egen Bøddel – og hvor man endnu kunde rode Menneskeknogler frem af Gruset og Stenene. Inde bag Røsen vekslede Lyngpletter med side Græsstrækninger, og her fordrev jeg Tiden sammen med min Hjord, der den første Sommer bestod af halvhundrede Stykker Kvæg. Deraf tilhørte Hovedparten Husbond; det var Stude, Ungkvæg, Køer der var sene og andre, der af en mystisk Grund ikke kunde blive med Kalv, skønt de bestandig var tyregale. Udmarken var mager Græsning, og sine gode Kør sendte han ikke herud. Resten var Kør fra forskellige Smaahusholdninger, som laa paa Vejen for Ud- og Hjemdrift. De græssede bestandig for sig selv, enkeltvis eller to sammen som de var hjemmehørende til; Hovedflokken vilde ikke vide af dem at sige, og heller ikke indbyrdes kunde de forliges. Det gav mig adskilligt Ekstraarbejde.

Skønt jeg drev Kvæget hjem til Middag, hade jeg Formiddag og Eftermiddag en stor velfyldt Madkurv med og en hel Pot sød Mælk – meget mere end jeg kunde sætte til Livs. Oppe fra Galgebakken kunde jeg se hjem til vort nye Hus paa den anden Side Søen; naar Mor hade Brug for Mælk, hejste hun Signal paa Muren uden for Køkkentrappen. Jeg svarede ved at svinge Trøjen over Hodet. Saa kom enten Sine eller Anna over efter Mælken og hade en lille Dunk med varm Kaffe med til mig. Mens jeg drak den, rodede min Søster i Madkurven, hvor der foruden Paalægsmaden ogsaa tidt var noget ekstra, et Par Æbler eller en Pandekage.

»Jeg skulde hilse fra Mor, at du ikke maa tage Mad med hjem til Gaarden,« sagde hun. »For saa faar du bare mindre næste Gang.«

Maden var der nu gode Udveje for, saa rigelig den var. Jeg fik jævnlig Besøg af Drenge, der var sultne og saa begærligt til min Madkurv. De hjalp mig gærne at vogte for et Stykke Mad, og vi fik snart en Priskurant sat op, beregnet efter Madens Godhed. Ost og Spegepølse var ikke meget anset; det skulde være en meget sulten Dreng, der gennede mere end to Gange for et Stykke Ostemad. For et Stykke med Spegepølse sprang de en Gang mere for mig, og for et Stykke med salt Kød gennede enhver Dreng med Glæde fem Gange. Rullepølse og Kalvesteg var helt oppe i en Kurs af otte Genninger.

Og lige meget forslog det. Knap var den ene af os tilbage, kunde den anden jage ud; der manglede Metode i Arbejdet, og Dyrene gav os alle nok at bestille. Der var ingen Fare for, at jeg skulde vende hjem med noget i Madkurven.

I Begyndelsen længtes jeg en Del og sprang et Smut hjem hver Aften, naar jeg kunde se mit Snit. Det var især de smaa Søskende der drog mig; Mor var træt og overkørt efter en lang Dag. Hun drejede mig rundt, saa efter om mine Øren var rene, og om jeg hade flænget mit Tøj og smaaskændte, mens hun flikkede paa mig. Noget at sige mig hade hun ikke; jeg var ikke længer hendes lille Arbejdskammerat, som hun betroede alting. Det smærtede mig! Men jeg forsørgede mig selv, den Bevidsthed gav mig Oprejsning.

Jeg hade godt af at være hjemmefra og faa det hele paa Afstand. Mens jeg gik i Hjemmet, kunde jeg kun se den ene af mine Forældre; her ovre fra ligesom saa jeg dem begge paa én Gang og kunde sammenligne. Det trak lidt fra i mit Forhold til Mor, og fik mig til Gengæld til at se med mildere Øjne paa Far.

»Hvor er Far?« spurgte jeg en Aften, jeg kom hjem.

»Hvorfor?« spurgte Mor.

Ja hvorfor? Med ét gik det op for mig, at jeg længtes efter ham.

»Da kan du saamænd sagtens faa din Længsel stillet,« mente Mor. »Han kan ikke være svær at finde.« Det forekom mig, der klang Spot af hendes Stemme. Jeg ventede en Stund paa ham, saa maatte jeg stikke af for ikke at faa Skænd af Husbond. Men om Søndagen skete der det ufattelige, at Far kom over til mig paa Vogtemarken; mine Søstre hade fortalt ham, at jeg hade siddet og ventet paa ham. Han sagde ikke noget om det, men jeg kunde se paa hans Øjne, at det glædede ham. Og han hade et Skaft med til min Klaf, som han selv hade snittet i Mønstre.

I Forholdet til de store skæbnesvangre Spørgsmaal faldt mit Sind til Ro. Men der var nok til at holde mig i Aande; jeg hade ikke faaet fat i Hemmeligheden ved at vogte og var ganske usikker i mit Forhold til Kvæget, levede saa at sige fra Tilfælde til Tilfælde. Den altfor rigelige Madkurv holdt mig borte fra Problemet; naar de andre Drenge var hos mig, lod jeg dem springe for mig og laa selv og blev dum og doven i Kraft af, at jeg sad paa Brødposen. Og da de blev borte, hade jeg intet tilegnet mig og hade min Nød med at klare Arbejdet.

Husbond var jeg i Begyndelsen bange for. Han var ung og ugift og fik Skyld for ikke at kunne faa Arbejde nok gjort. Men jeg lærte snart at indse, at der gjordes ham Uret. Han hade været ovre og ligget som Soldat og hade ogsaa besøgt en Landbrugsskole; han kom hjem med nye Ideer i Hodet, og det kunde Folk ikke lide.

Den Harildske Gaard hade engang været et stort Handelshus med tilhørende Landbrug. Efterhaanden var Handelshuset blevet konkurreret ud, til der kun var en lille Købmandsforretning tilbage, som Forældrene drev. Hans Harild, min Husbond, hade overtaget Jorderne, da han for et Par Aar siden kom hjem fra Soldatertjenesten, og flyttet Bruget helt Vesterud i Byen, mens Forældrene blev i det gamle Sted. Han hade i Sinde at bygge det hele om og samlede store Forraad af Tømmer og Sten.

Jeg delte Seng med Forkarlen, Peter Ibsen hed han, og var ikke lidt angst den første Tid. Men Mor hade talt med ham og tilbudt at vaske for ham. Til Gengæld vækkede han mig midt om Natten og var i det hele taget god mod mig. Gik det alligevel galt, lod han mig ikke høre ilde for det men paalagde Pigerne ikke at tale om det til noget Menneske. Det var min Skræk, at Byen skulde faa at vide, jeg ikke kunde ligge tør. Han var Enekarl; til det øvrige benyttede Husbond Daglejere, som sov hjemme.

Det hændte, at Folk kom til mig paa Vogtemarken og vilde udfritte mig om Husbond, om jeg var tilfreds med Maden, om det var sandt, at han skældte Pigerne ud, fordi de brugte for meget og lignende. Men for mig var det, som var jeg kommet til Slaraffenland. Klokken fem om Morgenen kom jeg op og fik saa megen sød Mælk og Smørrebrød, jeg kunde sætte til Livs, og mindre end en halv Snes Rundtenommer var der vist aldrig i min Kurv, naar jeg drev ud ved Sekstiden. Man spiste meget dengang – meget mere end nu; Mad maatte erstatte saa meget andet, baade Klær og Fornøjelser – det var næsten det eneste der var god Tid paa. Naar man da selv hade Jord.