VIII

Der er jo Mennesker, der allerede som Børn vil noget ganske bestemt – det og ingenting andet; og det skal efter den gængse Opfattelse være dem, der yder det bedste Arbejde. Mine Erfaringer har lært mig, at de fleste Mennesker egner sig for mange forskellige Haandteringer og kan finde sig tilrette og blive lykkelige baade i den ene og den anden Beskæftigelse. Og ellers saa det galt ud med Samfundets Fungeren; ikke én af Hundrede finder derhen, hvor han i Kraft af sine Ævner maaske rettelig hører hjemme.

Der var ingen, som ved min Konfirmation spurgte mig, hvad jeg helst vilde være. Jeg valgte selv – og valgte Landbruget, fordi man dèr fik Løn straks, og fordi jeg hade haft en god Tid som Vogterdreng. Det var et godt nok Arbejde, det med Dyrene og Jorden, nærende for Sjæl og Sind – blot man ikke hade været paa Bunden af det hele og maatte slide saa ukristeligt. Noget Udkomme var der heller ikke i det; den Fattige hade ingen Udsigt til at blive selvstændig. Mors Anvisning – at gifte sig en Gaard til – var ikke saa lige til, og Bedstefars – at haabe paa at arve en Gaard – forudsatte, at man hade syv Liv ligesom Katten.

Spørgsmaalet, hvad jeg skulde tage fat paa, naar Skolen var forbi, begyndte at blive brændende. Foraarspløjningen var i Gang, der lugtede af friskspredt Gødning ude over Markerne; fra Staldene brølede Kvæget langeligt, naar jeg gik forbi – som kaldte det paa mig. Varm Em stod ud af de smaa Staldvinduer, indenfor gumlede Køerne, gnubbede sig og raslede med Lænken; det mindede helt hyggeligt. Der var flere af Gaardmandssønnerne, der gærne vilde ha mig med hjem.

Egenlig hade jeg regnet med, at jeg fra Askov vilde kunne faa en Plads som Lærer. Nogen særlig Uddannelse til Lærergerning gav Skolen ikke, men der var i grundtvigske Kredse megen Opposition mod alt Eksamensvæsen, og dette hade ført til Oprettelsen af en Mængde Friskoler Landet over. En Del af disse Skoler søgte sig deres Lærere blandt Eleverne paa Askov; men i Aar saa det ud, som om Henvendelserne helt vilde udeblive.

En Dag var der alligevel noget; et Børnehjem paa Fyn søgte en ung Lærer. Fru Molbech mente, at vi først skulde skrive over til en Præst, hun kendte, og forhøre om Pladsen; men jeg var bange for, at den imens skulde blive besat, og rejste straks derover. Fra Stationen kom jeg op at køre med en Bonde, som skulde til Kindstrup, hvor Børnehjemmet laa.

Han blev lidt mærkelig, da jeg fortalte ham i hvad Ærende jeg rejste. »Ja saa, ja saa du vil søge Stilling paa Kindstrup Børnehjem? Og du er sendt fra Askov siger du?«

»Ja, det er jo et grundtvigiansk BørnehjemA,« sae jeg, underlig tilmode.

»Naa er det det? Det har jeg nu aldrig vidst, og jeg er da gammelt Medlem af Valgmenigheden her paa Egnen. De løber jo, Drengene fra det Børnehjem – sætter Ild paa og løber! Men du har vel goe Ben? – Det har hændt nu to Gange dèr – kort efter hinanden; saa vanker der jo Rotting. Kan du svinge Rottingen, du tror?«

Jeg var ikke allerbedst tilmode, da jeg drejede op mod Børnehjemmet. Det var bygget som en almindelig Avlsgaard; ude i Marken gik en Snes Drenge i Række, spredte Gødning og hakkede den ned; de gjorde alle de samme Bevægelser, bukkede og rettede sig op igen i Takt. Paa et højt Sted lidt fra dem, et Dige eller lignende, stod en før Mand; han var i groft Vadmel og støttede sig paa en solid Knortekæp. Han kom ned imod mig. »Bliv bare ved!« raabte han til Drengene og svingede Knortekæppen over Hodet. »Jeg kan godt holde Øje med Jer!«

Han besvarede knap nok min Hilsen, men den urene, kødfulde Mund fortrak sig til et skævt Grin, da han hørte mit Ærende. Han kneb de smaa Øjne sammen, stod med begge Hænder fast om Stokkens Haandtag, saa op og ned ad mig og nikkede. Det pluskæbede Ansigt udtrykte nærmest Foragt. Det var helt tilgroet med Skæg, og Skægbunden var rødflammet og gnedet ind med Salve som hade han Skægpest. »Ved du, hvad du er?« sae han endelig, da han hade gloet og grinet mig sønder og sammen – »du er en Splejs, er du! Lærer blir der aldrig af dig, at en anden kan se. Men derfor kan du jo godt komme med indenfor og se paa Anstalten. Lidt Mad kan du vel ogsaa trænge til efter Rejsen.«

»Man behøver da ikke at være stor og bredskuldret for at kunne undervise,« mente jeg.

»Ja, se undervise – – det er nutte saa meget det, det kommer an paa her hos os; for vi underviser kun, naar det er Regnvejr og vi ikke kan komme i Marken. Men–æ, jeg er bange for, at mine de største Drenge slaar dig i Jorden som ingenting, for det er nogen haarde Halse, kan du tro, – det er alt det, en anden kan klare dem. Du er vel ikke meget god til at slaa fra dig? Næj, jeg tænkte det nok; du vil ikke kunne sætte dig i Respekt.«

Vi var kommet op paa et stort Loftsrum over en af Ladebygningerne; der var fuldt af Sovesteder under Straataget. Forstanderen kiggede ud gennem et af Tagvinduerne, stak saa Knortekæppen ud og svingede med den. »Ka I se, I bestiller noget,« brølede han. »Ellers ska jeg den Onde –!«

»Naa, én skulde jo ikke bande, naar én har Besøg fra Askov,« sae han, da han hade faaet Hodet ind igen; »det er en herlig Guds Mand, ham Ludvig Schrøder. Men Drengene her tror jeg nutte, han kom nogen Vegne med. – – Se det her skulde jo saa ha været dit Nattelogi, om ellers du hade egnet dig for Stillingen. Der maa jo holdes Justits med Fyrene om Natten ogsaa, at ikke de blir utérlige. Og nogle af dem skal vækkes, ellers gør de Sengen vaad.«

Det han kaldte Senge var Trærammer med Krydsfod under. Over Rammerne var spændt Sejldug, ovenpaa det laa et svært Hestedækken, der baade var Over- og Underdyne.

»Læreren faar naturligvis Lagner,« sae Forstanderen. »Det højner altid paa Respekten. – Men som sagt – –« Han gav sig igen til at maale mig med et ringeagtende Udtryk. Han kunde spare sig sit men; selv om jeg hade haft Bjørnekræfter, agtede jeg ikke at fæste mig bort som Profos.

En Gaardklokke kaldte til Middagsbordet. Mens Forstanderen bad Bordbøn, højt og barsk og med Egespiret liggende foran sig paa Bordfjælen, hade jeg Lejlighed til at iagttage Drengene. Lutter runde tætklippede Hoder, som de skorpede Øren stod lige ud fra, stjaalne skraa Blikke, haarde Ansigter med Puder under Øjnene! Jeg hade mødt dem før, disse Hjemløse, der faar Samfundets Kærlighed at føle i ganske særlig Grad og ogsaa trænger til den mere end alle andre – om end paa en anden Maade. Bange for dem var jeg ikke; jeg vidste at de under den forhærdede Skorpe var Mennesker som vi andre – maaske endda en Kende mere taknemmelige for menneskelig Behandling, naar det kom til Stykket. Jeg skulde sagtens komme ud af det med dem under andre Forhold! Men her bestemte Forstanderens Egespir Tonen; de hade Øjnene ved det hele Tiden.

Maden var god, Grød og stegt Flæsk; og de saa ikke underernærede ud, Drengene. Men den serveredes paa rustne Bliktallerkener – som i et Tugthus; de »stansede« Blikskeer skar i Mundvigene.

Ludvig Schrøder blev vred, da jeg kom tilbage uden at ha taget Pladsen; jeg hade Følelsen af, at nu var jeg i hans Øjne haabløst mislykket. Forklare ham Sagerne kunde ikke nytte – han hørte aldrig efter; en Elev hade ingen Mening. Resten af Skoletiden var jeg Luft for ham.

»Hvor er det forfærdeligt,« sae Fru Molbech, da jeg hade fortalt hende om Børnehjemmet. »Jeg troede, Forholdene var saa ualmindelig gode paa vore Børnehjem; i vore Kredse har det altid hedt, at det var særlig udvalgte, ideelle Mennesker, der ledede dem. Og det tror Forstander Schrøder ogsaa, derfor blev han saa vred paa dig. Men at han ikke ser klarere, som er saa lærd! – De stakkels, stakkels Drenge! Kan der da ingenting gøres for dem?«

At dette Børnehjem ikke var nogen Undtagelse men snarere hørte til Reglen, vilde hun ikke tro. »Nej, du maa ikke fortælle mig mere om den Slags Stakler,« bad hun. »Jeg faar ikke Ro for det.«

Men i den følgende Tid spurgte hun mig bestandig igen ud om Fattigverdenens Børn; hendes gode Hjærte vilde ikke falde til Ro igen. »Hvor er det underligt, at man har gaaet dèr alle de Aar og ingenting rigtig vidst om, hvordan de Fattige har det,« udbrød hun. »Og saa er de jo Mennesker ligesom vi andre – og de er tilmed de fleste. Hvor er det godt, vi har dig!«

»Men han er da rig, Mor! Se bare, hvor der holdes af ham!« sae Frøken Mathilde.

Ja, de to Kvinder holdt af mig; saadan syntes jeg aldrig Mennesker hade holdt af mig før. Og det var sandt, at jeg blev rig ved det!

»Du maa huske paa Martin, at Grundtvigianismen er en Magt; det bliver enhver Kirke, naar den først faar Tag i mange!« sae den gamle H. F. Feilberg, da vi igen sad over Sedlerne. »Det du her har oplevet, er Snylten paa Magten; for enhver Vækst – ogsaa den aandelige – har sine Snyltere. Og Forstander Schrøder er ikke nogen Menneskekender; det benytter saadanne Folk sig af til at faa hans Stempel paa deres Snyltervirksomhed. Men han er en stor Idealist; og Forholdene har gjort ham til en stor Organisator. Askov er ingen Skole, Martin; det er en Institution. Og en Institution kan ikke ta Hensyn til den enkelte.«

Den gamle menneskelige Filosofs Hvisken besad en egen indtrængende Evne; naar han talte og forklarede et eller andet, faldt det som Skæl fra Øjnene paa mig. Nu forstod jeg Ludvig Schrøders Magt og Myndighed over os Elever, Lærerne og hele Egnen. Han var den, der i ringest Grad ævnede at tage os, hans Ideer og Synspunkter gled saa temmelig ind ad det ene Øre og ud ad det andet. Men de gik igen i de andre Læreres Undervisning og i al Højskoleundervisning overhodet; uden om ham kom man ikke. Grundtvigianismen var en Magtfaktor, og han var Grundtvigs næreste Discipel og kyndigste Fortolker, det var naturligt at den krystalliserede sig over ham. Han gav Folkehøjskolen Ansigt ogsaa udad – alvorligt, myndigt men stillestaaende i Udtrykket. Feilberg hade Ret; om man kunde li ham eller ikke var ligegyldigt, man kom ikke uden om ham! For han var med i alt – bag Kulisserne. Til hans egenartede Ævner hørte ogsaa en lykkelig Haand til at vælge sine Lærere, og Storsind nok til rolig at se sig overfløjet af dem i Elevernes Gunst.

Han var selv mere en Institution end en Enkeltperson. Trods de fremragende Mænd og Lærere la Cour, Nutzhorn, Begtrup var Askov Ludvig Schrøder og Ludvig Schrøder Askov. Store Mænd kom og aflagde Besøg, overværede et Foredrag af Forstanderen og forsvandt igen; ofte var det Udlændinge med ansete Navne. Et Par Gange i Vinterens Løb kaldte han til Kæmpemøde paa Skolen. Gamle Elever, nu satte Landmænd, kom i Hundredvis, mange langvejs fra; der var Folk med Stillinger og Magt imellem dem: Sogneraadsformænd, Redaktører, Medlemmer af Amtsraad, ja af Rigsdagen. Alle saa de op til Ludvig Schrøder, lyttede til ham – talte om hvad han hade givet dem i deres unge Dage paa Skolen. Hade han været mindre kedelig dengang? Eller hævede han sig, ligesom de store Træer i Skoven, des højere jo længer man kom bort fra ham? Kanske var det den store Bevægelse, der igen kastede sin Glans tilbage paa ham? Som Menneskene skal ha en Syndebuk, skal de jo ogsaa gærne ha en at vælte Sukcessen over paa!

Jeg kom ikke til at synes bedre om Forstander Schrøder paa Grund af disse Overvejelser; dertil var han mig for herskerisk. Men jeg kom til at se ham selv ogsaa, som saa meget af det han hade doceret, i større Sammenhæng. Da jeg endelig, i den tolvte Time, fik en Stilling, gik jeg om for at sige Farvel til ham. Han var i sit Arbejdsværelse, hvor vi ellers ikke hade Lov at forstyrre ham. Han saa overrasket paa mig, sae saa: »Naa, til Lykke med Pladsen! Jeg vil ønske for Dem, at De maa finde den rigtige Vej frem.«

»Er det Deres Vej eller min egen Vej, jeg skal finde?« spurgte jeg, stødt over at han sae De til mig.

Han rynkede Brynene. »Det er Guds Vej!« sae han saa.

»Bjørnson siger, at hvor bra Folk gaar, dèr er Guds Veje!«

Et Øjeblik stirrede han frem for sig, ud af Vinduet i Haven, maaske længer bort. Kom der nu et af hans Lyn? Saa tog han sig sammen og rakte mig Haanden.

»God Lykke fremefter da,« sae han og bøjede sig saa rask ned over Arbejdet.

Det var Holger Begtrup, der kom og foreslog mig Pladsen. »Hvad siger du til Odense, Bornholmer?« busede han ud paa sin muntre Fason. »Det er Danmarks Smørhul du, og en Friskole, som Kold ikke kunde lave den bedre. Hos Peder Møller skal du ikke bruge Stokken – det er en grundtvigsk Skole!«

»Ja, det var Børnehjemmet ogsaa,« indvendte jeg.

»Du er mistroisk, Bornholmer! Men ta du derover alligevel – paa mit Ansvar.«