IX

Saa var jeg Lærer paa Peder Møllers Friskole i Odense. Skolens Leder Peder Møller var Seminarist og besad ualmindelige pædagogiske Ævner. Skolen var oprettet af grundtvigske Forældre som Protest mod den avtoritære Skole; enhver Form for legemlig Straf var banlyst fra Undervisningen, og det samme galdt alt Terperi. Peder Møller var meget afholdt og velgørende ligetil; de halvandet Hundrede Drenge og Piger holdt meget af ham og overførte hurtig deres Hengivenhed paa mig ogsaa.

Den grundtvigske Friskole hade allerede dengang et komisk Skær over sig i den offenlige Mening; Literaturen hade med en vis Ret skildret den som en Slags Losseplads for Dumpekandidater og andre Umuligus'er. En Del hang det sammen med de højspændte aandelige Krav plus de daarlige økonomiske Kaar den maatte virke under, en Del ogsaa med dens Program for Opdragelse i Frihed, der gjorde det vanskeligt at kontrollere Lærernes Kvalitet og afgav Spillerum for Folk med en velsmurt Kæft. Men hvor den var vellykket og holdt den Kold'ske Linje, var Friskolen som et Pust fra en anden bedre Verden, et Løfte om bedre Vækstvilkaar for det menneskelige. Jeg hade mine egne Ideer om Opdragelse og Undervisning, Ideer som hade deres Udspring i min egen Opvækst og som jeg senere skulde opleve at se realiserede i Sovjet-Unionen. Paa Friskolen her – og hvor den ellers var, hvad den skulde være – opdroges og undervistes der efter denne Linje, under det øvrige Samfunds Spot, der maaske ogsaa delvis skyldtes en instinktmæssig Fornemmelse af, at denne Form for Undervisning tilhørte en hel anden Samfundsordning.

En Etape var naaet – jeg kunde tjene mit Brød ved aandeligt Arbejde! Den Forbandelse, der hvilede over Fattigverdenen og bandt den til det legemlige endeløse Slid, som afskar fra alt aandeligt, var brudt for mit Vedkommende.

Som noget stort og afgørende stod det for mig, at jeg nu var naaet saa langt! Og jeg var ikke ked af den Vejstrækning jeg hade maattet tilbagelægge for at naa hertil. Zoologien blev mere levende for Børnene ved at jeg kendte Dyrenes og Fuglenes Liv af egen Oplevelse; Undervisningen i Fysik fik mere Vægtfylde ved at jeg hade arbejdet med Hakke og Skovl, Stenhammer og Jærnstang.

Jeg hade Naturfagene i de mindre Klasser, og det var min Sorg, at jeg ikke kunde ta Børnene ud i Mark og Skov og undervise dem derude. Mit eget frie Liv paa Vogtemarken, hvor jeg hade lært en god Del af, hvad jeg vidste, foresvævede mig vel og trængte sig paa til Sammenligning; jeg led paa Børnenes Vegne ved, at de skulde sidde indeklemt paa en Skolebænk og modtage Surrogater for Oplevelse. Denne Lidelse blev ved at følge mig, saalænge jeg var Lærer, saa jeg stundom hade Følelsen af at være et Torturinstrument; den fik mig til at anspænde mig til det yderste for at gøre Timerne til noget af en Oplevelse for Børnene. Værst kneb det, da jeg fem seks Aar senere underviste paa Gregersens Fri- og Realskole i København og skulde føre de ældste Drenge op til Eksamen i Dansk. Faget krævede en Del Hjemmearbejde af Drengene ud over de seks Timer, de tilbragte i Skolen; sammen med det øvrige Hjemmearbejde tog det deres Fritid. For at aflaste dem for noget af Hjemmearbejdet i Dansk fandt jeg paa at lægge Indianerspænding ind i Undervisningen. Jeg tog Berlingeren med i Skolen, og i Fællesskab decifrerede Drengene og jeg ved Hjælp af de grammatikalske Regler de Cifferbreve, unge Kærestefolk indrykkede til hinanden i Bladet. Det smagte spændende af Stifinder og Detektiv, og Drengene hade ingen Vanskelighed ved at fastholde Grammatiken.

Det gik op for mig fra den første Dag i Odense, at jeg var kommet ind i en Gærning, der udefra syntes at være det letteste af alt i Verden, men i Virkeligheden var uhyre svær. Det var ikke til at forstaa, hvor Stoffet blev af. Man hade svælget i det i store Maader, været ved at forsluge sig paa det mangen Gang; og nu man stod og skulde ty til sin Viden, forsvandt den – stundom sporløst, blev borte som en Mus bliver borte mellem Poterne paa en legende Killing. Hver Dag sled jeg til Midnat for at beherske næste Dags Stof; alligevel hade jeg min Nød med at klare Børnenes Spørgsmaal.

Skolebestyreren lo ad mig, da jeg klagede ham min Nød. »Det er fordi du vil ha, Børn skal tro at du ved alt,« sae han. »Men det er de for kloge til! Gør som jeg, jeg siger aabent: Det ved jeg ikke! Saa skriver vi Spørgsmaalet op, og imorgen har jeg slaaet efter – nogle af Børnene maaske ogsaa – og vi tar det op igen!«

Det krævede et vist Mod første Gang; men det lønnede sig. Jeg kom Børnene nærmere, blev mere Kamerat med dem. Vi naaede snart til, at vi i kameratligt Fællesskab bearbejdede alle de forskellige Spørgsmaal, der dukkede op i Timen. De fleste Børn var fra Hjem, der fulgte Skolens Arbejde; og det hændte, at Forældre direkte tog Del i disse Drøftelser og gav Børnene en Seddel med i Skolen med deres Opfattelse.

Men Følelsen af, saa mangelfuld min Viden var, generede mig alligevel. Og det blev ikke bedre ved, at en eller anden tog mig ud til en anden ung Lærer Jakob E. Lange, vistnok for at han skulde omvende mig til Georgismen. Omvendt blev jeg ikke, men jeg vendte hjem med en trykkende Følelse af egen Middelmaadighed i Forhold til den unge Landbrugslærer, der kun var faa Aar ældre og kunde udtale sig med forbløffende Sikkerhed om de forskelligste Spørgsmaal.

Der meldte sig Problemer nok, Vanskeligheder, der kom helt bag paa èn og derfor var svære at vikle sig ud af. Da jeg rejste fra Askov og aflagde Afskedsbesøg hos H. F. Feilberg, sae den gamle Videnskabsmand: »Teori er godt nok, men jeg er Realist; og jeg vil sige dig, som er ung og uerfaren: Noget af det første, Drengene derovre vil gøre, er at prøve dig af. Slaa det første Forsøg energisk ned, saa skaffer du dig Ro siden.«

Jeg fulgte ikke hans Raad; og det gik alligevel. Skolebestyrer Peder Møller sae allerede den første Dag: »Kan du le med, naar Børnene hitter paa Kunster, saa er alting klaret!« og den Anvisning fulgte jeg. Disciplinen var paa Skolen erstattet af det gode Forhold, der igen styrkedes ved Skolens nære Tilknytning til Hjemmene. Jeg blev jævnlig bedt hjem til Børnenes Forældre.

Men en enkelt Dreng voldte mig adskillige Bryderier. Han var Søn af en Sergeant, der ingen Tilknytning hade til Kredsen omkring Skolen; Far'en var raget uklar med Skolemyndighederne og hade saa meldt ham ind her. Der sagdes, at Far'en pryglede ham for et godt Ord, og hans Ansigt var pudet af Forbrølethed; se èn i Øjnene kunde han ikke.

Bestandig pønsede han paa Handlinger, der kunde forstyrre Undervisningen, som i Forvejen krævede den største Anspændelse af mig – fuld af Huller som min Viden var.

Jeg fik det Indtryk, at han af en eller anden Grund hadede mig, og det gik mig efterhaanden paa Nerverne. Tidlig og silde maatte jeg beskæftige mig med denne Dreng, der kun syntes besat af det ene: at genere mig og forstyrre Forholdet i Klassen – og spørge mig selv, hvad det næste vel var, han hittede paa. Selv i Søvnen forfulgte han mig. Jeg lod mig ikke udæske til at lægge Haand paa ham, skønt jeg mangen god Gang hade den største Lyst til det, men opretholdt en vis Ro og Elskværdighed i Forholdet til ham. Jeg vilde overvinde ham med det gode. Men han blev bare værre; og det lykkedes ham at lægge et Tryk over Arbejdet, som jeg ellers var glad for, og over hele Tilværelsen.

Forholdet blev mere og mere spændt, og jeg forudsaa, at jeg enten maatte paakalde Skolebestyrerens Hjælp, hvad der vilde betyde det samme som en Falliterklæring og svække min Stilling ogsaa til de andre Børn, eller ganske simpelt fortrække.

En Dag Skolen var forbi var jeg i Færd med at undervise en Efternøler i et af de tomme Klasseværelser. Pludselig traadte min Plageaand – Gustav hed han vist – ind uden at banke paa; han saa ikke paa nogen af os, men skød sig ind paa en af Bænkene og sad dèr, med Hænderne for Ansigtet og uden at røre sig, Timen ud.

Jeg var kommet til at ryste lidt – hvad vilde han? Udstrakte han nu sine Forfølgelser ogsaa til uden for Skoletiden? Da Eleven var gaaet, sae jeg til ham, saa venligt det var mig muligt: »Skal du ikke hjem og spise? Du vil da ikke genere mig ogsaa her?«

I det samme brast det for ham; han gav sig til at brøle som et dødssaaret Dyr. »Hvorfor gir De mig ikke nogen Tæsk?« skreg han i desperat Fortvivlelse.

»Nej, det har jeg ingen Trang til.«

»Men De skal gi mig nogen Tæsk! De skal!«

Det gik op for mig, at han følte sig i bundløs Gæld til mig og maatte ha et Opgør for at kunne køre videre med sit. Han var virkelig stedt i stor Nød; bund-ulykkelig laa han med Hodet ned paa Armene og hulkede sit: »De skal gi mig nogen Tæsk – De skal!« som afhang selve Livet af det.

»Naa, kom saa an da – og vis du kan staa for en Lussing,« sae jeg.

Han sprang ud paa Gulvet – helt oplivet – og stillede sig op med fremstrakt Hode og den venstre Kind drejet til. Det var helt underligt at se ned i hans tykke forbrølede Ansigt, og se Haabet der var tændt i hans Øjne – ved Løftet om en Lussing! Næsten til at tude over var det. »Dèr da,« sae jeg og daskede til ham. »Skal vi saa være kvit og blive gode Venner?«

Vi var fra den Dag de bedste Venner. Ofte passede han mig op, naar jeg gik fra Skole, og fulgte mig til min Bopæl; eller han hade et Æble med, som laa paa min Plads, naar jeg kom ind. Det var ikke blot blandt unge Forelskede, Æblet havde symbolsk Betydning, men ogsaa blandt Børnene. Den Lærer man holdt af, skulde ha et Tegn paa det – et Slags Kærlighedspant; det kunde bestaa af en Blomst, et Stykke Konfekt og meget andet, men bedst egnet var alligevel Æblet.

Jeg boede paa Højskolehjemmet, hvis Værtinde – Karen Jørgensen hed hun – var ugift ligesom Karen i Højskoleforeningen i Rønne og lige saa utrættelig i sit Kald. Vi var en Del Unge paa Højskolehjemmet, Kontorgutter, unge Mænd fra Landet, der forberedte sig til Artium, en og anden ung Lærer. Det var fristende at la Arbejde være Arbejde og slaa sig løs, holde Fest paa Værelserne, ro paa Aaen, ta til Fruens Bøge og plukke grønne Grene sammen med de tre sønderjyske Piger inde fra Naboejendommen.

Derinde boede en Kommunelærer, som var i Familie med min Skolebestyrer; hos ham var de tre unge Piger i Pension. De var sendt op for at lære gamle Danmark, dets Sprog og Literatur at kende og nød rigtig Tilværelsen. Læsningen gjorde de ikke meget ved og respekterede heller ikke vor Arbejdstid; bedst som det var kom de og forlangte, at man skulde ta med ud. Saa var Karen der; hun vaagede utrættelig over, at vi ikke forsømte vore Ting; de helt unge hørte hun selv i deres Lektier.

»I maa ikke komme her og ta de Unge væk fra deres Arbejde; gaa over med Jer og bestil noget!«

»Jamen vi ska ud; æ Dokter sier, vi trænger til Luft. Og hvem ska saa passe paa os?« Det sidste lo de umaadeligt af.

»Saa ta ham her da,« sae Karen og skubbede en tolvaars Dreng frem. »Han har læst sine Lektier.«

»Nej, vi vil ha tre – en til at passe paa hver af os – og rigtige Kavallèrer. Han er for klein.«

Saa fik de deres Vilje – og fik selv Lov at vælge »Kavallererne« ud. Og det gjorde de med megen Omsigt, saa ingen af os fik Anledning til at føle sig foretrukken. Morsomt var det at blive udpeget; vi stod alle gærne til deres Tjeneste. En lille Hird var vi om de tre; og de sørgede med sikker Haand for, at ingen af os blev skinsyg. Som unge Plage slog de sig løs – og rev alting med; Menneskenes Ansigter lyste, hvor de tonede frem. Os »Kavallerer« behandlede de med den naturligste Fortrolighed; men gudhjælpe den, der misforstod det.

Det kneb med at faa Tiden til at slaa til; jeg maatte ta Natten til Hjælp. Der var stadig Huller at udfylde; stoppede jeg et, opstod der to nye. Et Par Gange undslog jeg mig for at ta med. Men om Aftenen efter mit sidste Afslag laa der en Dukke i min Seng, en stor Flaske rigget ud som Tante Tandpine; det var en oplagt Haan. Jeg hængte Dukken op i mit Vindu, der vendte ud til den Fløj, de boede i; ved Siden af den hang en Knivtang med en Kæmpetand i fra Skolens naturhistoriske Samling – Tegnet paa min fuldstændige Underkastelse. Jeg blev taget til Naade igen og var lykkelig ved det, skrup-forelsket som jeg var i dem alle tre.

Men saa kom Cyklen og rev mig ud af det.