XV

Man kan gaa ud af en saadan Dyst som Sejrherre, staa og ha vundet det dyreste af alt, og alligevel ha en Følelse af at være forladt af Guder og Mennesker.

Jeg var begyndt at være lidt oppe, og Folk kom igen og saa til mig. Men jeg var ikke saa glad ved dem som før; de hade svigtet da jeg trængte mest til dem. Det sad som en bitter Erfaring i mig, at Mennesket er ensomt, naar det for Alvor gælder.

Maaske er man det overhodet inderst inde; det er maaske Prisen for at være et tænkende Væsen? Noget ensom har jeg altid følt mig, saa langt jeg kan huske tilbage. Angsten gennem hele Barndommen, den hemmelige Følelse af skjulte Farer, der stod sitrende bag alting, hang vel for en Del sammen med dette, at jeg ikke var »geborgen« som Tyskerne kalder det, ikke hade den beskyttende Følelse af at være omgivet af usynlige Væsner der vogtede paa mine Fjed. Og naar undtages Mor ikke af synlige heller, som jeg kunde søge Tilflugt hos, naar Tilværelsen blev utryg.

Her laa jeg forkrammet, med Nød og næppe undsluppet Dødens Klo, og maatte høre de Besøgende udbrede sig om deres smaa Daarligheder. Et varmt Smil, et Velkommen tilbage til Livet, hvor vilde det ha gjort godt; i Stedet maatte jeg tjene som et Apparat, de kunde hænge deres Interesse for Sygdom og Død paa. Opbyggende var det ikke; jeg var ikke langt fra at gi den gamle Doktor Ret i hans Menneskeforagt.

Det var i en lykkelig Stund, Fru Molbech kom fra Askov for at ta mig med hjem. Af hendes Udtryk kunde jeg se, at jeg hade forandret mig; hun græd, da hun saa mig. Og jeg græd ogsaa, men af Glæde. Saa var der da et Menneske, hvem mit Ve og Vel gik til Hjærte!

Jeg hade hidtil kun været oppe en halv Time ad Gangen to Gange om Dagen, saa det blev en stræng Rejse. Men i »Spurvely« kunde jeg til Gengæld rigtig hvile. Intet er saa blødt at hvile ud i som Sind der er fyldte af kærlig Omsorg; og her var alt i det lille Hjem stillet i Beredskab for mig, for at jeg skulde ha det godt.

Det store Gavlværelse, som ellers blev lejet ud, var indrettet til Sygeværelse, og her laa jeg og oplevede Foraaret, som det tegner sig for den Syge paa Ruden. Jeg var saa spændt paa det, at jeg vaagnede før Dag, i Korsets Skygge fra Vindusposten, og fangede det første Dagskær, let rosa og endnu med Frostaande i, saa Ruderne blev matte som isafkølet Glas. Saa brød Fuglene igennem, de byggede derude ved Gavlen, i Træerne og i Gavlens Vedbend. Ved »Spurvely« holdt de til mere end andre Steder, og travlt hade de. Allerede før Daggry begyndte de at snakke og kævles. Stære, Meiser, Solsorte! Slaas gjorde de ogsaa om Byggematerialet; hade en Stær fundet en rigtig blød Fjer, risikerede han at den blev hugget fra ham. Der var en Kasse paa hver Side af Vinduet; og Stærene gik ned paa Vinduets Solbænk og tog bedre fat i Materialet, før de fløj op i Kassen med det. Saa var det, de kom op at nappes. Naar de fik Øje paa mig, kiggede de et Øjeblik, samlede saa Byggematerialet op og viste mig det. En Morgen viftede Rønnen med en kruset, nyudsprungen Gren; og i Aabningerne mellem Træerne saa jeg Foraarssæden komme i Jorden, Markerne grønnes af den, og Faar med smaa hvide Lam dukke op i Landskabet. En gammel Mand kom nu og da og flyttede dem; og det hændte, at der lød Hundeglam dernede. Saa var Bob og Bister, Fru Molbechs to Hunde, sluppet uden for Indhegningen, og det galdt at handle hurtigt; jeg bankede i Gulvet og blev helt forpustet. Et Øjeblik efter var Frøken Mathilde derudeA og fangede Hundene ind.

»Det blev ikke til Lammesteg dengang!« raabte hun op gennem Trappen.

Det var velgørende engang igen at leve med, saa at sige være med i det hele. Her var ingen Brandgavle for Vinduet, og Væggene isolerede ikke; bag dem bankede Menneskehjærter. Jeg følte det som var jeg sluppet ud af en Dobbeltkiste. Dagene var ikke dræbende lange, ofte sad Fru Molbech hos mig med et Strikketøj, eller Mathilde kom op og underholdt mig paa sin fornøjelige Maade. Hun hade megen Iagttagelsesævne og kunde afvinde alting en komisk Side – ogsaa gærne sine Medmennesker. Naar jeg efter de to Kvinders Mening ikke sov nok, truede hun med at læse Ernst v. d. Recke for mig – jeg var faldet i Søvn en Dag, Fru Molbech læste »Bertran de Born« højt.

De skiftedes ofte til at læse højt for mig; efter Fiaskoen med Recke maatte Carsten Hauch holde for, og ham syntes jeg nogenlunde om. Men hverken han eller de andre Guldalder-Digtere fristede mig til at læse videre paa egen Haand. Maaske var jeg ogsaa for sløj.

Det maa stadig ikke ha været ret meget bevendt med mig. Jeg hade faaet Mathilde til at besørge mig en Kridtpibe og Tobak og røg nu og da i Smug; Fru Molbech maatte ikke vide det. Men hun opdagede det og fortalte det bekymret til Lægen. »Lad ham bare ha den Fornøjelse,« hade Lægen svaret – »han har alligevel kun tre fire Maaneder tilbage.« Mathilde, der ikke kunde holde tæt med noget, gengav mig det uden Omsvøb. Saa hev jeg Piben ud gennem Vinduet, siden den ikke just understregede det solide i mit Forhold til Tilværelsen.

»Gud, hvor blir du forkælet af Mor,« sae Mathilde jævnlig. Og det gjorde godt engang selv at være Midtpunktet i Tilværelsen, den om hvem alting drejede sig – selv om det var saa rent ufortjent. »Det er den ufortjente Regn, der er den mest frugtbargørende,« siger et gammelt Ord, og jeg maatte sande det. Jeg laa og lægtes under de to Kvinders kærlige Omsorg, mit Sind foldede sig ud, og det groede i mig. Bestandig beskæftigede Mennesker mine Tanker, ikke de sære Enkeltvæsner der ikke lignede andre, men Menneskene i alt det de hade fælles. Og jeg kom til det Resultat – som har holdt sig siden – at Menneskene har det gode fælles, mens de skiller i det mindre værdifulde. Hvis jeg skulde skildre dem, maatte det blive gennem det der binder dem sammen og gør dem til Menneskeheden. Mærkelig nok vilde Digterne helst skrive om det der skiller, og Læserne helst høre om det.

En Dag bebrejdede Fru Molbech mig, at jeg hade været doven til at skrive under mit Ophold i Odense – ogsaa den Tid jeg var rask. »Hvis jeg ikke kendte dig bedre, vilde jeg tro, at »ude af Øje ude af Sind« ogsaa galdt for dig,« sagde hun smilende. Sandheden var, at jeg var daarlig til at skrive Breve til Mennesker jeg følte varmt for; jeg kunde ikke gi mine Følelser et Udtryk, der tilfredsstillede mig. Jeg prøvede at forklare hende dette – og opdagede at jeg var vokset i Udtryksævne! Hun blev helt bevæget ved min Forklaring og kom hen og kyssede mig paa Panden.

»Nej, hvor kan han sige det kønt!« sae Mathilde. »Nu kan du godt taale at snakke; nu maa du virkelig fortælle os noget derovre fra.«

Livet derovre og mit Arbejde i Skolen interesserede dem, saa jeg selv kom til at se det hele i nyt Lys; det blev af Interesse og Betydning ogsaa for mig. Syerskens Historie bevægede dem stærkt. »De smaa Skind som saadan maatte savne en Far!« udbrød Fru Molbech. »Men Martin, at du saadan kunde tænke paa at binde dig for Livet! Du kunde jo blive evig ulykkelig.«

»Han kunde saamænd være tosset nok til det,« mente Frøken Mathilde. »Men hvad saa – er der nogen Recept for, hvordan man blir lykkelig? Ryster Folk maaske ikke paa Hodet af mig!«

Hun hade forlovet sig med en ung Landmand, der tjente ude paa Forsøgsgaarden, og skulde altsaa være Bondekone; Folk hade lidt ondt ved at forestille sig det. »De tror vist, jeg gir mig til at spille Klaver for Køerne – eller læser Fransk med dem,« sae hun muntert. »Men jeg skal nok vise dem noget andet. Niels Christian og jeg, vi skal nok klare os!« – Aarene gav hende Ret.

Om Aftenen kom han og hentede hende til Tur. Han var høj og lys, lige saa stille og alvorlig, som hun var talende og lattermild. Men de klædte hinanden, og han hade Ord for at være ualmindelig dygtig.

»Jeg er saa glad for, at du tror paa Mathilde,« sae Fru Molbech, da de var gaaet. »Vi er noget slidte, vi Molbech'er. Men du tror jo ikke paa Degeneration.«

»Jeg tror mere paa Regeneration! Ellers var vi vel alle væk for længe siden.«

»Ja det kan du sagtens sige, som kommer nede fra!« Det var hendes Opfattelse, at Overklassen var degenereret i Modsætning til Folket, og hun vilde ikke tro, at der fandtes lige saa megen Degeneration i Folket som oppe i Samfundet, da vi alle saadan set var lige gamle. Men det beroligede hende alligevel. »Og jeg som troede, at Almuen var lutter Sundhed og Retskaffenhed. Men enkle og godtroende er I – som nu din Syerske og du selv.«

Men dér hade jeg ond Samvittighed; jeg hade svigtet hende og Børnene, og det grundigt. Indtil de nu kom paa Bane, hade jeg siden jeg blev syg knap skænket dem en Tanke. Nu vilde jeg skrive, men hvordan faa noget venligt sagt, uden at det kunde tydes som en Fortsættelse?

Fru Molbech tilbød at overtage det, og skrev til de tre om, hvordan jeg hade det og hvor smukt jeg hade omtalt dem. Men vi hørte aldrig fra dem.

Det lille Hjem svarede godt til sit Navn. Nedenunder kom og gik Mennesker, trukket til af Fru Molbechs stille milde Væsen og Frøken Mathildes friske Latter; jeg laa og sammenlignede det med en Kilde, hvor Folk stansede for at kvæge sig. Jeg laa og lyttede og kunde skelne de forskellige: Lærere, Højskolepiger, som kiggede indenfor og straks var i godt Humør. Det smittede gennem Loftet; her maatte man være glad!

Det gik mig her som med Mor, hvis Smil gjorde selv det tørre Brød mættende og nærende. Jeg laa og kom til Hægterne, mere af de kære Tanker der omgav mig end af noget haandgribeligt; Medicinen lod jeg staa urørt, og Madlysten var det fremdeles meget smaat med. Men jeg vandt Kræfter fra Uge til Uge, kunde gaa ned ad Trappen ved egen Hjælp og sidde i Molbechs gamle Lænestol og arbejde lidt. »Den skal du sidde i, naar du skriver,« sae Fru Molbech, »saa kanske kommer det snarere. For det er en rigtig Digterstol.«

Jeg var begyndt at arbejde med større Fortællinger. Den sære gamle Doktor fra Opholdet i Odense spøgede jævnlig i mig endnu og inspirerede mig til Fortællingen »Dødskamp«; jeg kunde imidlertid ikke tumle Sujettet og gik bestandig i Staa. Den lidt hengemte Digterluft, der hang som Traditioner i det Molbechske Hjem men forøvrigt ikke smittede af paa Beboernes egenlige Væsen, fik mig til at reagere med Satiren »Den musikalske Gris«. Heller ikke den kunde jeg komme nogen Vegne med; de to Arbejder blev først fuldførte et Par Aar senere. Men jeg hade fortalt Fru Molbech om dem, og hun syntes ikke, det var Digtning. »At digte er at skildre noget kønt og finde kønne Ord for det,« sae hun.

Jeg hade ogsaa taget fat paa et tredje Arbejde, Fortællingen »Lotterisvensken« – som heller ikke vilde føje sig for mig. I denne Fortælling var det frem for alt Sproget, der gjorde Knuder, mens selve det psykologiske og Formningen af Stoffet gik nogenlunde fra Haanden. Det literære Sprog faldt mig let nok i Pennen; men det sae ingenting om disse jævne Mennesker, hade ingen Udtryk for deres Sorger og Nød og smaa Glæder. Og de jævne menneskelige Ord viste sig at være svære at fange ind; saa underligt det end forekom mig, som hade talt og tænkt i dem – levet sammen med dem fra lille af. Jeg gik hver Dag langsomme Ture i de smaa Lunde bag Askov, maatte sidde ned hvert Øjeblik og hente Vejret og syslede imens med Blyant og Papir. Aandedrætsøvelserne passede nu sig selv; de var blevet en avtomatisk Rytme i mig. Hjemme i Sengen skrev jeg saa det gennemtænkte ned. Syv Gange maatte jeg skrive Fortællingen om fra Ende til anden, før jeg kom fri af de obligate literære Vendinger og naaede frem til Hverdagens Mæle.

Det tog mig hele Sommeren. Ind imellem hade jeg skrevet en Mængde lyriske Digte, der næppe hade noget at sige andre end mig selv; den lyse Rekonvalescens-Stemning fødte dem. Der laa et Skær af Poesi over alting den Sommer, som bestandig igen løftede mig op i et højere Stemningslag; jeg gik om med en indre Følelse af Grøde, Stof hobede sig op og laa i mig som levende Tynge – en Drægtighed jeg hade at forholde mig afventende til.

Da »Lotterisvensken« var fuldført, læste jeg Fortællingen for Fru Molbech, spændt paa hvordan mit første egenlige Arbejde vilde virke paa et Medmenneske, og angst for at hun skulde slaa den ned. Det var min Verden; var det lykkedes for mig at gøre den menneskeligt gribende?

Hun var længe stille efter Læsningen; jeg saa, hvor bevæget hun var, og hvordan det rent menneskelige stredes i hende med det traditionelle. »Nej, det er alligevel for svært,« sae hun til sidst – »maa jeg la min Søster læse den. Hun forstaar sig paa det – og kan maaske hjælpe dig til at faa den anbragt.«

Hun sendte Fortællingen til sin Søster, der var gift med Kommandør Bram og boede i Nyboder, men den vendte tilbage med et krænket Brev. »Jeg kan ikke sove om Natten for den,« skrev Kommandørinden. »Det skulde forbydes Folk at skrive saadan om de Fattige.«

»Hun er nu for stræng igen,« sae Fru Molbech, »men jeg vil sige dig Martin, at Digter blir du ikke paa den Maade. Saa maa du skrive noget klassisk.«

Men jeg tydede Svaret paa en anden Maade; jeg hade naaet det jeg vilde med Fortællingen. Jeg hade ikke noget imod at kunne skrive saadan om de Fattige, at det betog Godtfolk baade Appetitten og Nattesøvnen.