||Det store Ækvatoriale Armille-Instrument, med en hel og en halv Ring

Endskønt de to Æquatorial-Armille Instrumenter, som jeg allerede ovenfor har afbildet og beskrevet, Instrumenter, som ogsaa har kostet os meget, med tilstrækkelig Nøjagtighed tjener det Formaal, jeg har nævnt, har jeg alligevel senere opfundet og ladet forfærdige nogle andre, der ikke behøver at være udstyrede med saa mange Stykker, men kun har een fuldstændig Armille, der kan drejes rundt, og en anden halvkredsformet, som ligger fast. Ved Hjælp af disse to kan alt det, som jeg har sagt om de forrige, ikke blot med Lethed udføres, men endog langt mere bekvemt og uden den Vanskelighed, som de forrige Instrumenter medfører, dersom man skal sigte i Nærheden af selve Æquatorial-Armillen. I saa Fald hindrer nemlig den forreste Del af den Synet, ligesom det ogsaa er vanskeligt at sigte paa Deklinations-Armillen i Nærheden af selve Æquator; for ikke at tale om forskellige andre Ulemper. Disse andre Armiller har fremdeles det Fortrin, at de kan fremstilles i langt større Dimensioner, hvorfor Graderne med deres Underinddelinger kan gengives skarpere, og alligevel paa Grund af deres Stabilitet og den Maade, hvorpaa de drejer sig, er praktiske at anvende og lettere at betjene sig af end de forrige. Men disse store og særlig fordelagtige Armiller er formede saaledes, som det fremstilles her, for saa vidt som det da var muligt at gengive dem paa en plan Flade. Bogstaverne A betegner den største Armille, som over det hele er beklædt med Messingplader og maaler syv cubiti [272 cm] i Diameter, hvorfor Graderne er saa store, at hvert enkelt Minut er delt i fire Smaadele. Dens Axe B, som er af Staal og over det hele ganske rund, men hul indvendig for ikke at foraarsage Forstyrrelser ved sin Vægt, er tre Tommer tyk, og midt paa den er der fastgjort en rund Messingcylinder, paa begge Sider af hvilken der tæt ved Axen kan dreje sig to Sigtelinealer af Messing EF, som ved Armillens rand ved F bærer Pinnacidier, hvis Dioptre er forsynede med Sprækker, der er parallele med Cylindren. Hvad man forøvrigt kan se indenfor, er Tværstænger eller Stivere, der holder sammen paa hele Armillen og støtter den, for at den ikke paa Grund af sin Størrelse skal bringes til at afvige fra sin runde og plane Form. Forneden ved D ender Axen i en rund Spids, der stikker ned i en kvadratisk Staalskive, som er forsynet med et tilsvarende spidst indsnævret Hul, som ved Hjælp af Skruer anbragte paa begge Sider kan skubbes en lille Smule i den Retning, man ønsker det. Paa den hviler den runde Axe, som holder sammen paa hele Armillen og tillige drejer den rundt. Selve det Stykke Jern, som ligger under den, er fæstet til en stor Stensøjle, fire cubiti [155 cm] lang, af hvilke de to under Jorden staar paa et solidt Fundament, medens de to andre oven over dem paa Forsiden bærer en Statuette I af Atlas, Mauritaniens Konge, kunstfærdigt udmejslet i samme Sten; med sin Krone berører han en Stenglobus H, som er anbragt oven paa Søjlen til Pynt. Men den øverste Ende af Axen hviler i et andet Jernleje ved C; det er tvedelt forneden ved K og ender i |to Grene, som begge er fastgjort sikkert til en stor og rund, solid Stensøjle. Disse to Stensøjler staar saa langt fra hinanden, at de danner en Dør, hvorigennem man kan gaa ind til Instrumentet; de er betegnede ved M og L. Foroven ved C er der en Skrue, som bevæger det Jernstykke, hvori Axen her hviler, sidelæns, saa at den kan komme til at ligge i Meridianens Plan. Den kan ogsaa paa anden Maade løftes baade her og forneden ved D og flyttes forsigtigt, indtil den falder ganske sammen med Verdensaxen, og saa gøres den fast. Den anden, halvcirkelformede, Armille betegnes ved Bogstaverne O; den bæres af otte smaa Stensøjler, som er betegnede ved P, saaledes at den holdes urokkelig i Æquators Plan; der findes nemlig ligesaa mange Jernklemmer ved Q, der fastholder og styrer den saaledes, at den baade nøjagtigt beskriver en Halvcirkel omkring Axen som Centrum og desuden ligger i Æquators Plan uden Afvigelse. Den er ogsaa helt beklædt med Messing og maaler i Diameter ni cubiti [350 cm], hvorfor den endnu mere end selve Armillen kan give Plads for de allermindste Underinddelinger. Hensigten med, at denne halvcirkelformede Armille er to cubiti større end selve den fuldstændige Armille, er, at man, for saa vidt som det behøves, let skal kunne passere imellem begge. Og ad en Stentrappe N (som ikke er afbildet her) stiger man op og ned langs selve Armillen, for at Observatørens Øje bekvemt kan nærme sig den. Indvendig er der en anden rund Trappe betegnet ved Bogstaverne T, ad hvilken man, naar man observerer, stiger op eller ned til den fuldstændige Armille hele Vejen rundt, efter som den højere eller lavere Stilling af den Stjerne, som skal iagttages, kræver det. Ved de to Bogstaver N ser man en Mur, som løber rundt om hele Instrumentet og danner en Slags lille Taarn eller halvt underjordisk Kælder, som omgiver hele dette Instrument; foroven har den et Tag, som, naar der observeres, kan aabnes til hvilken som helst Side, man ønsker det, og bagefter lukkes, for at dette kostbare Instrument kan være sikret mod at blive beskadiget af Blæst og Regn.

Det anvendes paa den Maade, at Deklinationerne findes paa den cirkelrunde, drejelige Armille, idet man flytter Dioptrene ved F og sigter efter en Stjerne paa begge Sider langs Cylindren ved E. Saaledes aflæses nemlig ved E den søgte Deklination. Og det kan gøres paa to Maader, nemlig ved Hjælp af begge Dioptre, idet man drejer Armillen, saa at ogsaa den anden Side føres hen til Øjet. Paa den Maade søges den samme Stjernes Deklination to Gange; og begge Gange skal den være den samme. Paa den anden, halvcirkelformede Armille skal man flytte dens Pinnacidier ved R, indtil den Stjerne, der skal observeres, skelnes gennem Pinnacidiets Sprækker paa begge Sider langs Axen B. Saa viser nemlig selve Pinnacidiet paa den halvcirkelformede Armille dens Æquatorialafstand fra Meridianen, hvad enten den nu skal regnes mod Øst eller mod Vest; og deraf kan man med største Nøjagtighed erfare Tidspunktet ud fra Stjernens og Solens kendte Plads. Men hvis man søger en eller anden Stjernes Rektascension, saa skal den ene Observatør rette et af Pinnacidierne imod en Stjerne, hvis Rektascension er kendt, og den anden paa samme Maade det andet Pinnacidium mod en anden Stjerne, hvis Rektascension man søger, saaledes at begge Stjerner lige i det samme Øjeblik skelnes uden om den samme |Axe gennem Pinnacidiernes Sprækker. Saa vil nemlig den Bue, som er imellem de to Pinnacidier, vise Forskellen mellem deres Rektascensioner, hvoraf den søgte Rektascension fremgaar, som det er forklaret i det foregaaende. Dersom nogen ønsker at vide mere om dette meget store Instruments Fremstilling og Anvendelse, saa maa han slaa op i den første Bog af vore “Astronomiske Breve” S. 246 og de to følgende Sider [Opera Omnia VI, 276-278], hvor der udførligere er angivet forskellige Ting, som jeg her for Kortheds Skyld har udeladt. Ogsaa af selve den vedføjede Afbildning kan man, hvis man betragter den opmærksomt, forstaa baade Instrumentets Bygning og dets Anvendelse hurtigere end ved en vidtløftig Ordforklaring.