||Det samme instruments Opstilling, naar det gælder Observation af Højder

Dette samme Instrument er, især dersom dets Bue omfatter en Sjettedel af Cirkelomkredsen, heller ikke uskikket til at maale Stjerners Højde, naar det blot bliver opstillet saaledes, som hosstaaende Afbildning viser. Paa den Maade har jeg ogsaa, dengang da den nye stjerne i Aaret 1572 og det følgende Aar lod sig se, maalt dens mindste Højde, da den var i Meridianen neden for Polen. Thi dens største Højde, naar den var i Nærheden af Zenith, var det ikke muligt at maale med dette Instrument, eftersom paa vore Breddegrader denne vidunderlige Stjerne, naar den var i Meridianen ovenfor Polen, ikke var langt fra Zenith, og dens Højde derfor ikke kunde faa Plads indenfor en Sjettedel af Cirkelomkredsen; dette og lignende Forhold kan man se af den ovenfor citerede Bog i det samme Kapitel, som dér er anført [Opera Omnia II, S. 339-342]. Men den Maade, hvorpaa jeg foretog Observationen, som ogsaa er beskrevet paa samme Sted, var følgende. Denne Sextant blev med sin nederste Sigtelineal AB anbragt i et højt Vindue oven over en Mur R, saaledes at den akkurat sigtede mod Himmelmeridianen, hvor Observationen skulde foretages. Og under den var der anbragt en Støtte betegnet ved Bogstaverne VX; den stod under den bageste Del af Linealen nær ved Centrum ved T og var saa høj, at selve Sigtelinealen AB var i nøjagtig horizontal Stilling, hvilket jeg forvissede mig om paa følgende Maade. Instrumentets Bue RN med dens Sigtelinealer indstillede jeg i Meridianens Plan, og ved Enden af den, hvor ogsaa Inddelingens 60 Grader ender, ophængte jeg ved N en Lodline betegnet ved NS, og saa hævede eller sænkede jeg den nederste Sigtelineal AB, for saa vidt som det var nødvendigt, ved Hjælp af nogle Kiler imellem T og VX, og dermed ogsaa hele Instrumentet, indtil Messingtraaden NOS, hvortil der er fastgjort et Stykke Bly ved S, nøjagtigt berørte et Punkt O midt imellem Sextantens Centrum A og Inddelingsbuen. Heraf er det nemlig klart, at Instrumentets Sigtelineal eller Grundlinie AB er kommet til at ligge nøjagtigt horizontalt, da ifølge den elementære Geometri (som det er bevist i Euklids fjerde Bog, den femtende Sætning) en Sjettedel af Cirklen med Centrum som Toppunkt giver en ligebenet [ligesidet] Trekant, dannet af den punkterede Linie RNA og Sigtelinealen AB som tredie Side. Og da den lige Linie, som gaar ned fra N, og som peger mod Zenith, deler Grundlinien RA i to ligestore Dele, følger deraf, at den nødvendigvis maa skære den i en ret Vinkel, som det fremgaar af den tolvte Sætning i første Bog og de nærmest foregaaende. Da følgelig Lodlinen NS altid er rettet mod Zenith, og Linien NO falder sammen med den, maa Sigtelinealen RA danne en fuldstændig ret Vinkel med denne Lodline og derfor ogsaa være parallel med Horizonten, som paa alle Sider har en Afstand fra Zenith, der beløber sig til en Fjerdedel af Cirkelbuen, som svarer til en ret Vinkel. Da saaledes alt var indrettet og bragt i Orden med størst mulig Omhu, vogtede jeg paa det Øjeblik, da den nye Stjerne som Følge af Himmelkuglens Bevægelse naaede Meridianen i sin lavere Kulmination, |og saa sigtede jeg gennem et andet Pinnacidium, der svarede til det forreste ved C, og som var anbragt paa Sigtelinealen ved K ikke langt fra Centrum og kunde tages af, dersom det behøvedes. Thi i den Øverste Ende af den var der lavet en Sprække, der tilligemed den ligeledes Øverste Side af det forreste Pinnacidium var parallel med den nederste Ende og gik gennem Centrum; naar jeg observerede gennem den, forandrede jeg ved at dreje paa den lange Skrue DE Instrumentets Vinkel, indtil jeg skelnede den nye Stjerne ved den Øverste Rand af Pinnacidiet, nøjagtigt ved C, eller snarere indtil jeg saa den ene Halvdel af den, medens den anden var skjult, for saa vidt som det var muligt at se nogenlunde skarpt. For Sprækker, der ved begge Ender (af Pinnacidiet) var parallele med dem i det forreste Pinnacidium, ved Hjælp af hvilke man med største Nøjagtighed kan ramme Stjernens Centrum, havde jeg paa det Tidspunkt endnu ikke opfundet. Paa den Maade fandt jeg altsaa ved den Bue, som var imellem de to Pinnacidier B og C, Stjernens mindste Højde over Horizonten, som jeg har vist paa det anførte Sted af den før omtalte Bog [Opera Omnia II, S. 341]. Men da det let kunde ske, at Sigtelinealen BA og dermed hele Sextanten under Observationen kom ud af sin horizontale Stilling, hvis de Støtter, hvorpaa Instrumentet hvilede, forskubbede sig lidt til den ene eller den anden Side paa Grund af de Kiler, der blev stukket ind, derfor var der langs en Streg ved O midt paa den nederste Sigtelineal, som Instrumentets Lodline, naar den var rigtigt anbragt, skulde røre, paa begge Sider anbragt nogle Inddelinger paa en lille Bue PQ, beskrevet om N som Centrum, saaledes at der, da een Grad optog saa stort et Rum, naar Cirklens Diameter var saadan, som den var, paa begge Sider blev foretaget en Inddeling i Minutter, som ved den forreste Ende OP skulde trækkes fra, ved den bageste OQ lægges til, efter som Lodlinen viste en Afvigelse fra den horizontale Stilling i den ene eller den anden Retning. Paa den Maade kontrollerede jeg, efter at have fuldført Observationen og paany betragtet Lodlinen, den Højde, der var fundet ved Buen BC, og, for saa vidt det forekom mig nødvendigt, korrigerede jeg den, saa den blev nøjagtigere. Og selv om Arbejdet kunde gennemføres med større Nøjagtighed, hvis man sigtede gennem to parallele Sprækker, som man holdt tæt op ad Øjet, imod det forreste Pinnacidium, kan man dog ogsaa ved at gaa frem paa den nu beskrevne Maade, komme til det søgte Resultat med tilstrækkelig stor Nøjagtighed, især naar man flere Gange gør Forsøget med den samme Stjerne, saaledes som jeg gjorde med den nye Stjerne, som stadig, saa længe den forblev synlig, bevarede den samme Højde i Meridianen uden kendelig Forandring. Men det, som her exempelvis er sagt om denne Stjerne, maa forstaas paa samme Maade om Maaling af andre Stjerners Højde, som ikke overskrider en Sjettedel af Cirkelbuen, ikke blot, naar de er i Meridianen, men ogsaa i en hvilken som helst anden vertikal Cirkel; naturligvis maa saa Instrumentets Plan falde sammen med denne Cirkels Plan, og forøvrigt maa alt foretages saaledes som foran angivet.

Dette Instruments Anvendelse, ogsaa naar det gælder om at bestemme Højder, fremgaar af det foregaaende; men i Virkeligheden kan man med Quadranter, især de større, som jeg allerede tidligere har talt om, opnaa det samme Resultat med mindre Besvær og med større Nøjagtighed. Men hvis nogen ikke raader over saadanne Instrumenter, som er meget kostbare, kan han benytte sig af det, som vi nu har talt om, eller et lignende, |som vi ogsaa tidligere har gjort opmærksom paa, da Talen var om at maale Distancer ved Hjælp af disse Instrumenter. Men en kyndig Iagttager maa være forsigtig med disse og deres Indstilling; for de kommer let til at rokke eller paa een eller anden Maade er behæftede med Fejl. For det er ganske smaa Størrelser, det drejer sig om, af hvilke der drages de største Slutninger; man skal jo ikke gøre sig spildt Ulejlighed, hvad de fleste moderne Astronomer gør. Jeg vilde blot Ønske, at man ikke skulde formode det samme om de gamle, naar det gælder den yderste Nøjagtighed. Saa vilde der sandelig findes en mere fortræffelig Metode til at udforme en Astronomi, der kunde passe nøje til alle Aarhundreder. Men hvor store Bidrag Forgængernes Observationer og Anskuelser kan yde i denne Henseende, det har jeg med den højeste Guds Bistand anstrengt mig for at vise og vil fremdeles gøre det, for at det altsammen kan blive renset for Fejl og bragt til Fuldkommenhed.