Erik Lams privilegium for biskop Herman indledes med intitulatio, publicatio og adresse og efter en kortere motivering, som i sig indebærer en narratio, tilstår privilegieudstederen biskoppen i dispositio en række økonomiske rettigheder, dog kun indtil videre. En firmatio følger; ifølge denne indtræder kongen og hans ypperste, opregnet i et antal af otte, som garanter for og konfirmerer gennem det foreliggende privilegium, preceptum, hvad der er blevet tilstået biskop Herman. Garanterne optræder her ved siden af kongen i første person pluralis. Derefter kommer en steddatering: Acta Lundis in domo archiepiscopi. Det følgende begynder med et Preterea. Det indeholder, at kongen overgiver ejendommen Villingerød til biskoppen perpetuo .. possessionis iure ut nostre legis mos est, altså ikke blot indtil videre. En ny steddatering: In domo Siunde, følger og efter denne en vidnerække på ikke mindre end seksten personer — to af disse er blandt garanterne, og da disse garanter må betragtes også som vidner, testes, gælder vidnerækken øjensynlig kun stykket om Villingerød. I en corroboratio, tilknyttet det foregående gennem et »altså«, ergo, erklærer derefter kong Erik, at han har givet sin stadfæstelse og beseglet diplomet. At denne corroboratio i modsætning til vidnerækken gælder privilegiet i dets helhed, synes at fremgå af, at udstederen stadfæster presenti precepti edicto — ordene korresponderer direkte med ordene i den tidligere firmatio: hoc precepto firmauimus. En sanctio, truende med gejstlig og kongelig straf, afslutter.

Den opbygning, som privilegiet har i sin nuværende udformning, er særegen. Spørgsmålet er: enhedsaffattelse eller ej?

For at få svar herpå, må man undersøge privilegiets rytmiske beskaffenhed, dets cursus. Denne cursus indeholder planus og tardus i ligelig fordeling og optræder som bevidst rytmisering overalt, hvor en sådan overhovedet er mulig. Men een undtagelse forekommer: det med Preterea indledte stykke om Villingerød med dertil hørende steddatering og vidnerække. Der findes her kun een mulig clausula, cursus tardus, og det blot ved en mindre pause: cum attinentibus terminis. De større pauser savner cursus. Forholdet kan ikke være en tilfældighed. Det rytmiske modsætningsforhold til teksten iøvrigt indicerer, at stykket om Villingerød er en bestanddel for sig, et tillæg.

Forholdet fremgår tydeligt, hvis man inddrager forlægget i beviskæden. Indflydelse fra dette spores i alle dele, kun ikke i tillægget.

Den placering, sådanne ikke ualmindelige tillæg havde i de tyske konge- og kejserdiplomer, var i reglen efter teksten selv, i tilslutning til corroboratio eller sanctio; det tillæg, Knud den Helliges privilegium for Lunds domkirke af 1085 21. maj indeholder, er også placeret efter sidstnævnte formel (nr. 21), tillægget i donations- og indvielsesakten for Lunds domkirke af 1145 1. september (nr. 88) ligeså. I virkeligheden er tillægget i Erik Lams privilegium også placeret ved enden af teksten, her den korroborerende firmatio — at den første steddatering, da tillægget gjordes, også kom før dette, var en nødvendighed, da denne datering kun angik det foregående og ikke kunne være bibeholdt efter tillægget med dets særlige steddatering. Placeringen af tillægget brød sammenhængen i privilegiet. Den særegenhed, dette frembyder, har sin grund i tillægget.

Man har været af den formening, at det, privilegiet indeholder om Villingerød, altså tillægget, skulle være en modtagerforfalskning, et led i en forfalskningskæde, som sigtede til at dokumentere de retlige krav, som Esrom kloster senere gjorde gældende på Villingerød. Denne mening er ikke blevet nærmere begrundet og ville i virkeligheden kræve diskvalificering af et stort antal privilegier og breve, uden at disse iøvrigt giver anledning til mistanke.

Ifølge Bartholin, Collectanea B 337, er privilegiet udfærdiget 1138. Andre dateringer: 1137-1146, Erik Lams regeringstid, 1139, 1140, måske det næste eller et senere år.

Privilegiet tilhører tiden, efter at Eskil er blevet ærkebiskop, 1138 efter 8. august, før 1. september (nr. 72). Terminus ante quem er 1146 27. august, Erik Lams dødsdag.

Tilblivelsestiden synes at kunne bestemmes nærmere. Som garanter er i privilegiet opført Magnus Saksesen, Siunde Svendsen og Karl Agesen; som første mand ved siden af kongen ærkebiskop Eskil. Da domkirken i Lund indviedes 1145 1. september, var ærkebiskoppen og de tre nævnte nærværende. De tre optræder da, opført i samme orden som i privilegiet, som vidner i den akt, der udfærdigedes denne dag. Ved samme lejlighed var også biskop Herman, den mand, donationerne i Erik Lams privilegium gælder, nærværende som vidne. Tilblivelsestiden turde være: 1145 omkr. 1. september.

Biskop Herman af Slesvig havde, da han som delegeret besøgte pavehoffet, genvundet ærkebispedømmet for Lund (nr. 72). Erik Lams privilegium er udfærdiget i ærkebiskoppens hus i Lund, i nær sammenhæng med indvielsen af St. Laurentius. Det synes at indeholde den belønning, som blev biskoppen til del.