Knud, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, til alle troende, nulevende såvel som fremtidige, helse i al evighed.

Til det formål har den nådige Gud overdraget os den verdslige magt over menneskene, at alt, hvad der efter djævelens tilskyndelse måtte opstå af uenighed mellem dem i medfør af vildfarelser, ved vor indsats skal blive bilagt og bragt ud af verden i kraft af en retskendelse, der som en le skærer igennem. Thi således yder vi Gud en kærkommen og skyldig tjeneste, og de gode fortjenesters ypperlige stråleglans vokser op omkring den kongelige krone. Thi vi ved og kan ikke betvivle, at jo mere værdigt den højhellige gudsdyrkelse ophøjes til pryd for dyderne ved det fortrin, fortjenester giver, des stærkere lukkes djævelen, kærlighedens fjende, retfærdighedens angriber, uenighedens kim, lasternes anstifter, fortabelsens sønN ude fra de hellige fårefolde. Vi, der som ovenfor nævnt har fået styret i riget, bør derfor omhyggeligt give agt på, at Herrens hjord, der er underkastet klostertugten, under vor beskyttelse stedse hæver sig op til det bedre og fryder sig over fred og ro, for at ikke - hvis uenighedens gift angriber de enfoldiges hjerter - hele bygningsværket af dyder skal styrte sammen og vansire den nåde, der ligger i de agtværdige sæder, hvorved deres tjenergerning vil kunne blive forkastet hos bekenderne af den kristne tro. Derfor da abbeden af St. Thomas af Paraclitus og samme kirkes brødre og vore landboer var uenige angående et fiskeri, som kaldes Klønne, hvilket begge sagde var deres, gav de møde for os personlig, og begge parter fremførte med skarphed deres klage. Vore folk sagde da, at de havde lidt en ikke ubetydelig uret, fordi fornævnte brødre ved vold og rov havde fjernet de fisk, som de havde fanget. Herimod sagde brødrene, at de ejede samme fisk med rette, idet de erklærede, at det vand, af hvilket de var trukket op, hørte til kirkens ret. Eftersom vi altså ikke kunde få fuld kendskab til sagforholdet, har vi i ønsket om at bilægge deres strid udsendt vor kansler Andreas, provst ved St. LuciusN, og hans broder Ebbe tillige med Torben, vor tro mand, fra vor side og med kongelig myndighed påbudt, at det forlig, som de sluttede mellem begge parter, skal være godkendt og forblive urørt i fremtiden. Men forliget er følgende: Hvis vor bryde måtte ønske sammen med sine folk at fiske i det vand, som brødrene hævder at være deres efter retten og som de ved mageskifte har fået af ærkebispen, skal dette være dem tilladt, dog således at klosterbrødrene af den fangst, som de får, skal have den part, som tilfalder enhver ejerN. Men hvis klosterbrødrene måtte ønske at fiske i det vand, som de siger er vort, skal dette ligeledes uden indsigelse være dem tilladt, og vore folk skal på samme måde have den part, som tilfalder nogen af dem. Men fra det sted, som på dansk kaldes yadehr N, indtil gærdet skal hverken disse klosterbrødre trænge ind i vor del eller vore ind i deres del uden begge parters tilladelse. Men for at det ikke skal gå i glemme, har vi ladet dette brev bestyrke med aftryk af vort navn og seglN, idet navnene på de vidner, som var til stede, er anført nedenfor. Herr Andreas, kansler, og Ebbe, hans broder, Niels, provst, Torben, vor tro mand, Turgot, præst i Strø, Sunne i Ullerød, Aute, bryde i Ramløse, og flere andre.