Innocens, biskop, Guds tjeneres tjener, til alle sine ærværdige brødre ærkebiskopperne og biskopperne i Frankrigs rigeN hilsen og apostolisk velsignelse.

Det apostoliske sæde, som efter Guds bestemmelse er moder og læremester for alle troende, har i vore forgængeres tid efter at have undersøgt de forskellige sager givet dispensation til nogle, der var kommet til verden på uretmæssig måde, selv når de var avlet i hor, og har legitimeret dem til åndelige handlinger og endog bevilget, at de blev befordret til præsterN. Da der nu fordres en større skikkethed til åndelige anliggender end til verdslige, bør der ikke herske tvivl om, at det er beføjet til at legitimere sådanne til verdslige handlinger, ganske særligt, når det sker efter anmodning af dem, som ud over den romerske pave ikke anerkender nogen som helst menneskelig øvrighed med beføjelse hertil. Da nu vor meget kære søn i Kristus Filip, de Franskes berømmelige konge, ud over sin førstefødte søn, som han fik med sin første ægtefælle, ikke har andet afkom end den dreng og pigeN, som den for nylig afdøde højbårne kvindeN, fordum datter af den højbårne mand hertugen af Meran, bragte ham til verden, har han af denne grund tænkt på sin efterslægt og i ydmyghed fremsat ønske for os om, at vi vilde sørge for at legitimere dem ved vor apostoliske myndighed og nåde, og med styrke forsikret, at han, efter at vor ærværdige broder Willelmus, ærkebiskop af Reims, kardinal af Sta. Sabina, dengang det apostoliske sædes legat, havde forkyndt skilsmissedommenN mellem ham og vor meget kære datter i Kristus Ingeborg, de Franskes berømmelige dronning, omendskønt denne dom senere blev omstødt af det apostoliske sæde, da rettergangsreglerne ikke var overholdt, dog ikke fik noget forbud i hænde mod at ægte en anden, og at han på grund af de beviser på svogerskab, der blev fremført for samme ærkebiskop, og som samme konge troede var sande, mente, at der forelå ægteskabsbånd mellem ham og førnævnte højbårne kvinde, skønt han på vor myndighed er blevet tvunget til både at forstøde hende og genantage nævnte dronning. Idet vi altså retter vor opmærksomhed mod hans bestandige hengivenhed og rene trofasthed over for den romerske kirke, som han har fået fra sine forfædre så at sige ved arvelig ret, så udmærker vi efter vore brødres fælles råd og af vor særlige nåde — med det formål fremsynet at drage omsorg for så vel kongeværdighedens hæder som de Franskes riges behov og tarv — førnævnte dreng og pige med legitimering, så at ingen mangel ved fødslen skal lægge dem hindringer i vejen, dog således at der ikke herigennem skal være præjudiceret samme konge eller førnævnte dronning noget i ægteskabssagen. I skal altså både selv urokkeligt overholde, hvad der efter fremsynet overvejelse er bestemt af os angående dette, og sørge for under kirkelig straf, at det ubrødeligt overholdes af andre og, når I bliver opfordret hertil af samme konge, højtideligt forkynde det i overensstemmelse med den foran anførte ordlyd.

Givet i Anagni den 2. november i vort pavedømmes fjerde årN.