Tekst og udgave
forrige næste

[in nomine] sancte et indiuidue trinitatis. Ego Waldemarus dei gracia [Danorum Sclauorumque] rex dux Iucie. dominus Nordalbingie tam presentibus quam futuris in perpe[tuum].

[Consideratis] diligencius status humani circumstanciis. ea tantummodo congnouimus mortalibus usibus reseruari. *que prouida hominum circumspectio. diuine remuneracionis intuitu erogauerit. succedentibus seculis multiplici fenore reditura. Quod enim in hoc corpore constitutus sibi quisquam non ti[m]uerit subtrahere. et eorum qui necessitatem paciuntur usibus ministrare. hoc profecto cum nudus ad uterum matris sue unde nudus exierat. reuertitur se non dubitet inuenire. Eapropter antecessorum nostrorum piis uestigiis incedere cup<i>entes. et ab eorum uirtutis et caritatis operibus in quantum nobis dominus permiserit non satagentes. ullatenus declinare. cum uniuersis in nostro dominio constitutis tenemur in iusticia non deesse. illis tamen specialius nos recognoscimus debitores. qui relictis huius mundi illecebris nudi ab huius seculi naufragio euaserunt. diuino se incessanter seruicio mancipantes. Scire ergo uolumus uniuersos quod religiosos ecclesie beati Kanuti Otthense seruitores speciali quadam prerogatiua karitatis. et beniuolencie amplectentes; libertatem quam ab antecessoribus nostris optinuerant quorum beneficiis et elemosinis monasterium hoc recognoscitur institutum. nullatenus decernimus minuendam. sed secundum tenorem tam patris quam fratris nostri sigilli et litterarum apicibus consignatum inuiolabiliter conseruandam ita uidelicet ut possessiones et colon<i> ipsorum uniuers<igt; ab exactione stud et expedicione et omni seruicio iuri regio debito liberi permaneant. et immunes super hoc nulli exactorum nostrorum sed monachis tantummodo reddentes/ Statuimus eciam ut censum estiualem de Otthense et decem marchas argenti de insula Sild annuatim reddendas ad uest<it>uram fratrum quas ab antecessoribus nostris habuere non noster exactor. sed eorum tutor ammodo suscipiat. Ne igitur alicui exactorum nostrorum huic liceat contradicere uel nostre constitucioni in aliquo contraire. eam litterarum et sigilli nostri testimonio dignum duximus confirmare. Si quis uero constitucionem nostram et iusticiam non attendens hiis attemptauerit ausu temerario obuiare indignacionem nostram incurrens. iram supremi iudicis se metuat meruisse.

Et quia omnibus fere regnum transeuntibus officio tenentur caritatis ministrare tam quadraginta quam trium marcharum exactionem. et ut pistores eiusdem ciuitatis nusquam preter ad illorum molendina molere debeant concessimus/

17-24 Sequens littera indtil in alio latere] med korrektors hånd a, ligeså rettelserne i seglbeskrivelsen og i texten.

17 Sequens] foran seglbeskrivelsen bogstavet C, diplomets mærke, jf. Rep. Danicum I:4 s. 41.

— Sequens littera] tilføjet i marginen. Før og ligeledes efter Sequens overstreget 3a a.

— quondam] overstreget og erstattet af eiusdem over linien, der atter er overstreget og erstattet af quondam over linien a.

19-20 ymago indtil consignatum] overstreget a. Men i marginen med henvisningstegn til dette overstregede stykke: hoc debet stare a.

19 sede] herefter overstreget s a. I marginen herudfor overstreget: de armis omnino ut precedens hvormed henvises til Dipl. Danicum II:1 nr. 342.

22-23 apparuit indtil circumferentia] overstreget a.

24 in alio latere] hermed henvises til p. 30, hvor texten begynder a.

13 [In nomine]] ulæseligt ligesom ordene i de følgende lakuner på grund af huller a, udfyldt efter slutningsordene i seglbeskrivelsen.

14 [Danorum Sclauorumque]] udfyldt efter omskriften på seglet.

15-16 perpe[tuum. Consideratis]] lakunen udfyldt efter Erik IV Plovpennings udaterede stadfæstelse, Rep. Danicum I:1 udat. nr. 93, der har benyttet den foreliggende text som diplomforlæg.

17 congnouimus (=cognouimus)] congnouius uden forkortelsesstreg a.

— *que] efter et uforståeligt quo (?) a.

19 in] efter overstreget in a.

20 ti[m]uerit] delvis ulæseligt på grund af hul a.

23 cup<i>entes] cupentes a.

24 quantum] herefter over streget d a.

— ullatenus] med u rettet fra V og med overflødig forkortelsesstreg over de sidste stavelser a.

25 in] herefter overstreget dominio a.

26 illis] med overflødig forkortelsesstreg a.

2 ergo] synes gennemstreget, måske rettet til igitur a.

4 karitatis] synes rettet fra karitate a.

6 decernimus] kan også læses decreuimus a.

9 colon<i>] colonos a.

— uniuers<i>] uniuersos a.

10 liberi] libe med overskrevet i og med i tilføjet a.

11 Statuimus] a synes rettet a.

12 Otthense] Otthnse med forkortelsestegn for e a.

13 uest<it>uram] uesturam a.

17 attemptauerit] sidste stavelse synes rettet a.

19 meruisse] ru-forkortelsen tydeliggjort a.

20 quia] synes rettet fra que a.

21 trium] forkortelsestegnet for -ri tilføjet a.

23 concessimus] efter overstreget consses a.

21-22 Jf. Iob 1,21: nudus egressus sum de utero matris meæ et nudus reuertar illuc.

6-8 secundum tenorem tam patris quam fratris nostri sigilli et litterarum apicibus consignatum: 1180 6. februar og 1183 21. marts (Dipl. Arna-Magnæanum I 261 og 269).

I den hellige og udelelige treenigheds navn. Jeg Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, hertug af Jylland, herre over Nordalbingien, til så vel nulevende som tilkommende hilsen til evig tid.

Efter meget omhyggeligt at have taget omstændighederne ved menneskets stilling i betragtning erkender vi, at alene det, som menneskene klogt og omsigtsfuldt skænker bort med henblik på den guddommelige gengældelse, bevares til nytte for dem og kommer igen med mangedoblet udbytte i de følgende sekler. Ingen, som lever i denne verden, bør nemlig ængstes ved at give afkald på sådant og uddele det til nytte for dem, der lider nød, og han skal i sandhed ikke tvivle på at finde det, når han nøgen vender tilbage til moders liv, hvorfra han nøgen kom. Idet vi derfor ønsker at træde i vore fromme forgængeres fodspor, så vidt Herren tillader os det, og ikke på nogen måde søger at bøje af fra deres gerninger, øvet i dyd og kærlighed, erkender vi os, skønt vi har pligt til at hjælpe alle, der er under vort herredømme, til retfærdighed, dog i ganske særlig grad som skyldnere over for dem, som har forladt denne verdens fristelser, nøgne er undsluppet fra denne timelige verdens skibbrud og uafladeligt hengiver sig til et liv i gudstjeneste. Vi ønsker altså, at alle skal vide, at vi omfatter de klostergivne, der gør tjeneste ved Skt. Knuds kirke i Odense, med ganske særlig kærlighed og velvilje og bestemmer, at den frihed, som de har opnået af vore forgængere — ved hvis velgerninger og almisser dette kloster vides at være oprettet — på ingen måde skal formindskes, men ubrødeligt bevares i overensstemmelse med ordlyden af både vor faders og broders beseglede breve, nemlig således, at alle deres besiddelser og landboer skal være frie og immune for krav på stud og leding og al tynge, som skyldes den kongelige ret, idet de ikke i så henseende skal svare til nogen af vore ombudsmænd, men kun til munkene. Vi fastsætter endvidere, at deres værge, ikke vor ombudsmand, fra nu af skal oppebære midsommergælden af Odense og de ti mark sølv af øen Sild, der årligt skal udredes til brødrenes beklædning, og som de har haft fra vore forgængere. For at det altså ikke skal være tilladt nogen af vore ombudsmænd at modsætte sig dette eller i noget handle mod vor bestemmelse, har vi anset det for rigtigt at bekræfte den med vort brevs og segls vidnesbyrd. Men hvis no gen i dumdristig forvovenhed uden at iagttage vor bestemmelse og vor retshåndhævelse forsøger at stille sig herimod, pådrager han sig vor harme og kan frygte at have fortjent den højeste dommers vrede.

Og fordi de er forpligtet til kærligt at hjælpe næsten alle, der rejser gennem riget, har vi tilstået dem opkrævningen af både fyrre- og tremarksbøderne, og at bagerne i samme by kun må male på deres møller.