Tekst og udgave
forrige næste

Waldemarus dei gratia Danorum Slauorumque rex, dux Iutiæ, dominus Northalbingiæ, dilecto fratri domino Paulo, eadem gratia abbati in Loco Dei, suisque successoribus in perpetuum.

Considerantes id solum homini de uniuerso labore suo, quo laborat sub huius carnis ergastulo positus, in fructum uerum cedere et in posterum utiliter reseruari, quod diuini amoris intuitu et pro regni coelestis desiderio studuerit erogare, igitur stabiliuimus, domino propositum confirmante, ecclesiæ dei facultates pro posse nostro ab iniuriis alienas manutegere et defensare et, prout nobis dominus inspirare dignatur, facultate suppetente, religiosorum libertates ampliare celestem nobis post huius uitæ compendia preparare cupientes mansionem. Scimus namque et pia ueneratione recolimus uenerabilis memoriæ dominum regem Waldemarum, patrem nostrum, et dominum regem Canutum, fratrem nostrum, ordinem Cisterciensem pre omni religione, que sub coelo est, amandum et honorandum elegisse, quorum utique necesse est aut degenerem, quod absit, nos inueniri successorem aut hereditario iure post optimos parentes optimum hunc emulari spiritum. Eapropter, reuerende pater, diuine retributionis intuitu et, ut speramus, aspirante nobis spiritus sancti gratia, uniuersas monasterii uestri possessiones olim ab episcopis sancte Ripensis ecclesiæ, loci uestri fundatoribus, uidelicet domino Radulpho, domino Stephano et domino Omero, qui post incendium claustri uestri et exustionem priuilegiorum domini apostolici et confirmationum domini Eschilli Lundensis archiepiscopi, ut omnino ratas et perfectas faceret predecessorum suorum donationes, omnes possessiones ab eis collatas in presentia domini Absalonis archiepiscopi Lundensis, Suethie primatis, secundum ius et consuetudinem Danorum dilecto filio suo, domino Wageno, eiusdem monasterii uestri abbati, cum sincera deuotione scotauit aliorumque priuilegiorum attestatione confirmauit, insuper et uniuersas posses siones, quas in Harebui possidebamus cum omnibus attinentiis suis uobis uestrisque successoribus a nobis collatas et sigilli nostritestimonio confirmatas, ac reliquas quascunque inpresentiarum possidetis seu iusto titulo denuo possessuri estis uel ex donatione fidelium aut largitione principum uel coemptione rerum in uillis, in prediis, in siluis, in pratis, in molendinis, in piscaturis, ut est Ginnegærth, quod habetis ex donatione domini Omeri episcopi, ecclesiam quoque de Løgum et redemptionem decimarum de Løgumherret, et quantum attinet episcopatui Ripensi de Gramherret et de Rauenstorpherret, qua a prenominatis episcopis condonati estis, et decimas parochianorum ecclesiæ de Bullerup, quas cognatus noster W. Slessuicensis episcopus monasterio uestro celebri donatione contulit, et dominus Absalon Lundensis archiepiscopus postea sue auctoritatis iuditio confirmauit, sub protectione et manutectione nostre auctoritatis ab omni incursu malignantium in nomine domini tuenda suscipimus uobisque perpetuo inconcusse possidenda presenti priuilegio nostro appropriamus precipientes per gratiam dei et nostram, ne quis uobis uel uestris negotiis iniuriam aliquam inferre presumat, nisi grauem mali retributionem hic et in futuro et a deo et a nobis subire maluerit.

Sed sicut uobis, qui sub iugo regulæ stabili proposito nocte ac die diuinis obsequiis uenerandis insistitis, omnem pacem et dilectionem exhibendam spondemus, ita illis quoque, qui post monachii professionem retro respicientes maligna suasione hostis antiqui a religione monastica apostatauerint, omnem persecutionem intentauolam deuouemus. Et quia summi pontificis excomunicationi eos subiacere cognouimus, nos quoque, sicut phas est, legibus nostris eos inbannimus et ubique matban inponimus cunctisque officialibus nostris precipimus, ut ubicunque inuenti fuerint, manus eis iniciantur, et teneantur et despolientur rebus, quas habuerint, nisi certa fide reuerti uoluerint unde ceciderant.

Hec igitur presentis cedulæ contenta, que ad tranquillitatem et pacem uestram scripta sunt et exarata, in perpetuum firma fore censemus et rata monentes et exhortantes, quatinus pro peccatis nostris superne pietatis clementiam iugiter exoretis, ut, cum post uillicationem nostram fodere non ualeamus et mendicare erubescamus, media nocte, cum clamor factus fuerit, oleo intercessionis uestre accensis lampadibus sponsi celestis thalamum una uobiscum mereamur intrare gaudentes.

19 uniuersæ] rettet, vistnok fra uniuersas Reg.

20 molendinis] o rettet Reg.

— et] efter udraderet q Reg.

21 Ripensi] R rettet fra E Reg.

2 fratri] man venter filio, jf. diplomforlægget udstedt af ærkebiskop Absalon.

3 suisque] man venter eiusque, omend både Absalons diplom og Anders Sunesens af [1202-1204], nr. 46, har suis. Det pavelige formular, som ligger bagved, har altid eiusque.

7 igitur stabiliuimus] det er muligt, at denne vending er fejlskrevet for mente stabiliuimus. Således er formuleringen i kong Knud Valdemarsens privilegium for biskoppen af Ribe fra 1196 18. marts (Nielsen, Ribe Oldemoder, s. 1), hvis arenga ganske svarer til den foreliggende.

17 pater] man venter frater eller fili, jf. noten ved adressens fratri samt indledningen.

19-20 olim — Omero] konstruktionen er mangelfuld; man venter olim (uobis) ab episcopis — Omero (collatas) eller en lignende udtryksmåde.

7 quantum] quatum uden forkortelsesstreg a1.

10 W.=Waldemarus.

21 apostatauerint) i synes rettet, måske fra e a1.

28 Hec] adskilt fra det foregående ord ved et mellemrum på fem bogstavers længde svarende til den åbne plads, som skiller de indledende formler i vidissen fra den vidimerede text a1, jf. indledningen.

— cedulæ=scedulæ.

6 uobiscum] c synes rettet a1.

4-5 Jf. Eccles. 1,3: Quid habet amplius homo de uniuerso labore suo, quo laborat sub sole?

25-26 aliorumque priuilegiorum attestatione confirmauit: se biskop Omers dokument under Diplomforlæg.

2-3 sigilli nostri testimonio confirmatas: se kong Valdemars diplom smstds.

11-12 sue auctoritatis iuditio confirmauit: et dokument af dette indhold kendes ikke.

20-24 Jf. Luc. 9,62: respiciens retro.

2-3 Jf. Eccli. 3,4: exorabit pro peccatis.

3-4 Luc. 16,3: ait autem uillicus intra se: Quid faciam, quia dominus meus aufert a me uilicationem? Fodere non ualeo, mendicare erubesco.

4-6 Jf. Matth. 25,6-10: Media autem nocte clamor factus est: Ecce sponsus uenit … Tune surrexerunt omnes uirgines illæ et ornauerunt lampades suas. Fatuæ autem sapientibus dixerunt: Date nobis de oleo uestro, quia lampades nostræ exstinguuntur Venit sponsus, et quæ paratæ erant, intrauerunt cum eo ad nuptias, et clausa est ianua.

Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, hertug af Jylland, herre over Nordalbingien, til sin elskede broder, hr. Poul, af samme nåde abbed i Løgum, og hans efterfølgere hilsen til evig tid.

Idet vi tager i betragtning, at det, som mennesket villigt skænker bort med henblik på den guddommelige kærlighed og af længsel efter himmeriges rige, er det eneste, som i sandhed bærer frugt, bliver ham til gavn og aldrig går tabt af alt det, han, anbragt i dette kødets fængsel, arbejder på og virker for, har vi, idet Herren har bestyrket vort forsæt, besluttet efter evne at holde hånden over Guds kirke og forsvare den, og hvad der hører den til, mod al uret og, for så vidt vi formår det, og Herren værdiges at tilskynde os, forøge frihederne for de klostergivne, eftersom det er vort ønske at berede en himmelsk bolig for os efter dette vort korte liv. Thi vi ved, og vi erindrer i from ærefrygt, at vor fader, hr. kong Valdemar, og vor broder, hr. kong Knud, ærbødigt ihukommede, valgte at elske og hædre cistercienserordenen frem for alle andre klostergivne på jorden, og vi må jo nødvendigvis enten blive anset for en vanslægtet efterfølger af dem, hvad Gud forbyde, eller som efterkommer efter så prægtige slægtninge være forpligtet til at efterligne dette deres prægtige sindelag. Derfor, ærværdige fader, tager vi med henblik på den guddommelige gengældelse og, som vi håber, bistået af den Helligånds nåde i Herrens navn alle jeres klosters besiddelser under vor myndigheds beskyttende værn til forsvar mod ethvert overgreb fra slette menneskers side, (nemlig) alle besiddelser, der fordum var (overdraget jer) af den hellige Ribekirkes biskopper, der grundlagde jeres kloster, det vil sige hr. Radulf, hr. Steffen og hr. Omer — som efter at jeres kloster var brændt og pavens privilegier og stadfæstelserne, udstedt af Eskil, ærkebiskop af Lund, brændt op, i nærværelse af hr. Absalon, ærkebiskop af Lund, Sverrigs primas, og i overensstemmelse med de Danskes ret og sædvane med inderlig hengivenhed tilskødede sin elskede søn, hr. Vagn, abbed i samme jeres kloster alle besiddelser, der var overdraget af disse hans forgængere for i enhver henseende at gøre deres gaver gyldige og fuldkomne og stadfæstede og bevidnede dem ved andre privilegier — desuden også alle de besiddelser, som vi besad i Harreby tillige med alle deres tilliggender, der blev overdraget jer og jeres efterfølgere af os og stadfæstet ved vort segls vidnesbyrd, og alle andre besiddelser i landsbyer, jorder, skove, enge, møller og fiskevande, hvilke I end for øjeblikket besidder eller herefter retmæssigt kan komme i besiddelse af enten ved de troendes skænk eller ved fyrstelig gave eller ved køb, nemlig *Ginnegærth, som I har som gave fra hr. biskop Omer, ligeledes kirken i (Nørre-)Løgum og indløsningen af tienderne i Lø herred og det, som tilkommer Ribe bispedømme i Gram og Rangstrup herreder, som I har fået som gave af førnævnte biskopper, og sognefolkets tiender til kirken i Bylderup, som vor slægtning biskop Valdemar af Slesvig som bekendt overdrog og gav jeres kloster, og hr. ærkebiskop Absalon af Lund derefter stadfæstede ved sin myndighed og dom, og ved dette vort privilegium overlader vi jer disse ting at besidde uanfægtet til evig tid, idet vi ved Guds og vor nåde indskærper, at ingen må fordriste sig til at påføre jer eller jeres forehavender nogen uret, med mindre han ønsker både nu og i eftertiden at ligge under for en streng gengældelse fra Guds så vel som fra vor side for det onde, han har gjort.

Men ligesom vi tilsiger jer, som, bundet af reglen, dag og nat med urokkeligt forsæt lydigt og uafladeligt dyrker og ærer Gud, al fred og kærlighed, således lover vi også at prisgive dem for al forfølgelse — hvad ingen må ønske sig — som djævlen i sin nederdrægtighed, efter at de har aflagt munkeløfte, bevæger til at vende om fra klosterlivet og falde fra. Og da det er os bekendt, at de er hjemfaldne til pavens bandlysning, sætter vi dem også, som det er en hellig pligt, i band efter vore love og pålægger dem madban overalt og påbyder alle vore officialer, at de skal gribes, hvor de end findes, og at de skal sættes fast og berøves de ejendele de har, med mindre de på tro og love vil vende tilbage til det sted, som de var faldet fra.

Indholdet i dette brev, som er skrevet og optegnet til bedste for jeres ro og fred, bestemmer vi altså skal være urokkeligt gyldigt til evig tid, idet vi tilskynder og opfordrer til, at I stedse beder til den nådige Gud for vore synder, for at vi, når vi ikke forvalter mere og ikke formår at grave og blues ved at tigge, sammen med jer kan fortjene i glæde at betræde den himmelske bruds kammer ved midnatstid, når der opløftes råb, og lamperne bliver tændt ved den olie, der strømmer fra jeres forbøn.