Karl Hampe fremlagde i 1902 en række nye og hidtil ukendte buller fra Innocens III.s tid. De fandtes i et håndskrift som bilag til en afhandling om kunsten at dictere. Texterne var derfor let bearbejdede. Adresse og datering var udeladt, enkelte navne sløjfet. Bullerne skulde tjene som mønstre, og her havde kun stilen interesse.

Iblandt disse texter er der også en, som omhandler den tidligere biskop Valdemar af Slesvig. Selvom adressen mangler, kan der dog ikke råde tvivl om, hvem skrivelsen er rettet til. Allerede sætningen satis in regni perturbacione notasti godtgør, at modtageren ikke kan være nogen inden for det tyske imperium. Paven henviser til de ubehageligheder, som biskop Valdemar har forvoldt den unævnte adressat, hentyder til den støtte, kurien har ydet ham imod den ryggesløse bisp, og maner endelig til at skride ind imod ham aldeles skånselsløst, idet det åbenbart er en selvfølge, at modtageren råder over magtmidler i Bremen kirkeprovins. Der kan ikke være tale om, at disse forudsætninger kan passe på nogen anden end kong Valdemar Sejr.

Ved dateringen af pave Innocens' bulle til den danske konge bør det først understreges, at den ikke kendes andetstedsfra, hverken gennem registrene eller indholdsfortegnelserne til de tabte registerbind. Imidlertid har den jo været indtaget i pavens embedskorrespondance, eftersom den bevarede text, måske med et mellemled, går tilbage hertil, se under a1. I betragtning af dette vil det være nærliggende at henlægge den til den store lakune i registeroverleveringen, der strækker sig fra slutningen af 16. årgang indtil begyndelsen af den summariske fortegnelse for det 18. år, det vil sige fra 1214 21. februar til november måned 1215. Denne tidsfæstelse støttes af, at en datumsformel, som tilfældigvis er i behold i en anden af mønsterbullerne, udtrykkeligt angiver sin udstedelsestid til 1214 29, november, i det 17. år (Hampe l. c. 555). At november 1215 er terminus ante quem styrkes ydermere derved, at der ikke i bullen tales om den skærpelse af pavens holdning over for biskop Valdemar, som indtrådte på Laterankonciliet, afholdt 11.—30. november 1215. Paven udtalte da en højtidelig fordømmelse af ham. Dette nye moment, der fremhæves af Innocens III i en bulle fra tiden derefter (nr. 69), mangler altså her.

Spørgsmålet er nu, om det er muligt at tidsfæste nærværende dokument inden for grænserne 1214 februar—1215 november.

Med sikkerhed kan det ikke gøres. Kun så meget kan siges, at der er visse tegn på, at bullen snarere tilhører 1214 end 1215. I dette sidste år kom det til åben kamp mellem kong Valdemar II og kejser Otto IV, der også havde biskop Valdemar i sit følge (Annales Danici 100, Albert af Stade MGH. SS. XVI 356 samt 1:5 nr. 58, jf. Usinger, Deutsch-dänische Geschichte, 415, Winkelmann, Philipp v. Schwaben u. Otto IV v. Braunschweig II 398). I denne situation var en opfordring af den foreliggende art temmelig overflødig. Men allerede i 1214 havde Valdemar II forsvaret sine erobringer mod greverne af Schwerin og markgreven af Brandenburg (Annales Danici 100). I 1214 indtraf også det ydre politiske brud mellem den welfiske kejser og den danske konge. Valdemar II nærmede sig den staufiske tronprætendent, Frederik II, og opnåede til gengæld, at denne lovformeligt afstod de lande i Nordtyskland, som kongen og hans forgænger havde lagt under dansk herredømme (nr. 48). Dette omsving i Valdemar II.s politik skyldtes formentlig Otto IV.s nederlag ved Bouvines 1214 23. juli. Anderledes lå det i 1213, da den danske ledingshær ikke blev udbudt (Annales Danici 98). Det er tænkeligt, at den pavelige opfordring til Valdemar II kan have sin baggrund i den militære stilstand i 1213 og således tilhøre foråret 1214. Opgøret mellem den danske konge og Welferen lod da endnu vente på sig, og dennes drabant, biskop Valdemar, kunde uhindret udnytte ærkestolen i Bremen. På den anden side kan det ikke udelukkes, at bullen er af senere dato og endog er udgået i 1215, inden meddelelsen om de væbnede sammenstød, hvori biskop Valdemar tog del, var kommet kurien for øre.