Urban Biskop, Guds Tjeneres Tjener, hilser sin ærværdige Broder, Ærkebisp Jakob af Lund, med den apostoliske Velsignelse.

Det er kommet os for Øre, ved at Rygtet raaber det ud, og Raabet udbreder Dit Vanry, at Kirken i Lund, som tidligere plejede at blomstre ved voksende aandelige Goder og rigt timeligt Gods, nu i Din Tid som Følge af Din Ondskab og Dit Overmod er kommet i en saa ynkelig Forfatning, at den, hvis den ikke faar hurtig Hjælp ved det apostoliske Sædes Raad og Daad, næppe kan bringes paa Fode igen, da den i det aandelige er saa godt som helt brudt sammen og med Hensyn til sit timelige Gods, hvoraf den aarlige Indtægt, som plejede at beløbe sig til 6000 Mark Sterling, nu næppe beløber sig til 100, har lidt uhyre Skade og saa at sige er styrtet uopretteligt sammen. Det siges ogsaa, at skønt Du efter Skik og Sædvane i Danmarks Rige har aflagt Mandsed til Kong Kristoffer, salig Ihukommelse, og svoret Troskab med Haanden paa Sakramentet og paa Splinter af det sande Kors, hvorpaa vor Frelser hang, og paa andre hellige Ting, saa har Du dog uden Hensyn til denne hellige Ed ikke taget i Betænkning at indlade Dig paa Majestætsforbrydelse og dristet Dig til at stifte en Sammensværgelse mod Kongen og paa forræderisk Vis sluttet Forbund med Kongens og Rigets mægtige Fjender, som du paa mange Maader har hjulpet med Penge. Du har endvidere samlet en Hær og med den sendt Din Broder Anders i Forening med den velbyrdige Herr Jarmer, Fyrste af Rügen, paa Din Bekostning til Øen Bornholm, som tilhører Kongen og ligger i Lunds Stift, og der skal Du paa grusom Maade have ladet omtrent 200 af Kongens Mænd dræbe, beskattet de overlevende af Kongens Mænd, ødelagt hans Borg i Bund og Grund og med Vold og Magt sat dig i Besiddelse af Øen, som du endnu holder besat til Forargelse for mange og til Skade og Tynge for Kongens VærdighedN. Som den, der praler af sine Misgerninger, undser Du Dig ikke ved offentligt at erklære, at alt dette er udført paa Din Befaling. Det siges ogsaa, at skønt Du sammen med de øvrige Stormænd og fornemme Folk i Riget havde valgt vor kære Søn i Kristus Erik, Danmarks høje Konge, nævnte Kristoffers Søn, til Konge, har Du dog siden forvovent brudt den Mandsed og Troskabsed, som Du havde aflagt til ham, og sat Dig fjendtlig op imod ham ved at sige, at han ikke var og ikke burde være Konge, og ved ikke at ville sætte Kongekronen paa hans Hoved, som det var Din Pligt, og som Du tidligere havde lovet; for paa fordærvelig Vis at hindre hans Ophøjelse og ganske udelukke ham fra Tronfølgen siges Du til svær Forargelse for Kongen og hele hans Rige at have bestemt og ved Banstraf at have forbudt, at nogen maatte driste sig til at krone ham eller overvære hans Kroning. Ikke tilfreds hermed har Du de facto lyst samme Kong Erik, der var bleven kronet af dem, som havde Magt dertil, i Ban tillige med dem, der kronede ham, efter at de i samme Anledning paa lovformelig Vis havde appelleret til det apostoliske Sæde, og Du har ladet deres Banlysning offentligt forkynde. Og da nævnte Konge Erik og vor kære Datter i Kristus, Margrete, Danmarks høje Dronning, hans Moder, og vor ærværdige Broder, Biskop Niels af Slesvig, var bleven taget til Fange af deres FjenderN, begav Du Dig personligt til den Borg, hvor Kongen og Bispen uden Lænker holdtes i Forvaring, og sørgede straks for, at Bispen blev lagt i Jernlænker, hvad der ikke sømmede sig for Dig. Den velbyrdige Mechtilde, Enke efter afdøde Abel, der optraadte som Konge af Danmark, har Du, skønt hun længe i Forvejen havde aflagt Løfte om evig Kyskhed til vor ærværdige Broder Biskop Regner af Odense, ikke undset Dig for i den Grad at forlede og lokke, at hun omsider brød og tilsidesatte sit Kyskhedsløfte, hvis Overholdelse Du burde have bestyrket hende i, og nu har indgaaet Ægteskab med den velbyrdige Hertug Birger af Sverige, hvilket Du ene og alene har gjort for at hidse denne Hertug op mod Danmarks Konge og Rige. Ogsaa utallige andre Slags Forfølgelser af nævnte Konge, Dronning og Rige har Du som en Tyran hidtil forsøgt, og Du forsøger dem stadig; at opregne dem i Enkeltheder vilde blive for vidtløftigt, men Du har derved paadraget Dig ikke blot Dronningens, Kongens og Rigets, men ogsaa Gud den almægtiges Vrede, og gid disse Forfølgelser da blot maatte komme over Dit Hoved og ikke føre til ødelæggelse af den nævnte Kirke, som derved er faldet dybt.

Fremdeles har Du, som om det ikke var Dig nok at være Jordens Konger til Byrde, ogsaa villet besvære Himlens Konge, ved hvem Kongerne udøver deres Kongevælde og Fyrsterne deres FyrstemagtN —; thi til Fadervor, som Kristus selv har lært os, og til Trosbekendelsen, som de gamle hellige Fædre i ærværdig og fremsynt Myndighed med fuldt Overlæg og megen Omtanke har affattet til Undervisning og Belæring for de troende, og hvorpaa hele Bekendelsen af den katolske Kirkes Tro beror, har Du ikke undset Dig for at føje nogle Rettelser eller rettere Forvanskninger, og — hvad der er end mere fordømmeligt — Du har ladet Præsterne i Dit Stift, der just var kommet sammen til Kirkemøde, med Ed sværge paa, at de vilde antage Fadervor og Credo med Dine Rettelser og give deres Sognebørn Undervisning deri og lære dem disse Rettelser. Og da Præsterne paa ingen Maade vilde gøre dette under Henvisning til, at Menigheden vilde falde i Kætteri, hvis de prædikede en anden Tro for de troende end den, som den katolske Kirke fastholder, har du af Frygt for, at Sagen skulde komme det apostoliske Sæde for Øre, aftvunget disse Præster en Ed paa, at de aldrig vilde aabenbare Din store Frækhed for nogen, hverken een eller flere. Hvis dette er sandt, er det utvivlsomt Kætteri.

Hvorledes det fremdeles forholder sig med den Lydighed og Hengivenhed, Du har vist og stadig viser os og det apostoliske Sæde, fremgaar tydeligt af Din forkastelige Fremfærd i Sagerne vedrørende de dengang ledige Bispestole i Børglum og Aarhus. Til den ene af dem, nemlig den i Børglum, indviede du imod det apostoliske Sædes Bestemmelse og Befaling faktisk en vis ElavN, der var ilde berygtet for adskillige grove Forbrydelser; til den anden, den i Aarhus, indviede Du faktisk ved en Handling, der snarere var en Forbandelse, ArnfastN, Kong Eriks aabenbare Fjende, da han gælder for at have ryddet Kongens Fader af Vejen med Gift, og dette gjorde Du, inden Spørgsmaalet om vor ærværdige Broder Tyges Valg til Biskop i Aarhus var afgjort ved samme Sæde. Det samme fremgaar tydeligt af den paafaldende Foragt og det haanlige Overmod, hvormed Du saa anmassende og fordømmeligt har behandlet vor elskede Søn, Magister Gerhard, det apostoliske Sædes Nuntius i Danmark, og tillige af den afskyelige Trods, hvormed Du, skønt Du af denne Nuntius paa vore Vegne var stævnet til personligt at rejse herned og fremstille Dig for os, har ladet os vente i Aar og Dag, stadig forhærder Dit Sind og lader haant om at drage ned til os. Og skønt denne Nuntius, som Dine Forseelser krævede det, med vor apostoliske Myndighed paa rette Maade har lyst Dig i Ban, tager Du dog ikke i Betænkning med Foragt for denne Banlysning at forrette Bispegerning og usømmeligt at blande Dig i Gudstjenesten med Fare for Din Sjæl, til Forargelse for mange og Foragt for Kirkens Tugt.

Man siger, at Du hidtil har begaaet og fortsat vedbliver med at begaa disse og en Mængde andre svære og uhyrlige Misgerninger, som trænger til den apostoliske Revselses Ris og en passende Tugtelses Straf. Da vi, som det er vor Pligt, ønsker at forebygge den nævnte Kirkes endelige ødelæggelse, og, saavidt vi formaar, overfor den agter at opfylde det, hvortil vort apostoliske Embedes Krav forpligter os, følger vi, — skønt vi godt kunde kræve Regnskab af Dig for Din Husholdning som af den beførte HusholderN, naar vi havde erkendt Sandheden heraf, — hellere hans Eksempel, som ikke vil, at nogen skal fortabesN, og da det er fra Dig, denne Kirkes hele Ulykke skriver sig, retter vi vor Formaning, Bøn og Opfordring til Dig, idet vi indtrængende paalægger Dig og kærligt raader Dig til at gaa i Dig selv og holde Dig hele Din egen Færd for Øje, ikke mere misbruge det apostoliske Sædes Taalmodighed overfor Dig, ikke længere afvente denne Kirkes yderligere ødelæggelse, men sørge for dens og Din egen Fred og Ro og inden otte Dage efter Modtagelsen af dette Brev frivilligt afgive Dit Embede som Kirkens Styrer til vore elskede Sønner Prioren .. i Halmstad i Lunds Stift og Subprioren .. i Lund, som vi derfor særlig sender til Dig, og som vi ved et andet BrevN giver fri Fuldmagt til paa vore Vegne at modtage denne Embedsnedlæggelse. Du skal vide, at Du, hvis Du sørger for at adlyde vort Raad og vor Befaling i saa Henseende, ingenlunde behøver at mistvivle om vor og det apostoliske Sædes Barmhjærtighed, som plejer at komme de lydige og ydmyge i Møde med milde Velsignelser. Vælger Du derimod yderligere at fastholde den nævnte Kirke i disse Trængsler og ikke at tage Hensyn til vore Raad i denne Sag, da kan vi ikke, naar vi ikke vil have Ord for at have gjort os til medskyldige i Din Brøde, lægge yderligere Skjul paa, at vi, som Retfærdigheden byder det, vil gaa frem med Fasthed efter Guds Bud for at undersøge og haardt straffe Dine Overtrædelser, og for saaledes at tage os af denne Kirke baade i det aandelige og det timelige. Givet i Orvieto 4. April i vort Pontifikats 3. Aar.