Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge og hertug af Estland, til alle, der får dette brev at se eller hører det læse, hilsen med alles frelser.

Rigtig og fornuftig tankegang opfordrer stærkt til, at det, som tjener til fred og god forståelse mellem rigerne, især riger forbundne ved nær beliggenhed, og rigernes konger, fastsættes omhyggeligt, ved de hertil egnede midler og måder med ubrydelig fasthed for bestandigt styrkes, og at de tro undergivne, som på alle sider ser sig beskyttede ved en herlig fred, fromt og tilbørligt lovpriser fredsstifteren, kongernes konge Jesus Kristus som fredens ophavsmand, og oprigtigt stræber efter med al troskabs udholdenhed at yde deres timelige konge skyldig tjeneste. Da Danmarks rige efter vor kære fader herr Kristoffers død — fordum de Danskes og Venders konge, lykkelig ihukommelse — i længst forgangen tid måtte undvære en kongelig beskyttelses styre, og da — ak — udlændinge af forskellige nationer, for det meste rovgriske og overmodige, behandlede dette dog så ædle rige hårdt og uforstandigt, så valgte stormændene i landene Skåne, Blekinge, Lister og øen Hven samt samme landes befolkning den stormægtige og berømmelige fyrste og herre herr Magnus, Sveriges og Norges rigers berømmelige konge, vor kære frænde, til deres konge og sande herre og bandt sig fast til ham ved troskabsed i en evigt varende forbindelse, da de ved nævnte udlændinges overmod, på mangfoldige måder, umenneskeligt og uden hensyn til fornuften så sig blive bragt så at sige i den højeste grad af trældom og tynget af andre hårde byrder, idet de friheder, rettigheder og anerkendte sædvaner, som disse landes ind byggere og deres forfædre fra arilds tid frit havde nydt, ganske var sat ud af kraft, og da de mærkede, at de udæskedes ved ran, ildspåsættelser og andre utallige ødelæggelser, og at de dag og nat var udsat for farer på såvel liv som gods, således at adskillige fornemme mænd og også jævne mennesker forlod deres ejendomme og fødeland og, idet de mente alene i flugt at kunne finde beskyttelse for deres liv, fandt et enestående tilflugtssted, så at sige et særligt værn, hos samme herr Magnus, for at de ved hans omsigtsfulde og snilde energi kunde blive befriet for disse forhadte byrder.

Sluttelig tog samme herr Magnus, Sveriges og Norges konge, bevæget af medynk med indbyggernes talrige og store krænkelser og trængsler i ønsket om hurtigt og uden altfor store krigsulykker at udrive dem af disse tyranners grufulde tyranni, samme lande i pant af den berømmelige fyrste herr Johan, greve af Holsten og Stormarn, vor kære farbroder, til hvem vor fornævnte højtelskede fader havde pantsat dem for store pengesummer, tillige med de i disse lande værende borge, og har for disse lande og borge betalt en ikke ringe sum sølv, nemlig 34.000 mark lødigt sølv i kølnsk vægt, således som det udførligt indeholdes i samme herr greve Johans herom affattede brevN, ikke uden store udgifter og udlæg fra hans og hans i Sveriges rige boende mænds side, ligesom der også i den sag er blevet stillet overmåde mange gidsler, i anledning af hvilke han vides at have udsat sig for større tab. Idet vi derfor tager hensyn til den troskabsed, som fornævnte indbyggere har aflagt til nævnte herre kongen af Sverige, og som er bekræftet såvel ved brevN som ved håndslag, og til den meget store sum sølv, der som ovenfor nævnt er betalt, samt til de omkostninger, der er fulgt med, og idet vi også tager i betragtning, at vi med håndslag lovede fornævnte herr Johan, da der i staden Lübeck i nærværelse af mange fyrster og stormænd fra såvel Tyskland som Danmark forhandledes om vor indførelse i vort rige Danmark, ukrænkeligt på alle punkter at overholde, hvad fornævnte herrer kongen af Sverige og greven havde forhandlet om og lovet angående pantsætningen af de oftnævnte lande og erstatningen af tabene, vil vi ikke på noget punkt afkræfte disse fornævnte overenskomster eller breve eller andre rettigheder, der på nogen måde tilkommer samme herre kongen med hensyn til de nævnte lande, ved dette brev eller det i dette indeholdte, men stadfæster, godkender og bekræfter med dette brev alt dette, idet vi også ønsker — hvilket vor skyldige frændekærlighed til samme herre kongen af Sverige, vor kære frænde, tilskynder og be væger os til — på enhver måde at sikre samme og hans efterfølgere og Sveriges riges krone mod skade.

Og for at des fastere venskab kan bevares mellem samme herre kongen og hans efterfølgere og os og vore efterfølgere, og for at de berømmelige rigers, nemlig Danmarks og Sveriges, undergivne med glæde og udbytte kan opnå fred og roligheds stedsevarende velgerning, afstår vi med dette brev, som ingensinde må brydes, efter fælles rådslagning med og enstemmigt samtykke af vore tro mænd, såvel prælater som andre af vort riges mægtige mænd, fornævnte lande, nemlig Skåne, Blekinge, Lister og øen Hven, med al kongelig ret, som tilkom, tilkommer eller kan tilkomme os til samme, og med alle deres tilliggender, markeder, mønt, borge, vasaller, samtlige frugter og indkomster, og overdrager dem disse lande uden at være tvunget eller forledt dertil, men helt og fuldt af egen fri vilje, at have, beholde og besidde fri for ethvert krav fra os og vore efterfølgere og Danmarks riges krone under deres herredømme med rette evindelig, idet vi med dette brev giver afkald på rettigheder i alt det fornævnte, på ejendomsretten og herligheden for vort, vore fornævnte arvingers og efterfølgeres og kronens vedkommende. Vi lover ydermere med vor tro og på vor ære, at herr ærkebispen i Lund, den nuværende og den til enhver tid værende, og hans kirke i Lund og hans kapitel frit og uden enhver krænkelse og skade skal nyde sine øvrige rettigheder, der på enhver måde tilkommer ham (og dem) i enhver del af Danmarks rige såvel med hensyn til hans lydbisper som på anden vis, hvilke rettigheder vi selv og vore mænd på intet punkt skal formindske eller anfægte, men ved vor kongelige gunst bør bevare ukrænkede og forøge, idet vi med hensyn til alt det ovenstående og hvert enkelt punkt deraf giver afkald på fordelen af restitutio in integrumN og på al indsigelse angående svig, frygt, vold og på enhver tilflugt til kanonisk og borgerlig ret, som kan gavne os i modstrid med ovenstående eller noget af ovenstående, samt på den retsnorm, som erklærer, at et generelt afkald ikke har gyldighedN.

For at ydermere alt det ovenstående, som vi på tro og love og på vor ære lover personligt at bevare og overholde ukrænket og ikke selv eller ved en anden ved nogen lejlighed eller af nogen årsag ad rettens vej eller de facto at handle imod, kan opnå større bekræftelses fasthed, vil vi og samtykker vi udtrykkeligt i, at vore nedenfor anførte medlovere, hvis det skulde ske, at vi — hvad Gud forbyde — på nogen som helst måde handler imod dette eller noget af dette, som følge heraf uden at pådrage sig vort mishag og vor unåde skal kunne modsætte sig os på fjendtlig vis og yde den fornævnte konge af Sverige og hans efterfølgere fast og virksom bistand imod os. Til vidnesbyrd om alt dette er vort segl hængt under dette brev. Vi Ludvig, af Guds nåde markgreve af Brandenburg og Lausitz, pfalzgreve ved Rhinen og hertug i Bayern og kejserens øverste kammermester, Bugislav, hertug i Stettin, Johan, greve i Holsten, broder Jens i Roskilde, broder Tyge i Børglum, broder Niels i Odense og Svend i Århus, bisper, Heine Skarpenberg, Johan v. Plessen, Peder Vendelbo, Frederik v. Lochen, Niels Nielsen Ulv, Henrik Nielsen, Ingi Eskilsen, Peder Gødesen, Peder Grubbe, Jakob Ingelsen, Mogens Dal, Ebbe Galt, riddere, Stig Ingjaldsen, Ingvar ÆgvarsenN, Anders Jensen af EstrupN, Povl Glob, Esger Brok og Jens ...N, væbnere, lover ydermere sammen med ovennævnte herr kong Valdemar fast på tro og love, at alt det ovenstående og hvert enkelt punkt fast og ukrænkeligt skal blive overholdt, og hvis fornævnte herre kongen — det ske ikke — handler imod ovenstående eller noget af ovenstående eller gør forsøg derpå, skal vi med det samme i kraft af vort ovennævnte troskabsløfte bistå oftnævnte herre kong Magnus og sammes efterfølgere imod ham. Til vidnesbyrd om ovenstående hænger vi vore segl sammen med fornævnte herre kong Valdemars segl under dette brevN. Forhandlet og givet i Helsingborg i året 1341 efter Guds byrd på ottendedagen efter evangelisten St. Johannes' dag.