Bonifacius, biskop, Guds tjeneres tjener, til sin ærværdige broder biskoppen af Slesvig og til sine elskede sønner (Ulrik og Johan), abbed i Sankt Michaelis kloster i Lüneburg, Verden stift, og provst ved kirken i Ratzeburg, hilsen og apostolisk velsignelse.

Da vi skønt uværdige efter Herrens bestemmelse står i spidsen for den kæmpende kirke, er vi i omsorgen for alle kirker og gejstlige personer utrættelige i vort arbejde og bekymring for i overensstemmelse med vor hyrdegernings pligt at imødegå deres tab og med Guds milde bistand at sørge heldbringende for deres fremgang. Ved en klage fra vore elskede sønner alle de evige vikarer såvel ved domkirken som ved de andre kirker i staden Lübeck, kaldet sankt Georgsgildebrødrene, har vi bragt i erfaring, at nogle ærkebisperN, bisper og andre prælater, klerke og gejstlige personer, såvel regelbundne som også verdensgejstlige, og desuden hertuger, markgrever, grever, baroner, adelige, riddere og lægfolk, stads- og bysamfund, borge, landsbyer og andre lokaliteter og andre enkeltpersoner i stæder, stifter og forskellige andre områder har bemægtiget sig og ladet lægge beslag på borge, landsbyer og andre lokaliteter, jorder, huse, besiddelser, rettigheder og jurisdiktioner så vel som afkastninger, skatter, afgifter og indkomster fra nævnte gilde og adskilligt andet rørligt og urørligt gods, åndeligt og timeligt, der tilhører fornævnte vikarer, og at de tilbageholder der i det gods, de har tilegnet sig, eller hjælper dem, der tilbageholder det, med råd, dåd eller gunst, og at også nogle fra fornævnte stæder, stifter og områder, som ikke gyser tilbage for at tage Herrens navn forfængeligt, påfører samme vikarer og gilde mangfoldigt besvær, uret og tab på deres fornævnte borge, landsbyer med flere lokaliteter, jorder, huse, besiddelser, rettigheder og jurisdiktioner, afkastninger, skatter, afgifter og indkomster af samme og på alt andet rørligt og urørligt gods, åndeligt og timeligt, og på andre ejendele, der tilhører samme vikarer og gilde. Derfor har nævnte vikarer ydmygt bønfaldet os om med faderlig omhu at sørge for dem i den anledning, da det er såre vanskeligt for dem at tage deres tilflugt til det apostoliske sæde for hver enkelt klage. Idet vi nu ønsker at hjælpe samme vikarer mod disse, der plager dem med beslaglæggelse, tilbageholdelse, anmasselse, besværing og uret, med et middel, hvorved deres ubesindighed kan tugtes, og hvorved andre kan afskæres fra at begå noget lignende, pålægger vi med apostolisk brev Eder, gode mænd, at I eller to eller én af Eder personligt eller ved én eller flere andre, også hvis de opholder sig uden for de områder, hvor I er udpeget som værneherrer og dommere, yder fornævnte vikarer et virksomt forsvars værn og ikke tillader, at de utilbørligt besværes af disse eller nogen anden med hensyn til disse ting eller med hensyn til andet gods og andre rettigheder, der tilhører fornævnte vikarer og gilde, eller at der påføres dem tynge eller tab eller uret, idet I, når nævnte vikarer eller deres befuldmægtigede eller én af af disse kræver det, skal lade samme vederfares retslig fyldestgørelse mod fornævnte og alle andre personer, hvad angår tilbagegivelse af disse borge, landsbyer, jorder og andre lokaliteter, rettigheder, jurisdiktioner og rørligt og urørligt samt af indtægter og afkastninger og alt andet gods, og ligeledes med hensyn til enhver besværing og uret og ethvert tab både nu og i fremtiden, således at I i de sager, der kræver retslig undersøgelse, skal gå summarisk og uformelt frem uden offentlig og formelig rettergang, medens I i andre tilfælde må handle, som sagens beskaffenhed kræver det. Og når som helst, og så ofte som det kræves, skal I med vor myndighed tugte dem, der således har plaget dem med beslaglæggelse, tilbageholdelse, anmasselse, besværing og uret, og fremdeles andre genstridige og opsætsige uanset deres værdighed, stilling, grad eller rang med kirkens straf uden adgang til appel, idet I hertil, om fornødent, påkalder den verdslige arms hjælp, uanset — salig ihukommelse — pave Bonifacius 8.s, vor forgængers forordningN, som fastsætter, at ingen må stævnes for en domstol uden for sin stad og sit stift undtagen i visse bestemte sager, og i disse ikke ud over én dagsrejse fra hans stifts grænse, og (hans forordning om), at dommere og værneherrerN, som er beskikket af fornævnte sæde, ikke må driste sig til at forfølge nogen som helst retsligt uden for den stad eller det stift, hvortil de er beskikkede, eller overdrage deres myndighed til en eller flere andre eller drage nogen for retten ud over én dagsrejse fra deres stifts grænse — dog må ingen i kraft af dette brev stævnes for retten mere end to dagsrejser uden for sin stad og sit stiftN —, eller at værneherrerne på ingen måde må befatte sig med andet end åbenlys krænkelse og uret, og hvad der ellers behøver retslig undersøgelse, idet der er fastsat straf imod dem og deres dertil indsatte befuldmægtigede, hvis de handler anderledes, og ligeledes alle andre forordninger af vore forgængere, de romerske paver, såvel om beskikkede dommere og værneherrer som om, at der ikke må stævnes ud over et vist antal personer for retten, eller andre edikter, som på nogen måde kunne hindre Eders jurisdiktion eller myndighed og dennes fri udøvelse i denne sag, og fremdeles uanset om nogen i fællesskab eller hver for sig har fået bevilget af fornævnte sæde, at de ikke kan rammes af interdikt, suspension eller bandlysning og ikke kan stæv nes for retten uden for eller ud over bestemte steder ved apostolisk brev, som ikke fuldt ud, udtrykkeligt og ord for ord omtaler den bevilling og nævner dem selv, deres stiftelser, ordener og navne, og uanset enhver anden almindelig eller særlig bevilling fra nævnte sæde, af hvad ordlyd den end er, hvorved udøvelsen af Eders jurisdiktion i denne sag på nogen måde kan antastes, når den ikke udtrykkeligt og fuldt ud er optaget i dette brev, af hvilken og af hvis fulde ordlyd der ord for ord skal finde særlig omtale sted i vort brev. Men det er vor vilje, og vi fastsætter med apostolisk myndighed, at enhver af Eder kan forfølge en sag, også hvis den er påbegyndt af en anden, selv om han, der har påbegyndt den, ikke er afskåret ved nogen kanonisk hindringN, og at varig fuldmagt og jurisdiktion fra dags dato er tildelt Eder og enhver af Eder i alle forudskikkede sager og hver enkelt af dem, påbegyndte og ikke påbegyndte, nutidige eller fremtidige, for at I kan gå frem med en sådan kraft og fasthed i alle de forudskikkede, påbegyndte og ikke påbegyndte, nutidige eller fremtidige sager og til fordel for de forud omtalte, som om de fornævnte sager, alle som én, var påbegyndt af Eder, og som det ved stævning eller på anden måde var udtrykt, at Eders jurisdiktion på lovlig vis havde varig gyldighed i alle fornævnte sager, uanset fornævnte forordning om værneherrerN og enhver anden forordning, der går herimod. Givet ved S. Pietro i Rom den 8. maj i vort niende pontifikatsår.