TilN sin højhellige fader og højærværdige herre Innocens, af Guds nåde den hellige romerske eller rettere den altomspændende kirkes høje pave sender Niuelo, ud af sammes tålmod Soissonskirkens ydmyge tjener, hilsen og redebon så vel som tilbørlig lydighed i alle ting.

Lovet være Gud og vor herre Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøstens Gud, som trøster os under al vor trængselN. O, hvor stor en trængsel trykkede os ikke, højhellige fader, hvor stor en modgang plagede os ikke, dengang da vor allerkristeligste fyrsteN, som mange mente, i nogen måde vilde stille sig imod Eder og den hellige romerske kirke, og den galliske kirke for vore synders skyld holdt inde med at prise Gud, hvad den plejede at gøre så fromt og klart og fuldtonende, som I, fader, til fulde ved. Men omendskønt fjenden har lagt meget øde i helligdommenN, er Herrens hånd dog ikke blevet svag, så at han ikke kan frelse sit hus, nemlig den galliske kirke, den, som han erhvervede med sit eget blodN, og som han til sin pris har udmærket med sin særlige nåde. Den romerske kirke er jo vor stærke stad, og en mur er rejst på den til forsvar og bolværk for osN, og den gjorde med megen omsigt vor ærværdige fader, det apostoliske sædes legat hr. Octauianus af Ostia, til udenværk for os, han, som strax ved sin ankomst på vidunderlig vis udrettede så meget, eller rettere Gud udrettede gennem ham så store ting, som vi næppe kunde tro havde været mulige. Thi hr. kongen modtog ham med velvilje og tillige med den tilbørlige ærefrygt og hæder. Men denne vendte sig strax til kongen med sine frelsebringende påmindelser, som der ikke var det ringeste håb om, at denne vilde så meget som lytte til. Men eftersom den Helligånds nåde ikke vil vide af møjsommelig sendrægtighed, stillede kongen ham tilfreds uden at gøre nogen vanskelighed — hvad vi tror skete efter indgivelse af Ham, som drager ånde, hvor og når han vilN — med den mest fyldestgørende sikkerhed, hvad angår genoprettelsen af tabene og boden for uretfærdighederne mod kirkerne og kirkens mænd. Den gode begyndelse forfulgte han da også, og som det var hans pligt, trængte han uophørligt ind på ham for at overtale ham til med god vilje at tage imod den berømmelige dronning og tillige behandle hende med ægteskabelig kærlighed og gøre sin ægteskabelige pligt, idet han agtede at befæste ægteskabet med varig fred. Men eftersom lærerens tunge taler til ingen nytte, om ikke det kommer indefra, som det hedder, kunde han for vore synders skyld på ingen måde påvirke kongen dertil. Dog gjorde han, hvad han burde. Han pålagde og påbød ham alvorligt og strengt på apostolisk myndighed, at han skulde godkende hende som sin hustru og behandle hende med hæder som sin dronning efter at have sendt medhustruenN uden for sit land. Da kongen var bange for at handle imod disse befalinger, indvilgede han omsider på den tålmodigste måde — skønt mod sin vilje og ikke uden sjælekval, som man kunde se på hans ansigt — i det, som jo dog behagede Ham, som nævner det, som ikke er, som om det erN, han, som rører ved bjergene, så de rygerN, og lovede at ville gøre, hvad der var befalet, og stadfæstede dette løfte gennem en af sine riddere med edsaflæggelse på sin sjæl, idet han dog erklærede, at der blev anvendt tvang imod ham af den høje pave, medens dronningen tværtimod med egen røst gav til svar, at retten netop skete fyldest ved Eder, hellige fader. Efter at disse ting offentligt og højtideligt var fuldbyrdet i nærværelse af os og flere prælater, forlangte kongen meget indtrængende af hr. legaten at komme for retten i ægteskabssagen, at der blev vist ham fuld retfærdighed, og at der fastsattes en passende dag, og denne hans anmodning hverken kunde eller vilde han afvise, og han udpegede med fælles samtykke et sted for begge parter og en dag med en passende tidsfrist, hvad vi tror, han vil meddele Eder i sit eget brevN. Ej heller mener vi, hellige fader, at det bør forties, det som vi fra nu af ikke kan tie stille om. Thi tavsheden blev ophævet barmhjertigt, retfærdigt og klogt af samme legat, eller rettere af Eder gennem denne, den tavshed, som på grund af vore synder var blevet pålagt os, det almindelige interdikt mener vi. Eftersom der som følge af dette var så stærk en smerte hos menigheden, at den næppe kan beskrives, giver glæden og jubelen os en så langt dybere trøst. Derfor giver vi pris, ære og hæder til Herren, som ikke svigter dem, der sætter deres håb til hamN, og ej heller i sin vrede har holdt sin miskundhed tilbage, og vi bringer Skaberen de frommeste taksigelser, han, som løste de stumme tungerN, for at de kunde hengive sig til at tjene Gud, og åbnede de døve ørenN til lydighed mod Guds ord, og i Herren priser vi i højeste grad denne legats rosværdige klogskab i denne sag og Eders helligheds fuldkomne bestandighed, højærværdige fader, hvoraf det klarere end lyset ses, at I har iført Eder den sande Josefs kjortelN.