Til Anders, ærkebiskop af Lund og dem af hans efterfølgere, der på kanonisk vis træder i hans sted, hilsen til evig tid.

Da vi efter Herrens bestemmelse har vor plads på det apostoliske sædes top og tinde, følger og handler vi på en frelsebringende måde ud fra den os pålagte pligt, såfremt vi med vort samtykke bestyrker det, som vides at være fastsat af vore forgængere til frelse for de troende, og anvender flid og omhu på, at det ikke bliver bragt af lave ved et eller andet forvovent angreb. Thi da Herren har givet sin kirke et løfte ved at sige: Der er født dig sønner i dine fædres sted, du skal gøre dem til fyrster over hele jordenN, synes de at have efterfulgt fædrene på den rette måde og at beklæde det dem pålagte fyrsteembede på gavnlig vis, som ikke glæder sig over magten, men over nytten derved, og med frygt og bævenN udøver den dem betroede magt og myndighed til frelse for deres undersåtter, idet de bestandig stræber efter at danne sig efter deres forgængere med hensyn til gode gerninger og så vel hvad dem selv angår, holder det i hævd, som disse har udført af prisværdige ting, og ligeså viser andre, at de bør holdes i hævd. Vi har da, inderligt tilskyndet af denne betragtning, og idet vi træder i vor forgænger, saligt ihukommet, pave Hadrians fodspor, bestemt, også vi, at hvad han med sine brødres råd og vilje har besluttet om stadfæstelsen af Sverrigs rige, skal forblive urokket og urørt til evige tider. Han besluttede nemlig, at den til enhver tid fungerende ærkebiskop af Lund bestandig skal sidde inde med primatet over dette rige og bør stå i spidsen for det på efterfølgende måde — da han jo desto oftere og til så meget større nytte for nævnte land kan forvalte, hvad der hører til de troendes frelse, som han ved sit naboskab desto klarere kan se, hvad de behøver og mangler. Thi han tildelte din forgænger Eskil palliet, for at han skulde ordinere en ærkebiskop i Sverrigs rige, så snart en lejlighed frembød sig, og overdrage ham palliet og det med apostolisk myndighed, idet jo denne følgende fremgangsmåde blev fulgt, at nemlig den, som er blevet indsat som metropolit dær af ærkebiskoppen af Lund efter at have modtaget konsekrationens nåde af den lundensiske ærkebiskops hånd, edeligt lover ham og den lundensiske kirke troskab og lydighed, dog med forbehold af troskab over for den romerske kirke. Han skal da opnå palliet på denne måde: En sendemand fra kirken i Lund skal sammen med en sendemand fra nævnte kirke drage til den romerske kirke for at bede om og opnå palliet, og når de har bedt om og opnået det af den romerske pave, skal de bringe det tilbage til kirken i Lund. Men når ærkebiskoppen af Lund modtager det, skal han tildele ærkebiskoppen af Sverrig det, og denne skal edeligt love den romerske kirke troskab og lydighed. Men efter at metropolitten er blevet indsat dær til ære for Gud, til pryd for hans hus og til frelse for de troende, skal ærkebiskoppen af Lund i kraft af sin primatværdighed til evig tid føre forsædet for ham, og denne skal sørge for ydmygt at vise ham lydighed og ærbødighed som sin primas. Dette vides jo at være iagttaget med hensyn til Stefan, saligt ihukommet, fordum ærkebiskop af Uppsala, der — som følge af den førnævnte indsættelse — i Sens modtog konsekrationens nåde af din forgænger, ærkebiskop Eskil, fromt ihukommet, på saligt ihukommet pave Alexanders tid og i hans nærværelse, og under vore forgængere Lucius, Clemens, Cølestin og Innocens, saligt ihukommet, og os i henhold til førnævnte fremgangsmåde med hensyn til de uppsalensiske ærkebiskopper Jons og Peter, saligt ihukommet, og vor ærværdige broder Olof, hvem din forgænger Absalon, fromt ihukommet, konsekrerede og overdrog palliet i samme vore forgængeres sted. Eftersom dette altså har fundet sted under dine forgængere Eskil og Absalon på samme måde, som det er fastsat af vor førnævnte forgænger Hadrian, omfatter vi det — idet vi i så prisværdig en sag træder i vore forgængere, de romerske paver, nævnte HadriansN og AlexandersN, Lucius'N, UrbansN, Clemens'N, CølestinsN og Innocens'N fodspor, saligt ihukommet — med vor og vore brødres gunst og bestemmer, at det til evige tider skal forblive fast og urokkeligt, dog visselig med forbehold af det apostoliske sædes myndighed. Det skal altså overhovedet ikke være tilladt noget menneske at antaste dette vort stadfæstelsesbrev eller i dumdristig forvovenhed handle derimod. Men hvis nogen gejstlig eller verdslig person i fremtiden formaster sig til at prøve på med viden og vilje at handle imod bestemmelserne i dette vort brev, skal han, med mindre han efter anden og tredie gang at være påmindet ved en passende bod har gjort sin forseelse god igen, være berøvet sin magt og ære og vide, at han for Guds domstol skal stå til ansvar for den uret, han har øvet, og være udelukket fra vor Guds og forløsers den herre Jesu Kristi allerhelligste legeme og blod og ved den yderste dom hjemfalden til Guds strenge hævn. Vor herre Jesu Kristi fred være med alle, der bevarer denne stiftelses rettigheder, så at de både her kan nyde frugten af deres gode gerninger og hos den strenge dommer modtage den evige freds løn. Amen.

GivetN i Lateranet ved Ranerius', den hellige romerske kirkes vicekanslers hånd den 17. november, i den syvendeN indiktion, år 1217 for Herrens menneskevorden og i hr. pave Honorius III.s andet paveår.