Til ærkebiskop Guillelmus af Reims.

Ved siden af Herrens vingård, der er betroet til vor omsorg, findes der overalt øde steder, og for at vi ikke, hvis vi forsømmer at bringe dem under kultur og fremelske de skud i dem, som bærer vellugtende blomster og gode frugter, med rette skal kunne dadles for ligegyldighed og lediggang, er det dog, omendskønt det er den elvte timeN, vort forsæt at sende arbejdere dertil, for at de med prædikenens hakke kan udrydde lasternes tidsler og tjørne fra de tilgrænsende folkeslag og udbrede troens vinstokke til dem og væde disse med de vande, som falder ned midt blandt bjergene og får dem til at blomstre og de spirende dyder til at skyde frem, og således skal retten, når Herren udgyder sin ånd fra det højeN, fæste bo i det øde, hvor den skal fælde dom med Gud og for Guds åsyn for ikke at dømmes af ham, og folkeslagenes ørken skal ved at komme til kundskab om den sande omskærelse forandres til KarmelN, og efter at alle folkeslag er kommet dertil, skal omsider forsoningens retfærdighed tage plads i det israelitiske folk på Karmel, der nu regnes for skovN. Men da mange, som ved Guds nåde er skikkede til dette arbejde, holder sig skjult inden for kirken, i ro er optagetN af kontemplation, klynger sig til og holder fast ved den ufrugtbare, skønt seende Rachels favntag og ikke hidtil har sørget for at sysselsætte sig med dyrkningen af Herrens vingård, men så at sige forsmår ægteskabet med den frugtbare, men øjensvage LeaN, har vi ment at burde opvække dem igennem dig og andre prælater ved kirkerne, for at de ikke skal undskylde sig med, at ingen har lejet dem, når de hele dagen står ledigeN over for udbredelsen og udvidelsen af Herrens vingård, og for at de i denne elvte timeN, ledet af alrunens tryllerod, kan betræde Leas sovekammer og ivrigt stræbe efter at udbrede Herrens vingård — for at arbejde i den, så at sige i denne times korte spand af tid, og modtage den daglige denar i lønN. Derfor befaler vi dig, broder, ved denne vor apostoliske skrivelse, at du i din kirkeprovins skal udvælge fire mænd af inderlig tro og prøvet boglig viden eller tre eller i det mindste to fra et hvilket som helst klostersamfund eller en hvilken som helst orden og særlig cistercienserordenen, som Herren har givet velsignelseN ved at udbrede dens greneN fra hav til havN, og de skal bestige de skønne æslerN og have livet i deres tålmodighed og døden i deres længsel og af egen drift ønske at give deres sjæle faren i vold og velsigne HerrenN, rede til, hvis det bliver nødvendigt, at lide som martyrer for Hans navn, og du skal sende dem til os personlig inden Skt. MortensdagN i overensstemmelse med vor fremsynede apostoliske omsorg sammen med dem, som vi befaler skal sendes til os fra andre kirkeprovinser for at blive udsendt til de forskellige folkeslags ødemarker, at de blandt dem kan optræde såsom legater i Kristi sted og besværge dem om at forsone sig med Gud, som lød Guds opfordring igennem demN, og for som apostlenes medborgere og Guds husfolkN at oplyse samme ved lærdommens ord, bringe folkeslagene fred og med jubel vende tilbage til os eller rettere til Herren og bringe retfærdighedens manipler hjemN og af Ham modtage en plads i livets ældsteråd, laurbærkranset ved deres eget blodN. Men hvis de, som er prælater for dem, som af egen drift mener at burde give deres sjæle faren i voldN, muligvis fordrister sig til at stå i vejen for deres ønske, skal du efter forudskikket påmindelse med tilsidesættelse af appel tøjle deres formastelighed ved kirkelig straf.

Givet i LateranetN.

Et ligelydende brev er skrevet til ærkebiskop Anders af Lund i Danmark.