© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Vestræ gratiæ significo, pater sancte, quod cum dominus et auunculus meus rex Daci<æ> a uasallo suo modicæ reputationis uiro perfide captus esset, ego ratione sanguinis iniuriam eius meam reputans absolutionem eius procuraui celeriter, ne mora traheret ad se periculum et iacturam. Postmodum excogitans, quod expediret reipublicæ, ne remanerent crimina impunita, uolebam uindicare, quod factum fuerat fraudulenter, cum nemini patrocinari debeant fraus et dolus. Sed quia uarii sunt euentus rerum, id, quod conceperam, non poteram perducere ad effectum sed ex insperato etiam captus fui et diutissime detentus in uinculis ferreis, a quibus eripi non potui nec absolui, donec castrum quoddam munitissimum ad me spectans hæreditario iure oportuit me dimittere uellem nollem. iuraui et<iam> renuntians, quod illud nun- quam repetam nec pro recuperando eo per me uel per alium arma sumam. Cum igitur ualde graue mihi sit, quod occasione iuramenti, quod ui inductus præstiti, tam enormem sustinere debeam læsionem, beatitudini uestræ supplico, quod illud relaxare dignemini et, ut mea possim repetere, dispensetis mecum, cum habeatis plenitudinem potestatis. Non enim iuraui uoluntarie, sed per metum, qui cadere poterat in constantem uirum, et ob hoc merito debeo excusari. Præterea cum fidem non seruanti fides seruanda non sit, nemo de facto isto rationabiliter me redarguere et uindicare poterit, ut uidetur.
48 Daci<æ>] Dacis a/a, også rettet i Mekl. UB. — rex Daci<æ> = Waldemarus. 56 et<iam>)| rettet således også i Mekl. UB, herefter rettet i Bull. Dan., et ala.
Over for Eders nåde tilkendegiver jeg, hellige fader, at jeg, da min herre og onkel kongen af Danmark troløst var blevet taget til fange af sin vasal, en mand af dårligt ry, på grund af blodets bånd anså uretten mod ham for uret mod mig og hurtigt skaffede ham befriet, for at ikke en udsættelse skulle føre fare og skade med sig. Derpå betænkte jeg, at det ville være til gavn for staten, at forbrydelsen ikke forblev ustraffet, og jeg ønskede at straffe, hvad der var handlet i svig, da svig og list ikke bør beskærme nogen. Men eftersom begivenhederne falder forskelligt ud, kunne jeg ikke virkeliggøre den plan, jeg havde fattet, men jeg blev endog uformodet taget til fange og meget længe holdt indespærret med jernlænker, som jeg ikke kunne befries eller løses fra, førend jeg måtte udlevere en stærkt befæstet borg, der tilhørte mig ifølge arveretten, hvad enten jeg ville eller ej. Jeg gav afkald og aflagde ed på, at jeg aldrig ville kræve den tilbage og ikke selv eller ved andre gribe til våben for at generhverve den. Da det altså er meget hårdt for mig, at jeg på grund af denne ed, som jeg har præsteret tvunget af vold, skal udholde så uhørt en krænkelse, bønfalder jeg Eder, hellige fader, om, at I, da I har magtfuldkommenhed, værdiges at løse den og giver mig dispensation til at kunne kræve det tilbage, som er mit. Thi jeg har ikke svoret frivilligt, men under en frygt, som kunne påkomme en modig mand, og jeg bør med rette undskyldes derfor. Da man endvidere ikke bør være tro mod den, der ikke selv er tro, vil ingen med gyldig grund, som det synes, kunne anklage og straffe mig for en sådan handling.
Det her meddelte aktstykke er tidligere dateret Før 1227 18. marts, 1227-28, 1228-29 og 1229. Aktstykket er efter sin form en supplik til paven, men er tilsyneladende kun ufuldstændigt overleveret, da en egentlig protokol med adresse, intitulatio og salutatio mangler. I trykket hos Schannat, det eneste kendte tekstgrundlag, anføres en nu ukendt codex manuscriptus Moguntinus som kilde. Kun gennem overskriften, som muligvis kan være tilsat af Schannat, tillægges supplikken grev Albert af Orlamynde, som skal have rettet den til pave Honorius III. I marginen er året 1226 tilsat som datering, hvilket må tolkes som Schannats antagelse af, at supplikkens indgivelse står i forbindelse med den påbegyndte opfyldelse af betingelserne for løsladelsen af kong Valdemar II Sejr og hans sønner i 1226, cf. Dipl. Danicum I:6 nr. 42, 55 og 56. Hvis supplikken virkelig har været indgivet til paven, kan Schannats mainziske kilde højst have indeholdt en afskrift af den, og den måtte antagelig samtidig være bearbejdet, idet den ud over at nævne kongen af Danmark ikke har et eneste navn på personer eller steder og end ikke antyder udeladelse af navnestof med . .,som det ofte er tilfældet med brevstof, der indgår i formelsamlinger. Disse forhold gør det tvivlsomt, om der er tale om en virkelig afgået supplik. Snarere må aktstykket karakteriseres som en stiløvelse eller fingeret skrivelse. I samme retning peger omtalen af Danmarks konge som dominus og måske også, at den foregivne supplik fremtræder i jeg-form. Endvidere er formuleringerne af en sådan karakter, at det volder betydelige vanskeligheder at give supplikken en entydig placering, cf. Winkelmanns karakteristik af den i Kaiser Friedrich II, II p. 64 note 2, som 'so vieldeutig, dass damit nichts anzufangen ist'. Hvis Schannats tilskrivning af supplikken til grev Albert af Orlamynde var rigtig, måtte den borg, der hentydes til, være Lauenburg, som greven ifølge Annales Stadenses afstod for sin løsladelse i 1227, og i så fald måtte både frigivelse og afsendelse af supplikken være sket inden pave Honorius III.s død 1227 18. marts, således som det foreslås af Dobenecker med en vis tvivli Reg. Thuring. Men både Schannat og Reg. Thuring. tager ved dateringen ikke hensyn til, at han ifølge supplikken sad inde med borgen hereditario iure, hvilket han som påpeget af Usinger og især af Paludan-Müller ikke kunne påberåbe sig, da kong Valdemar havde overladt ham den. Det kunne derimod kong Valdemars anden søstersøn Otto af Lüneburg, som ifølge Annales Stadenses ved sin frigivelse fra fangenskabet efter slaget ved Bornhøved 1227 22. juli måtte afstå borgen Hitzacker til hertug Albrecht af Sachsen. Den hørte til de gamle welfiske besiddelser, således som nævnt af Usinger og udførligt fremstillet af Paludan-Müller. Løsladelsen fandt sted i begyndelsen af 1229, ef. indledningen i Dipl. Danicum II:6 nr. 88. Derefter måtte supplikken være indgivet til pave Gregor IX.