© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Tekst efter Gl. kgl. Saml. 4o 2515:
<1> Sanctitati uestre significat deuotus filius uester Ericus Danorum Sclauorumque rex quod olim publicatis sibi per discretum uirum Ysarnum archipresbiterum Carcassonensem nuncium et capellanum uestrum, statutis sentencia et preceptis super discordia que diu fuerat inter ipsum regem et progenitores suos ex parte una, ac Iohannem Lundensem archiepiscopum et predecessores suos ex altera per sanctitatem uestram promulgatis idem rex licet eundem archiepiscopum non immerito odiosum et suspectum haberet propter excessus suos notabiles quos propter pontificalis dignitatis honorem taceat ad presens. nichilominus tamen propter reuerenciam sedis apostolice et uestram et iuxta precepti uestri tenorem presente dicto nuncio et omnibus episcopis regni sui concessit et promisit* quod ipse et successores sui predicto archiepiscopo et cuilibet successorum suorum tamquam spirituali patri et uenerabili dei ministro pro diuina et pontificalis dignitatis reuerencia. et ecclesiastice libertatis honore, sicut decet catholicos principes intendentes eos deuota honorificencia prosequerentur. ♦ <2>Item concessit et promisit rex predictus quod ipse et successores sui iuxta precepti uestri tenorem iura Lundensis ecclesie et predictam ecclesiasticam libertatem illibata seruarent. ita quod idem archiepiscopus et ipsius successores regio fauore suffulti plena securitate in eodem regno letari ualeant et omnia que ad eos pertinent libere exercere. ♦ <3> Item predictus rex humiliter supplica<ui>t nuncio et episcopis supradictis ut reformacioni pacis et concordie inter ipsum et archiepiscopum supradictum intenderent, et ad hoc pium opus sicut pii patres darent opem et operam efficacem. promittens quod omnem composicionem pacem et concordiam quam ipse nuncius et episcopi predicti communiter uel diuisim ducerent ordinand<a>m, compleret et bona fide seruaret offerens se paratum pro predictis complendis et seruandis, dare eis quam ab ipso exigerent caucionem. et pro satisfaccione et emenda sufficienti quam decernerent faciendam assignauit et ei<s>dem tradidit omnes redditus suos predicto archiepiscopo insolutum pro satisfaccione huiusmodi assignandos offerens nichilominus se paratum eos in ipsorum reddituum possessionem ponere corporalem. retenta sibi iuxta eorum arbitrium pro suis et regni necessitatibus supportandis prouisione decenti. ♦ <4> Item significauit rex ipse nuncio supradicto quod ob reuerenciam sedis apostolice super execucione confiscacionis bonorum temporalium archiepiscopi Lundensis <et> ecclesie quam fecerat pro contumaciis et excessibus per ipsos in ipsum commissis et quia receptabant occisores patris ipsius et alios inimicos suos et regni et inde exbannitos et diffidatos supersedeat, plena credulitate sperans quod sedes apostolica tam super his quam super aliis aliquid sibi et regno utilius ordinaret, cuius ordinacionem paratus erat in predictis et aliis recipere et seruare. ♦ <5> Item significat rex prefatus quod intellecto quod nuncius et episcopi supradicti non poterant inducere archiepiscopum memoratum ad pacem et concordiam quam ipse rex posset sine graui lesione regni portare proposuit coram nuncio predicto quod dictus archiepiscopus recuperauerat maiorem partem bonorum suorum ad quorum restitucionem uel estimacionem ipse rex per sanctitatem uestram dicto archiepiscopo fuerat condempnatus et hoc obtulit se probaturum, et pro residuo summarum pecuniarum in quibus idem rex per sanctitatem uestram dicto archiepiscopo condempnatus fuerat, assignauit eidem archiepiscopo et ecclesie Lundensi pro solucione et satisfaccione idonea omnia bona sua mobilia et redditus ubicunque essent et cuiuscunque qualitatis et quocunque censeantur nomine et eos sibi cessit in presenti tam diu habendos et tenendos donec de dictis pecuniarum summis esset plenarie satisfactum iuxta apostolicarum litterarum continenciam retenta tamen eidem regi prouisione decenti. ♦ <6> Item assignauit dicto nuncio terras certas uendendas et distrahendas et si non sufficerent obtulit se paratum dare et assignare tot alia loca et terras donec predicto archiepiscopo esset plenarie satisfactum. ♦ Si dicti redditus insufficientes existerent ad predicta, protestatus tamen fuit idem rex quod assignacionem dictorum locorum faciebat et facere intendebat, si ipsorum qualitas uel iuramentum quod de bonis regni non alienandis prestiterat non obstabat. ♦ <7> Item dicit quod in tractatu pacis obtulit rex predictus quod paratus erat ipse pedes cum fratribus suis dictum archiepiscopum equitantem trahere* per habenas ab introitu Lundensis ciuitatis usque ad aulam archiepiscopalem presentibus dicto nuncio episcopis, prelatis, et baronibus regni sui et misericordiam postulare ... ♦ <8> Item quod erat paratus dictam confiscacionem reuocare et omnes iniurias contumacias conspiraciones et flagicia per dictum archiepiscopum tam in ipsum regem et regnum quam in patrem eius commissa remittere et penitus abolere. ♦ <9> Item obtulit se paratum rex predictus antiquas ecclesie libertates <conseruare> et eas confirmare et alias de nouo conferre si quibus indigebat ad arbitrium nuncii et predictorum episcoporum communiter et diuisim. ♦ <10> Item dicit quod pro interesse dicti archiepiscopi pro quo fuit in <vi> millibus marcarum condempnatus obtulit idem rex eidem archiepiscopo quartam partem quam habebat in insula Bornholm ualentem communi estimacione <vi> millia marcarum, presertim archiepiscopo cuius sunt tres partes ut eam in solidum obtineret. ♦ <11> Item dicit quod pro rebus subtractis de camera archiepiscopi pro quibus fuit in tribus millibus marcarum condempnatus obtulit eidem tria millia marcarum soluendarum terminis per dominum nuncium et episcop<o>s assignandis. licet idem archiepiscopus maiorem partem earum recuperasset quod dominum nuncium non latebat ♦ <12> ... in quibus <cum> rex ipse propter angustias et tribulaciones malas quas patris sui occisores una cum dicto archiepiscopo dant et machinantur eidem ad hoc promptas pecunias non haberet regnum et barones subueniebant eidem. ♦ <13> Item significat dominus rex quod dicto nuncio humiliter supplicauit ut predicta precepta sentenciam et statuta apostolica quatinus pro ipso rege lata erant execucioni debite demandaret quod facere omisit pluries requisitus. ♦ <14> Item significat dominus rex quod nuncius predictus non attendens obedienciam et reuerenciam quam in hac parte ipse rex mandatis apostolicis exhibebat non attendens quod in quantum poterat satisfaciebat archiepiscopo supradicto non solum sentencias contra ipsum regem et regnum publicari mandauit sed proprias excommunicacionis sentencias in ipsum regem sine racionabili causa tulit mandans quod nullus masculus aut femina amicus, uicinus, aut domesticus seu propinquus ipsi regi in cibo, potu, loquela, emendo, uendendo, coquendo, molendo, ignem aut aquam dando et quoquo modo participare presumeret cum eodem. ♦ Alioquin si infra decem dies <non> desisterent eadem essent sentencia innodati. ♦ Hoc attemptans in regem quod forte non deberent presumere in plebanum et hiis non contentus sed mala malis accumulans et assignacione predicta et de redditibus archiepiscopo assignandis et de terris predictis uendendis per ipsum nuncium siue archiepiscopum regi eidem minime refutata. non solum dicta bona seu alia que ipsi regno enormem non facerent lesionem sed ipsum caput regni seu Lundensem ciuitatem eum omnibus uillis et castris et aliis bonis que rex habet in Lundensi ciuitate et diocesi eidem archiepiscopo pro dictis pecuniarum summis de facto <c>um de iure non posset rege non uocato et penitus ignorante nulla cog<n>icione premissa, licet in suo decreto dicat summariam se fecisse et probacionibus quas rex obtulerat non admissis decreuit et reddidit insolutum licet ipse rex eidem nuncio supplicasset ut partes ad uestram sanctitatem remitteret, uestram moderacionem dante deo, recepturas qua<m> uobis in ipsa sentencia reseruastis, imo quod iniustius reputandum est post assignacionem et dacionem huius insolutum dictus nuncius processit sentenciando et denunciando ac eciam sentencias aggrauando contra regem et regnum predictos propter que fuit ad sedem apostolicam legitime appellatum. ♦ <15> Quare supplicat sanctitati uestre pater sanctissime pro decernenda iusticia appellacionibus domini dicti regis et iniquitate pro- cessum dicti domini Isarni. ♦ <16> Sed supra omni pro parte dicti regis supplicat deuotissime et instantissime quatinus pro clemencie uestre pietate et misericordia prouidere dignemini statui regis et regni circa relaxacionem sentenciarum excommunicacionis et interdict<i> propter quas regnum ipsum non solum detrimentum patitur sed eciam est quasi expositum subuersioni totali. ♦ <17> Supplicat eciam pro moderacione sentencie condempnacionis facienda a beatitudine uestra prout eciam in sentencia uestra edixistis si rex se paci et concordie coaptaret, cum re uera idem rex in puro animo et toto studio se dicte concordie coaptauit et nunc paratus sit et concordare et satisfacere iuxta possibilitatem suam prout de uestre processerit prouidencia sanctitatis.
15 excessus] Luxdorphs hdskr., successus Gl. kgl. Saml. 4o 2515 og Langebeks Dipl. 18 promisit"] idem rex tilf. Gl. kgl. Saml. 4o 2515 og Langebeks Dipl. 24 sicut decet] stent deur Langebeks Dipl. 27 supplica<ui>t] supplicat Gl. kgl. Saml. 4o 2515 og Langebeks Dipl. 28 ipsum et] ipsum Langebeks Dipl. 32 ordinand(aym] ordinandum GI. kgl. Saml. 4o 2515 og Langebeks Dipl., i Acta Proc. Lit. rettet til ordinandam.
3 ei<s>dem] Gl. kgl. Saml. 4o 2515 og Langebeks Dipl. 9 <et>] Gl. kgl. Saml. 4o 2515 og Langebeks Dipl. 19 per sanctitatem uestram] mgl. Langebeks Dipl.
1 prestiterat] prestiterant Gl. kgl. Saml. 4o 2515 og Langebeks Dipl., i Acta Proc. Lit. rettet til prestiterat. 2 dicit) etiam Langebeks Dipl. 4 trahere"] uel traducere tilf. Gl. kgl. Saml. 4o 2515 og Langebeks Dipl. i parentes. – introitu] intuitu Langebeks Dipl. 6 postulare] herefter i Gl. kgl. Saml. 4o 2515: Hic deerat una charta et altera, que responderet prioribus abscissis uel predictis chartis, ubi desiderabatur principium executionis facte Hafnie per D. Ysarnum, ut uidere licet folio ab hine 22. Erant enim omnia corrupta et sine ordine et plurima desiderabantur, cf. lign. bemærkning til nr. 45. Maaske hører bemærkningen dog rettelig til lakunen i § 12. 10 (conseruare))] mgl. Gl. kgl. Saml. 4o 2515 og Langebeks Dipl., men cf. Dipl. Dan. 2. rk. IV nr. 278 p.230 1. 30. 13 <viy] x Gl. kgl. Saml. 4o 2515 og Langebeks Dipl., men cf. Dipl. Dan. 2. rk. nr. 278 p.231 I. 27. 15 (viy] som foregaaende note. 19 episcop<o>s] episcopis Gl. kgl. Saml. 4o 2515 og Langebeks Dipl., i Acta Proc. Lit. rettet til episcopos. 21 <12>. ..] tek sten er korrupt, øjensynligt er begyndelsen af artikel 12, som har handlet om skadeserstatningen paa 40000 mark, gaaet tabt – <cum>] mgl. Gl. kgl. Saml. 4o 2515 og Langebeks Dipl. 11 <non>] mgl. Gl. kgl. Saml. 4o 2515 og Langebeks Dipl., tilf. af Suhm. 12 attemptans] attentans Langebeks Dipl. 13 hiis] huius Langebeks Dipl. 19 <c>um] tum Gl. kgl. Saml. 4o 2515 og Langebeks Dipl. 20 cog<n>icione] cogitacione Gl. kgl. Saml. 4o 2575 og Langebeks Dipl., i Acta Proc. Lit. rettet til cognicione. 22 supplicasset] Langebeks Dipl., supplicasse Gl. kgl. Saml. 4o 2515. 24 recepturas] receptas Langebeks Dipl. – qua<m>] quas Gl. kgl. Saml. 4o 2515 og Langebeks Dipl. 25 insolutum)] in soli dum Langebeks Dipl. 29 decernenda] determinenda Gl. kgl. Saml. 4o 2515, med anden haand rettet til decernenda, – domini] Langebeks Dipl., mgl. Gl. kgl. Saml. 4o 2515.
1 pro] Langebeks Dipl., spatium i Gl. kgl. Saml. 4o 2515. 4 interdict<i)> interdicta Gl. kgl. Saml. 4 2515 og Langebeks Dipl., i Acta Proc. Lit. rettet til interdicti.
<1> Erik, de Danskes og Venders Konge, Eders hengivne Søn, meddeler Eders Hellighed, at han — efter at de af Eders Hellighed udstedte Forordninger, Domme og Forskrifter fordum var bleven ham forkyndte af den gode Mand Isarn, Ærkepræst i Carcassonne, Eders Nuntius og Kapellan, angaaende den Uenighed, som i længere Tid havde raadet mellem Kongen og hans Forfædre paa den ene og Jens, Ærkebiskop af Lund, og hans Forgængere paa den anden Side — skønt Ærkebispen ikke uden Grund var ham forhadt og mistænkelig paa Grund af hans bemærkelsesværdige Forseelser, som han nu vil fortie af Ærbødighed for den biskoppelige Værdighed, dog af Ærbødighed for det apostoliske Sæde og for Eder og i Overensstemmelse med Ordlyden af Eders Forskrift alligevel har indrømmet og lovet i Nærværelse af nævnte Nuntius og alle Bisper i hans Rige, at han og hans Efterfølgere, som det sømmer sig for katolske Fyrster, af Agtelse for den guddommelige og biskoppelige Værdighed og til Ære for Kirkens Frihed vilde agte fornævnte Ærkebiskop og enhver af hans Efterfølgere som sin aandelige Fader og Guds ærværdige Tjener og vise dem from Ærbødighed. <2> Fremdeles indrømmede og lovede fornævnte Konge, at han og hans Efterfølgere i Overensstemmelse med Eders Forskrift ubrydeligt vilde overholde Lundekirkens Rettigheder og fornævnte kirkelige Frihed, saaledes at samme Ærkebiskop og hans Efterfølgere, støttet af kongelig Gunst, kan nyde fuld Sikkerhed i samme Kongerige og frit udøve alt, som tilkommer dem. <3> Fremdeles ansøgte fornævnte Konge ydmygt ovennævnte Nuntius og Bisper om, at de skulde beflitte sig paa at genoprette Fred og Enighed mellem ham og ovennævnte Ærkebiskop og til dette fromme Arbejde yde Bistand og virkningsfuld Hjælp som fromme Fædre, idet han lovede, at han vilde opfylde og loyalt overholde ethvert Forlig, enhver Fred og Enighed, som fornævnte Nuntius og Bisper i Fællig eller særskilt maatte anordne, og idet han erklærede sig rede til for Opfyldelsen og Overholdelsen af ovenstaaende at give dem den Sikkerhed, som de maatte kræve af ham; og for Skadeserstatningen og en tilstrækkelig stor Bøde, som de maatte fastsætte, overdrog og overgav han dem alle sine Indtægter i Betalings Sted til fornævnte Ærkebiskop som Skadeserstatning, idet han ydermere erklærede sig rede til at sætte dem i legemlig Besiddelse af disse Indtægter, dog at han forbeholdt sig et efter deres Skøn passende Underhold til Afholdelse af sine og Rigets nødvendige Udgifter. <4> Fremdeles meddelte Kongen ovennævnte Nuntius, at han af Ærbødighed for det apostoliske Sæde vilde lade være med at gennemføre Beslaglæggelsen af Ærkebispens og Lundekirkens timelige Gods, som han havde foretaget paa Grund af de af dem mod ham begaaede genstridige Handlinger og Forseelser, og fordi de modtog hans Faders Drabsmænd og andre af hans og Rigets Fjender, som var jaget i Landflygtighed derfra og erklæret fredløse, idet han fuldt og fast haabede paa, at det apostoliske Sæde saavel om det som om andet vilde anordne noget nyttigt for ham og Riget, hvilken Anordning han var rede til at godtage og overholde med Hensyn til det fornævnte og til andet. <5> Fremdeles meddeler fornævnte Konge, at han efter at have indset, at ovennævnte Nuntius og Bisper ikke kunde overtale omtalte Ærkebiskop til en Fred og Enighed, som Kongen uden alvorlig Skade for sit Rige kunde bære, overfor nævnte Nuntius har erklæret, at nævnte Ærkebiskop havde generhvervet den største Del af sit Gods, som Kongen af Eders Hellighed var blevet dømt til at tilbagegive til nævnte Ærkebiskop eller til at erstatte efter Vurderingen; dette har han tilbudt at ville bevise ham, og for den manglende Sum Penge, som samme Konge af Eders Hellighed var bleven idømt til at betale nævnte Ærkebiskop, har han overdraget samme Ærkebiskop som Betaling og passende Skadeserstatning alt sit rørlige Gods og sine Indtægter, overalt hvor de befandt sig, ligegyldigt af hvilken Art og med hvilket Navn de end betegnes, og han har overdraget dem til ham straks at have og beholde, indtil han maatte være fuldstændigt tilfredsstillet med Hensyn til nævnte Pengebeløb i Overensstemmelse med Indholdet af de apostoliske Breve, dog under Forbehold af et passende Underhold for samme Konge. <6> Fremdeles har han overdraget nævnte Nuntius visse Jorder til Salg og Afhændelse, og han har, dersom de ikke slog til, erklæret sig rede til at give og overdrage saa mange andre Steder og Jorder, at fornævnte Ærkebiskop blev fuldstændig tilfredsstillet. Hvis nævte Indtægter viste sig utilstrækkelige til det fornævnte, erklærede Kongen dog, at han kun foretog og havde til Hensigt at foretage Overdragelsen af nævnte Steder, dersom deres Art eller den Ed, som han havde aflagt paa ikke at afhænde Kronens Gods, ikke stillede sig hindrende i Vejen herfor. <7> Fremdeles siger han, at fornævnte Konge under Freds forhandlingerne erklærede, at han var rede til sammen med sine Brødre tilfods ved Bidslet at føre den Hest, hvorpaa Ærkebispen red, fra Staden Lunds Port indtil Ærkebispegaarden i Nærværelse af nævnte Nuntius, Rigets Bisper, Prælater og Stormænd og bede om Barmhjertighed ... <8> Fremdeles erklærede han, at han var rede til at tilbagekalde nævnte Konfiskation og til at tilgive og fuldstændigt se bort fra alle Overgreb, genstridige Handlinger, Sammensværgelser og Nederdrægtigheder, begaaet af nævnte Ærkebiskop saavel mod ham og Riget som mod hans Fader. <9> Fremdeles erklærede fornævnte Konge sig rede til at overholde Kirkens gamle Friheder og stadfæste dem og til efter den pavelige Nuntius' og fornævnte Bispers Skøn i Fællig eller særskilt at give andre fra ny af, dersom den trængte til nogle. <10> Fremdeles siger han, at for nævnte Ærkebiskops Rentetab, for hvilket han var bleven idømt 6000 Mark, har samme Konge tilbudt samme Ærkebiskop den Fjerdedel, som han havde i Øen Bornholm, og som efter almindelig Vurdering havde en Værdi af 6000 Mark, særlig for Ærkebispen, hvem de tre Fjerdedele tilhører, saa han kunde opnaa Øen udelt. <11> Fremdeles siger han, at for de Ting, som er borttaget fra Ærkebispens Kammer, for hvilke han var bleven idømt 3000 Mark, har han tilbudt samme 3000 Mark at erlægge i Terminer, som af den pavelige Nuntius og Bisperne skulde anvises, skønt samme Ærkebiskop havde genvundet den største Del heraf, hvilket ikke var skjult for den pavelige Nuntius. <12> (Fremdeles siger han) ... hvori Riget og Stormændene understøttede ham, da Kongen som Følge af de ondsindede Misligheder og Trængsler, som hans Faders Drabsmænd sammen med nævnte Ærkebiskop volder og udpønser mod ham, ikke havde rede Penge hertil. <13> Fremdeles erklærer den Herre Konge, at han ydmygt har bedt nævnte Nuntius om (ogsaa) paa behørig Maade at udføre de fornævnte Forskrifter, Dommen og de apostoliske Bestemmelser, forsaavidt som de var trufne til Fordel for Kongen, hvad han undlod at gøre, skønt han flere Gange blev anmodet derom. <14> Fremdeles erklærer den Herre Konge, at fornævnte Nuntius uden at tage Hensyn til den Lydighed og Ærbødighed, som Kongen i denne Sag viste de apostoliske Paabud, og uden at tage Hensyn til, at han, saavidt han formaaede, ydede Skadeserstatning til ovennævnte Ærkebiskop, ikke alene befalede, at Dommen mod Kongen og Riget skulde offentliggøres, men ogsaa udstedte egne Banlysningsdomme mod Kongen uden fornuftig Grund, idet han befalede, at ingen Mand eller Kvinde, ingen Ven, Nabo, Tjener eller Slægtning til Kongen maatte driste sig til at deltage med ham i Spisning, Drikning, Samtale, Køb, Salg, eller ved at koge, bage (og male) for ham, skaffe ham Ild og Vand og paa anden Maade. Ellers — hvis de ikke holdt op dermed indenfor 10 Dage — skulde de ifalde den samme Banlysning. Idet han forsøgte over for Kongen, hvad han maaske ikke turde vove over for en Sognepræst, og ikke tilfreds hermed, men hobende Misgerning paa Misgerning og uden over for Kongen at have tilbagevist fornævnte Overdragelse af saavel Indtægter, der skulde overdrages Ærkebispen som af de fornævnte Jorder, der skulde sælges af den pavelige Nuntius eller Ærkebispen, forordnede og overgav han som Betaling ikke alene nævnte Gods eller andet, som ikke kunde gøre Riget voldsom Skade, men selve Rigets Hoved eller Staden Lund med alle Landsbyer og Borge og andet Gods, som Kongen havde i Staden Lund og i Stiftet, til Ærkebispen for nævnte Pengesummer, de facto, da han ikke kunde gøre det efter Retten, uden at have tilkaldt Kongen, som var fuldstændigt ubekendt hermed, uden forud at have iværksat nogen Undersøgelse, skønt han i sin Kendelse siger, at han har foretaget en summarisk Gennemgang, og efter at have afvist Beviserne, som Kongen fremførte, og alt dette skønt Kongen havde ansøgt den pavelige Nuntius om, at han skulde henvise Parterne til Eders Hellighed for med Guds Hjælp at modtage Eders Kendelse, som I havde forbeholdt Eder i Dommen, ja, hvad der maa anses for end mere uretfærdigt, efter Overdragelsen og Ihændegivelsen som Betaling skred nævnte Udsending frem med Dom og Banlysning og med at skærpe Dommene mod Kongen og Riget, hvorfor der efter Loven blev appelleret til det apostoliske Sæde. <15> Derfor ansøger han Eders Hellighed, hellige Fader, om at afgøre Berettigelsen af nævnte Herre Konges Appel og Urimeligheden af nævnte Herr Isarns Fremgangsmaade. <16> Men fremfor alt ansøger han paa nævnte Konges Vegne ydmygt og paa det mest indtrængende om, at I vil værdiges for Eders Naades Barmhjertigheds og Medlidenheds Skyld at drage Omsorg for Kongen og Riget ved Løsningen af Bannet og Interdiktet, ved hvilke Riget ikke alene lider Skade men ogsaa saa at sige er udsat for fuldstændigt Sammenbrud. <17> Ligeledes ansøger han om den Nedsættelse af Domsbeløbet gennem Eders Højhellighed, som I har fastsat i Eders Dom, dersom Kongen vilde komme til Fred og Enighed, da Kongen i Sandhed af et rent Sind og med fuld Iver har antaget nævnte Enighed og nu er rede til at enes og yde Skadeserstatning efter sine Muligheder, saaledes som det maatte fremgaa af Eders Helligheds forudseende Bestemmelse.
Dette aktstykke er affattet efter appelbrevet af 1299 5. november, eftersom dette omtales i artikel 14. Det er fra kongens side sikkert tænkt som en yderligere begrundelse af appellen mod Isarn og er næppe meget senere end selve appelbrevet; i hvert fald er forfatteren til aktstykket øjensynligt ikke klar over, at Bonifacius 8. lod nedsætte en domstol under ledelse af kardinalen Johannes til at undersøge sagen, hvilket vel er sket engang i løbet af 1300, cf. nr. 105 – Naar Bartholin i sine annaler siger, at aktstykket blev forelagt kardinalen Johannes af kongens prokurator Esger Jul (Ericus rex ... per procuratorem Esgerum Jul coram Iohanne tituli sanctorum Marcellini et Petri ... proposiciones fecit de coaptacione sua ad pacem), er dette sikkert kun en slutning fra Bartholins side udfra hans viden om, at Esger Jul var kongens prokurator, og at kardinalen Johannes havde faaet overdraget ledelsen af sagen, cf. nr. 45 og nr. 177, og skyldes næppe, at Bartholins forlæg har været fyldigere end det os overleverede. Men at aktstykket fra forfatterens side har været tænkt forelagt ved kurien af kongens prokurator, er givetvis rigtigt, thi det fremgaar af slutningen i artikel 16, hvor kompositionen brydes og en unævnt taler paa kongens vegne: Sed supra omni pro parte dicti regis supplicat.