© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Tekst efter a:
Sanctissimo in Christo patri, domino Iohanni diuina prouidentia, sacro sanctæ Romanæ et uniuersalis ecclesiæ summo pontifici, deuotus filius suus, Ericus Danorum Slauorumque rex, dux Estoniæ cum humili sua recommendatione, deuota pedum oscula beatorum. ♦ Sanctitati uestræ non sine necessitate urgente, cum debita reuerentia intimamus, quod licet nos dominum Esgerum, nunc archiepiscopum Lundensem, primatem Suetiæ, a iuuentute sua, multis fauoribus et gratiis multipliciter prosecuti fuerimus, et ipsum in familiaritatem nostram de gratia receperimus. et ut de aliis taceamus, etiam promotionem eius ad episcopatum Aarhusiensis ecclesiæ, et tandem etiam ad Lundensis archiepiscopatus dignitatem, modis et uiis quibus et quantum licite potuimus sincera procurauimus caritate. consanguineos quoque eius et affines diuitiis multis et honoribus extulerimus, castra nostra et iurisdictiones nostras eis frequentius committentes. ipse tamen beneficiis nostris ingratus, reddidit nobis pro gratiis malitiam et de familiaritate calumniam et contemtum. iuxta retributionem quam mus in pera, serpens in gremio, ignis in sinu, suis consuerunt hospitibus exhibere, ♦ Denique idem archiepiscopus a sede apostolica accepto pallio rediens, moxque cum militibus et aliis consanguineis suis et affinibus scelestam contra nos iniit factionem et cum eis populum nostræ ditioni subiectum, consiliis suis et suasionibus, aduersus nos concitauit, in tantum quod iidem consanguinel sui et affines multitudine populari congregata, ex eodem populo nostro nonnullos nobiles milites et armigeros nostros, incursu subito prostrauerunt, propter quod etiam deo, nobis de ipsis aduersariis, triumphum tribuente, quidam ipsorum consanguineorum et affinium suorum iustitia exigente, morte postmodum sunt puniti, quidam de regno banniti legittim<e> et proscripti. ♦ Quidam uero tanquam male sibi conscii de regno ad regiones exteras profugerunt. ♦ Ipse autem archiepiscopus, tanquam consors et conscius proditionis huiusmodi caute sibi præcauens, pacem concordiamque nobiscum faciens interuenientibus amicis et potioribus de regno, nobisque pro satisfactione præmissorum, quandam summam argenti ultroneus obtulit, et eam nobis sub relligione iurisiurandi dare promisit, partemque eiusdem summæ postmodo nobis dedit. ♦ Cumque elapso postea aliquot annorum spatio, eundem archiepiscopum super solutione residui argenti dictæ summæ nec non et expensarum quas pro eo in curia Romana, tempore felicis recordationis, domini Clementis papæ V, predecessoris uestri per nuncium nostrum amicabiliter et benigne requirebamus. ♦ Ipse contra iuramentum suum ueniens subito et quasi ex insperato, ecclesia sua Lundensi sine ulla sui prouisione derelicta, ad vrædictos et alios inimicos nostros capitales malignos, uidelicet dilecti patris nostri occisores ac proditores nostros hostes regni et insidiatores manifestos, nullo metu legittimo, nullaque rationabili necessitate urgentibus se transtulit, seque cum illis contra nos maliciose confederauit et adhuc apud eos et cum eisin confoederatione huiusmodi firmiter perseuerat. ♦ Episcopalis quoque modestiæ oblitus, stipen diarios sibi contra nos, de bonis et de pecuniis ecelesiæ conduxit. qui terras nostras hostiliter inuaserunt, prædis eas et incendiis deuastantes, homines insuper regni nostri ubicunque terra uel mari comprehensos spoliauerunt et captiuos duxerunt et in his usque ad presens tempus perstiterunt et persistunt. ♦ Preterea in principio cum idem archiepiscopus de regno nostro ad predictos inimicos nostros ut est predictum, confugisset, nos eum ex hoc suspect<um> habentes, quod contra nos qualitercunque posset de facto etsi non de iure inique procedere uellet ab ipso ad apostolicam sedem, ne ipse contra nos uel nostros, regnum nostrum uel quamcumque partem regni, per censuram ecclesiasticam indebite procederet, legitime appellauimus ad uestram sanctitatem, nos tanquam deuotionis filium ad patrem piissimum securum habere recursum in his et similibus confidentes. ♦ Sed ipse nihilominus spreta appellatione nostra, et postposita sedis apostolicæ reuerentia, in nos et in omnes consiliarios et fautores nostros, monitione canonica non premissa, excommunicationis sententiam, non zelo iustitiæ. sed animi malitia promulgauit. sed et exemplar scripturæ excommunicationis huiusmodi, per nuntios nostros uiros religiosos, infra tempus debitum requisitus nobis dare denegauit. ♦ Quare sanctitatem uestram rogamus reuerenter et deuote quatenus nobis qui in deuotione sanctæ Romanæ ecclesiæ syncere persistere semper decernimus, ita super premissis paterna pietate benigne prouidere uelitis, ut status et honor regni nostri et coronæ, pax quoque et prosperitas Lundensis ecclesiæ, quam progenitores nostri et nos ab antiquis temporibus usque presens semper dileximus, promouimus et exaltauimus, per malitiam et animositatem unius hominis eiusdem uidelicet archiepiscopi his temporibus turbentur. ♦ Et quia exhibitores præsentium dominum Guilielmum Craak legum professorem et lordanum præpositum de Saling sysel procuratøres nostros et amicos speciales ad uestræ sanctitatis presentiam super premissis et aliis negotiis nostris duximus destinandos, rogamus instantius omni qua possumus deuotione et affectu, ut ipsos ad uestræ sanctitatis audientiam benigne admittere, et eos, immo nos per ipsos clementer et fauorabiliter super præmissis dignemini exaudire, scientes nos secundum posse nostrum esse paratos et deuotos ad omnia quæ reuerentiæ uestræ et honori placita fore nouerimus et accepta.
16 legittim<e>] legittimi a.
7 suspect<um>] SRD.; suspectos a.
Til den allerhelligste fader i Kristus herr Johannnes, ved Guds forsyn den hellige romerske og almindelige kirkes pave, Eders ydmyge søn, Erik, de Danskes og Venders konge, hertug af Estland, med ydmyg hengivenhed fromme kys på Eders helligheds fod.
Ikke uden tvingende nødvendighed meddeler vi med skyldig ærbødighed, Eders hellighed, at skønt vi på mange måder har tildelt herr Esger, nu ærkebiskop af Lund, Sveriges primas, gunstbevisninger og nåder på mangfoldig vis fra hans ungdom af og nådigt har optaget ham i vor nærmeste kreds og, for at tie om det andet, også med oprigtig kærlighed ved alle tilladelige midler og veje har draget omsorg for hans forfremmelse til Århuskirkens bispestol og endelig også til Lunds ærkebispestol, og skønt vi også har hævet hans slægtninge og pårørende til megen rigdom og ære, idet vi hyppigt overlod dem vore borge og vor jurisdiktion, har han dog vist sig utaknemlig mod vore velgerninger og givet os ondskab for nådesbevisninger og svig og foragt for fortrolighed ligesom den gengæld, musen i madposen, slangen ved barmen og ilden i græsset plejer at yde deres værter. Da endelig samme ærkebiskop vendte tilbage fra det apostoliske sæde efter at have modtaget palliet, sluttede han straks med riddere og andre af sine slægtninge og pårørende et forbryderisk forbund mod os og sammen med dem ophidsede han ved sine råd og overtalelser det folk, der var underlagt vort herredømme, mod os i så høj grad, at samme hans slægtninge og på rørende efter at have samlet en folkemængde af samme vort folk ved et pludseligt angreb dræbte nogle af vore ædle riddere og væbnere, af hvilken grund vi også senere, da Gud gav os sejr over disse modstandere, straffede nogle af disse slægtninge og pårørende, sådan som retfærdigheden krævede det, med døden, men andre gjorde vi efter loven fredløse og fordrev dem fra riget. Nogle flygtede ligesom tyngede af en dårlig samvittighed fra riget til fremmede egne. Og ærkebispen selv tilbød af egen tilskyndelse en bestemt sum sølv til erstatning for det fornævnte, idet han ligesom medvider og deltager i dette forræderi forsigtigt traf forholdsregler for sig selv og sluttede fred og forlig med os ved venners og rigets og vore stormænds mellemkomst, og han lovede under sin eds ukrænkelighed at give os den; og senere betalte han os en del af samme sum. Og da der senere var gået nogle år, krævede vi venligt og elskværdigt ved vort sendebud samme ærkebiskop for betalingen af det resterende sølv af nævnte sum og for de udgifter, som vi havde for ham ved den romerske kurie i pave Clemens 5., salig ihukommelse, Eders forgængers tid. Men han gik imod sin ed og forlod pludseligt og ligesom uventet sin kirke i Lund uden at indsætte nogen stedfortræder for sig og gik over til de fornævnte og andre af vore ondsindede dødsfjender, nemlig vor elskede faders drabsmænd og vore forrædere, rigets fjender og åbenlyse efterstræbere, uden at være tvunget dertil af nogen frygt for loven og nogen rimelig nødvendighed, og han sluttede på ondsindet måde forbund med dem mod os og forbliver stadigt hos dem og sammen med dem i dette forbund urokkeligt. Forglemmende den biskoppelige beskedenhed lejede han også for kirkens gods og penge lejetropper mod os, som på fjendevis trængte ind i vore lande, idet de hærgede dem med rov og brand. Ydermere udplyndrede de vort riges mænd overalt, hvor de greb dem til lands og til vands og førte dem bort som fanger, og de vedblev og vedbliver hermed til denne dag. Fremdeles da samme ærkebiskop var flygtet fra vort rige til vore fornævnte uvenner, som det før er sagt, og vi derfor mistænkte ham for at ville gå frem på ubillig vis mod os, på hvilken som helst måde han kunde de facto, selvom han ikke kunde gøre det efter retten, appellerede vi først lovligt fra ham til det apostoliske sæde, for at han ikke skulde gå frem på utilbørlig vis mod os eller vore folk, vort rige eller nogensomhelst del af riget med gejstlig censur, i tillid til at vi i denne og lignende sager har en tryg tilflugt hos Eders hellighed, som den ydmyge søn hos den fromme fader; men med foragt for vor appel og tilsidesættelse af ærbødigheden for det apostoliske sæde udslyngede han allige vel mod os og alle vore råder og tilhængere uden at forudskikke den kanoniske advarsel en banlysningsdom, ikke af retfærdsiver, men af sindets ondskab, og han nægtede at give os et eksemplar af denne banlysningsdom, skønt vi opfordrede ham ved vore sendebud, gejstlige mænd, inden rette tid. Derfor beder vi Eders hellighed ærbødigt og ydmygt om, at I velvilligt med faderlig fromhed vil drage omsorg for os, som beslutter os til altid at forblive i inderlig hengivenhed overfor den hellige romerske kirke, på en sådan måde, med hensyn til det fornævnte, at vort riges og kronens stilling og ære og også Lundekirkens fred og trivsel, som vore forgængere og vi fra fortiden og til den dag i dag altid har elsket, fremmet og ophøjet, ikke skal forstyrres nu ved eet menneskes, nemlig denne ærkebiskops slethed og ondskab. Og da vi har ladet nærværende brevvisere, herr Vilhelm Krag, professor i lovkyndighed, og provst Jordan i Salling syssel sende til Eders Hellighed som vore befuldmægtigede og særlige venner vedrørende fornævnte og vore andre sager, beder vi indtrængende med al mulig ydmyghed og hengivenhed om, at I velvilligt giver dem audiens hos Eders hellighed og bønhører dem eller rettere os igennem dem, mildt og nådigt, med hensyn til det fornævnte, idet I er vidende om, at vi af al vor magt er rede og villige til alt, som vi ved er til fordel og fremme for Eders ære og hæder.
I Rep. I 200 (Brevbøger) antages det, at dette brev maaske ikke er fra 1317, ligesom Rosén 29037 anser det for fremkommet under indtryk af begivenhederne i 1318: Esgers forbund med hertug Kristoffer og de svenske hertuginder, rettet imod kong Erik, cf. Dipl. Dan. 2. rk. VIII nr. 17, ligesom han har ydet hertug Kristoffer laan til at betale sold til de hvervede lejetropper med, cf. smsts. nr.20. Herpaa synes kongens paastand, at Esger har ført fremmede lejetropper ind i riget og ladet kongens mænd udplyndre og fange overalt, at passe godt. Paa den anden side kan Esger og Kristoffer godt have handlet i forståelse med hinanden, før det egentlige forbund blev sluttet i 1318 og Esger saaledes være medansvarlig for Eskil Krags hærgninger i Skaane i 1347, cf. Sjællandske Krønike, Annales Danici 169; cf. ogsaa nr.512. Fremdeles nævner kongen sin appel til paven: Præterea in principio.....legitime appellauimus ad uestram sanctitatem, cf. nr.494. Ærkebispen tog dog intet hensyn til den: spreta appellatione nostra .....excommunicationis sententiam...promulgauit, hvorfor kongen sender sine befuldmægtigede, Vilhelm Krag og provst Jordan, til paven for at forelægge ham sagen. Dette passer bedst paa situationen ved bispernes bekræftelse af Vilhelm Krags appel til paven den 20. august, som maa være fremkaldt ved, at ærkebispen havde gjort brug af sin trusel, cf. nr.492, og lyst kongen i ban. Der er saaledes overvejende sandsynlighed for, at brevet er fra 1317 omkring 20. august.