Tekst og udgave
forrige næste

Tekst efter Aa:

Uniuersis ad <quos> presentes littere peruenerint Hartuicus Krumedike de Kyerstorp Thoslandie Ottoniensis dyocesis miles Folradus/ Nicholaus. Andreas. et Ionas/ dicti Krumedike eius liberi/ salutem in domino sempiternam. ♦ Nouerint uniuersi. quod motis querimoniis nostris. contra religiosos uiros dominos abbatem et conuentum de Esrom Cisterciensis ordinis/ Roskildensis dyocesis. nostros dilectos amicos. in placitis/ tam iusticiario. presidente eidem in Andworthskow. illustri principe domino Waldemaro dei gracia Danorum Sclauorumque rege. <quam> generali. terre Syellandie ac Lywngæhæret ibidem super uilla Vggeløse et eius pertinentiis eodem Lywngæhæret sita. ostensum est et probatum manifeste ex parte eiusdem monasterii Esrom. in placito iusticiario Roskildis proximo celebrato/ presente eodem domino nostro rege. quod prefati abbas et conuentus de Esrom/ dictam uillam Vggælose cum suis pertinentiis uniuersis/ sibi titulo possessionis perpetue in dicto placito generali. Syellandie secundum leges terre. iuste et legittime scotatam ac libere assignatam. per dominam Ingefridem Pæthersdoter. dictam de Galløsæ. bone memorie possederunt septem annis. et ultra ante eius obitum pacifice et quiete. ♦ Unde iuxta amicorum nostrorum ac iuris et legis peritorum informacionem et consilium super hoc sufficienter requisitum consultis animis et ad plenum deliberatis recognoscimus nos et nostros coheredes nullum ius racione hereditaria aut occasione qualibet alia. habuisse secundum leges patrie uel habere posse in bonis memoratis. quamquam ipsos dominos super possessione eorundem ignorata iusticia/ hactenus infestauimus nomine Sophie bone memorie mei Hartuici qu<o>ndam consortis. nostrorum uero Andree et Ione genitricis dilecte/ tamquam propinquioris et uere heredis dicte Ingefridis ♦ Quare ex unanimi consensu nostro et uoluntate libera nostra. nostrorumque omnium coheredum pariter et rogatu dicte Sophie. quo nobis omnibus presentibus. tam compos sui sana et incolumis quam in suis extremis posita. super hoc institit suppliciter et deuote. litigium et controuersiam cum eisdem dominis et monasterio in hac parte habitam et subortam. coram uenerabili in Christo patre ac domino. domino Nicholao diuina miseratione episcopo Ottoniensi et testibus infrascriptis in iudicio cassauimus irritauimus extinximus et per modum qui infra sequitur. annullauimus. iusticia suadente. ita quod premissi domini et monasterium de Esrom eandem uillam Vggælose cum suis pertinentiis uniuersis mobilibus et immobilibus nullis exceptis/ habere debeant iure perpetuo pacifice possidendam. donacione scotacione et appropriatione ipsis super hiis tamquam rite et racionabiliter prius factis/ firmiter per nos et nostros coheredes et presentes et posteros ratificatis et approbatis in suo robore irreuocabiliter duraturis. ♦ Nos igitur in debitam recompensam. laborum. expensarum et dampn<i> quos quas et quod sepedictum monasterium de Esrom fecit et pertulit causa nostri. illo uidelicet tempore. quo bona eadem pugnauimus. quorum omnium estimacio diligenter considerata ultra sexaginta marchas argenti. largiter se extendit/ quas sexaginta marchas cum ipsi potuissent a nobis et nostris coheredibus. media legis et juris uia. extorsisse totaliter et beniuole remiserunt ne uidelicet inter nos et nostros posteros. ac predictum conuentum eiusque successores lites fierent quasi immortales et per consequens pars utraque inutilibus laboribus grauaretur pariter ac expensis. artantibus nos nostris conscientiis in hoc/ renuntiamus libere in hiis scriptis omni iuri. se quod ad nos uel nostros coheredes quoslibet ratione iuris hereditarii. uel alia qualibet occasione in prelibatis bonis aut eorum pertinentiis. umquam apparuit pertinere renunciamus et. exnunc pro nobis et nostris coheredibus presentibus et posteris et singulariter ego Hartuicus pro filia mea Yde. racione tuicionis eiusdem. qua iure paterno fungor. omni in hac parte legum aut iuris auxilio pro uirginibus introducto ac consuetudini que in regno Dacie pro lege solet obseruari. necnon exceptioni. doli. mali. fraudis. lesionis. et generaliter omni auxilio tam iuris canonici quam ciuilis instrumentis insuper et litteris tam publicis quam priuatis que nobis uel nostris coheredibus. aut heredibus aliquo tempore prodesse. et dictis dominis abbati et conuentui seu eorum successoribus in Esrom in futurum obesse poterit in premissis uel aliquo premissorum ♦ Si uero quod absit aliquis nostrum uidelicet Hartuicus. Folradus. Nicholaus. Andreas uel Ionas. aut qui pro tempore domicelle Yde predicte tutor legittimus. seu deo disponente maritus effectus fuerit. uel quisquam alius coheres noster siue heres presenti nostre ordinacioni. recognicioni. aut obligacioni contraire scienter presumpserit uel factum suo nomine ratum habuerit extunc racione uiolacionis pacti huiusmodi licitum sit eisdem dominis de Esrom per censuram ecclesiasticam. et leges terre. tociens extorquere et leuare. s<e>xaginta. marchas argenti ab eodem uiolatore. quotiens premissa uel eorum aliquid scienter coram aliquo iudice seculari uel ecclesia stico dinoscitur commississe. et ad hec omnia irrefragibiliter obseruanda. nos omnes et singulos predictos ac nostros uniuersos coheredes et heredes presentes et posteros obligamus firmiter. per presentes. ♦ In cuius recognicionis. ordinacionis. renunciacionis. et obligacionis/ testimonium. sigilla nostra una cum sigillis uenerabilis. in Christo patris. domini Nicholai episcopi Ottoniensis. predicti coram quo premissa sunt acta in iudicio. ac reuerendorum dominorum Andree prioris apud beatum Kanutum Ottoniensem Iacobi de Nyerthinge sacerdotis. officialis domini episcopi. Ottoniensis in spiritualibus et temporalibus per Feoniam generalis et Iohannis sacerdotis rectoris ecclesie beati Nicholai in Swineborgh. presentibus sunt appensa. ♦ Datum anno domini. m.o ccco lxo secundo. dominica proxima ante diem beati Luce ewangeliste. presentibus. domino Hennikino. quondam priore apud beatum Kanutum Ottonie/ Lamberto subdiacono et Benedicto clericis domini episcopi supradicti et aliis pluribus fidedignis clericis et laycis ad hoc in testimonium uocatis specialiter et rogatis.

26 <quos>] mgl. Aa.

3 <quam>] mgl. i Aa.

14 plenum] rettet fra plenam Aa.

19 qu<o>ndam] quandam Aa.

3 dampn<i>] dampnum Aa.

15 posteris] postteris ved linieskifte Aa.

31 s<e>xaginta] saxaginta Aa.

1 commississe = commisisse.

29: cf. Dipl. Dan. 3. rk. IV nr. 39.

Hartvig Krummedige af Kærstrup på Tåsinge i Odense stift, ridder, Volrad, Klaus, Anders og Jon, kaldet Krummedige, hans børn, til alle, hvem dette brev når, hilsen evindelig med Gud.

Alle skal vide, at da vi havde fremført vore klager mod de fromme mænd herr abbeden og det menige konvent i Esrom af Cistercienserordenen i Roskilde stift, vore elskede venner, på tinge, såvel på rettertinget i Antvorskov under forsæde af den berømmelige fyrste herr Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, som på Sjællands landsting og på Lynge herreds ting i samme land, angående landsbyen Uggeløse og dens tilliggender i samme Lynge herred, blev det påvist og vitterligt bevist af samme Esrom kloster på det nærmest derefter afholdte retterting i Roskilde og i nærværelse af samme vor herre kongen, at nævnte landsby Uggeløse med alle dens tilliggender, som retmæssigt og lovligt var tilskødet fornævnte abbed og menige konvent i Esrom med evig besiddelsesret i overensstemmelse med landets love og frit opladt dem af fru Ingefred Pedersdatter, kaldet af Ganløse — god ihukommelse — på samme Sjællands landsting, i mere end syv år før hendes død havde været i deres fredelige og ukærede besiddelse. Derfor erkender vi efter på fyldestgørende måde at have indhentet vejledning og råd herom hos vore venner og hos rets- og lovkyndige mænd med velberåd hu og efter grundig overvejelse, at vi og vore medarvinger i henhold til landets lov ingen ret har haft eller kan have til omtalte gods i kraft af arv eller ved noget som helst andet påskud, skønt vi i uvidenhed om retten hidtil har angrebet samme herrer angående besiddelsen af samme gods på Sofies vegne — god ihukommelse — min, Hartvigs, forhenværende hustru og vor, Anders' og Jons, kære moder, som værende nævnte Ingefreds nærmeste og rette arving. Derfor har vi i retten over for den ærværdige fader og herre i Kristus herr Niels, af Guds miskundhed biskop af Odense, og nedenfor skrevne vidner med vor og alle vore medarvingers endrægtige samtykke og frie vilje og efter nævnte Sofies begæring, som i nærværelse af os alle, såvel da hun var ved fuld fornuft, sund og karsk, som da hun lå på sit yderste, bønfaldende og fromt holdt fast på det, kasseret, ophævet, indstillet og på nedenfor nævnte måde annulleret processen og den med samme herrer og kloster i denne anledning førte og rejste strid, overbevist om det retfærdige heri, således at fornævnte herrer og klostret i Esrom skal have samme landsby Uggeløse med alle dens tilliggender, rørligt og urørligt, intet undtaget, at besidde fredeligt og med rette evindelig, idet vi og vore medarvinger, både nulevende og tilkommende, ubrødeligt bekræfter og godkender, at den gave, skødning og hjemling, der har fundet sted til og for dem, er foregået lovformeligt og rigtigt, og urokkeligt og uigenkaldeligt skal stå ved magt. Som tilbørligt vederlag for den møje, de udgifter og det tab, som oftnævnte Esrom kloster har haft og båret for vor skyld i den tid, da vi stredes om samme gods, og som efter en omhyggeligt foretaget vurdering af alt beløber sig til mindst 60 mark sølv — hvilke 60 mark de, skønt de ad lovens og rettens vej havde kunnet fravriste os og vore medarvinger dem, helt og fuldt og velvilligt har eftergivet os — giver vi med dette brev, tvunget af vor samvittighed, af egen drift, og for at der ikke mellem os, vore efterkommere og fornævnte konvent og dets fremtidige medlemmer skal opstå uendelige stridigheder, og begge parter følgelig forulempes ved unødig møje og udgift, afkald på al ret til fornævnte gods eller dets tilliggender, der nogensinde måtte synes at have tilkommet os eller vore medarvinger, uanset hvilke, i medfør af arveret eller ved ethvert andet påskud, og vi afstår fra nu af for vort og vore medarvingers vedkommende, nulevende og tilkommende, og specielt jeg, Hartvig, for min datter Ida i medfør af det værgemål, jeg med faderens ret udøver over samme, fra al den bistand, der er at hente i lovenes eller rettens bestemmelser til fordel for jomfruer, fra sædvane, som i Danmarks rige plejer at overholdes som lov, samt fra enhver indsigelse om svig, bedrag, retskneb og overhovedet fra enhver tilflugt til såvel kanonisk som borgerlig ret, endvidere fra (brug af) dokumenter og breve, såvel offentlige som private, som på noget tidspunkt vil kunne gavne os eller vore medarvinger eller arvinger og skade nævnte herrer abbed og menige konvent eller dettes fremtidige medlemmer i Esrom med hensyn til ovenstående eller noget af ovenstående. Men hvis nogen af os — hvad Gud forbyde — nemlig Hartvig, Volrad, Klaus, Anders eller Jon eller den til enhver tid værende lovlige værge for fornævnte jomfru Ida eller, om Gud vil, hendes fremtidige mand eller enhver anden af vore medarvinger eller arvinger i viden herom fordrister sig til at handle imed denne vor anordning, anerkendelse eller forpligtelse eller godkender, at det finder sted i hans navn, da skal det være samme herrer fra Esrom tilladt på grund af krænkelsen af denne overenskomst ved kirkens straf og med landets love at inddrive og oppebære 60 mark sølv fra samme lovovertræder, lige så ofte som det for en verdslig eller gejstlig dommer viser sig, at han med fuld viden har begået ovennævnte forseelser eller en af dem; og vi forpligter med dette brev fast os fornævnte, alle som een, og alle vore medarvinger og arvinger, nulevende og tilkommende, til ubrydeligt at overholde alt dette. Til vidnesbyrd om denne anerkendelse, ordning, afståelse og forpligtelse er vore segl hængt under dette brev tillige med segl tilhørende den ærværdige fader i Kristus herr Niels, fornævnte biskop af Odense, for hvem ovenstående er forhandlet i retten, og de ærværdige herrer Anders, prior ved St. Knud i Odense, Jakob af Nærå, præst, herr bispen af Odenses generalvikar i åndelige og timelige anliggender på Fyn, og Jens, præst, sognepræst ved St. Nikolaj i Svendborg. Givet i det Herrens år 1362 søndagen før evangelisten St. Lucas' dag i nærværelse af herr Henneke, forhen prior ved St. Knud i Odense, Lambert, subdiakon, og Bent, ovennævnte herr bispens klerke, og mange andre troværdige gejstlige og læge, særligt tilkaldt og opfordrede til at aflægge vidnesbyrd herom.