© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
In nomine sancte et indiuidue Trinitatis patris et filii et spiritus sancti. Ego Eschillus Dei gracia Lundensis archiepiscopus et apostolice sedis legatus. sancte matris ecclesie filiis tam presentibus quam futuris.
Notum esse uolumus quanta sollicitudine et industria satagebamus. per omnes Danie terminos religionem christianam et cultum diuine maiestatis dilatari. Quamobrem de diuersis ordinibus fideles collectos per predicte regionis partes. passim ordinauimus. ac ne Cisterciensis ordinis fratres nobis deessent. ad b<ea>tissimum Clareuallensis cenobii patrem dominum Bernardum quamuis multo labore et sumptu peruenimus. de cuius filiis semen unde seges postera fidelium animarum pululare <posset> nobiscum in terram nostram adduximus.
Quorum nos utilitati et quieti consulentes. locum qui uocatur Esrom eis prouidimus. quem ab Herico rege legittime nostro patrimonio commutatum iuste possedimus. Quem locum iccirco necessitati pauperum Christi destinauimus. pro eo quod multis habundet utilitatibus. in agris. in nemoribus in aquis et piscacionibus. in pratis et pascuis. superaddentes eis uillam que uocatur Widelingeruth cum silua et piscacione et ceteris append<ic>iis eiusdem loci. et uillam que uocatur Auolme cum silua et appendiciis eius. Superaddimus et mansionem unam nostram in Sande cum silua et ceteris appenditiis eius. Alteram uero mansionem que ibidem habebatur Waldemarus rex eisdem fratribus in elemosinam ob remedium anime sue contulit. cui ad deaurandum patris eius scrinium fratres predicti tradiderunt marcas auri duas. Postea uero processu temporis numero fidelium ibidem crescente. animaduertentes pauca pluribus non posse sufficere. ne ipsorum necessitati quicquam deesset. preter illa que supra taxauimus. superadiecimus in usus ipsorum uillam que dicitur. Aswarboth. quam partim pecunia nostra redemimus partim uero a possessoribus suis terram pro terra cambientes commutauimus. Sed et hoc notum facimus cunctis fidelibus quod Nicholaus comes carne et sanguine michi proximus. quicquid in Therbi proprietatis habebat predictis fratribus largitus est. superadiciens et aliam uillam que dicitur Doredorp. ut hac liberalitate sua in pauperes Christi exhibita. recipi mereretur in eterna tabernacula. Bundo quidam Bo nomine in predicta Therbi habitans hereditatem suam quam illic possidebat. pro. decem. marcis argenti uendidit predictis fratribus. Has uillas scilicet Therbi et Doredorp cum suis tenementis. <cum> domino Absolone episcopo Roskildensi fratres ipsi commutauerunt. receptis in concambio his. Dauidistorp. dimidia Lancholme et tota Eschisholme. eo quod finibus suis adiacerent. De uilla autem que dicebatur Tanga idem fratres concambium fecerunt cum antecessore eius bone memorie episcopo Azzero. restituentes ei uillam que dicitur Seneholme. Nec hoc pretereundum. quod reges Waldemarus et Kanutus pari assensu predictis fratribus donationem fecerunt. de. vi. partibus . vi. uillarum cum siluis et ceteris tenementis earum.
Igitur ut labor noster posteris in salutem proficiat animarum. hec semina benedictionum preiacientes. oblacionum nostrarum usuariis predictos fratres dotauimus. nec minus ipsi reges nostri largis donacionibus suis humanos se eis exhibuerunt. iuxta consilium Danielis peccata sua redimentes elemosinis. Quod et ceteros fideles imitari affectamus. ut simul gaudeant et qui seminat et qui de seminatis metunt.
Nos autem ne quis temerarius hoc donum nostre pie donacionis aliquando uiolare presumat. scripto nostro confirmamus. sigillo munimus. et sub anathemate interdicimus.
Quicunque huic nostre scedule obuiare presumpserit. anathematis iaculo perfodiatur. et a sancte matris ecclesie gremio sequestretur, donec resipiscat. et ad satisfactionem ueniat. Conseruantibus uero eidem loco que sua sunt. sit pax domini nostri Ihesu Christi. quatinus et hic fructum bone actionis percipiant et apud districtum iudicem premia eterne pacis inueniant Amen.
Huius rei testes sunt/
Ego Symon episcopus. ss.
Ego Nicholaus archidiaconus. ss.
Ego Iohannes decanus ecclesie sancti Laurentii. ss.
Ego Othmarus sancti Laurentii thesaurarius. ss.
Ego Alardus sancti Laurentii subdiaconus. ss.
Ego Petrus sancti Laurentii diaconus. ss.
Ego Marcus. abbas ecclesie Omnium sanctorum. ss.
Ego Robertus abbas Heriuadensis. ss.
Ego Walterus prepositus de Scania. ss.
26 b(ea)tissimum Nielsen, der læser betitissimum og retter a, der har bttitissimum med forkortelsesstreg over første stavelse.
28 (posset) Nielsen, mgl. a.
2 append(ic)iis] appendiis a.
20 (cum) Nielsen, mgl. a.
21 Dauidistorp. herefter hul i perg. a.
9 loco que herefter hul i perg. a.
9 cf. nr. 107. Svend Grathe [1151-1157]: quia multorum usui pauca et tenuci)a non ualent sufficere.
17 Luc. 16,: in æterna tabernacula.
28-29 cf. 2. Cor. 9: qui seminat in benedictionibus.
1 Dan. 4,4: quam ob rem rex .. peccata tua elemosynis redime.
2-3 Ioan. 444: ut, et qui seminat, simul gaudeat, et qui metit.
I den hellige, udelelige treenigheds, faderens, sønnens og den helligånds
navn. Jeg Eskil, af Guds nåde ærkebiskop af Lund og det apostoliske sædes legat, til alle den hellige moder kirkens sønner, såvel nulevende som fremtidige.
Vi ønsker, at det skal stå klart, med hvilken omhu og iver vi i alle Danmarks egne kæmpede for at udbrede den kristne tro og dyrkelsen af den himmelske majestæt. I det øjemed har vi samlet troende mænd fra forskellige klosterordener og anbragt dem på forskellige steder i fornævnte land, og for at der ikke skulde mangle os brødre af cistercienserordenen, drog vi trods megen møje og under store udgifter til den hellige fader i klostret i Clairvaux, herr Bernard; og ud af hans sønner medbragte vi til vort land en såsæd, af hvilken der senere kunde fremspire en høst af troende sjæle.
Idet vi betænkte, hvad der var til gavn og fred for dem, drog vi omsorg for, at de fik overladt det sted, som kaldes Esrom, hvilket vi besad med rette, mageskiftet på lovformelig vis med kong Erik for vor fædrenearv. Dette sted har vi derfor bestemt til Kristi fattiges fornødenheder, fordi det har en stor overflod på agre, skove, vandløb og fiskevande, enge og græsningsområder, og vi gav dem yderligere den landsby, som hedder Villingerød, med skov, fiskevand og øvrige tilliggender til samme sted og den landsby, der hedder Auolme, med skov og sine tilliggender. Vi lagde ydermere en hovgård til, som vi ejer i Såne, med skov og øvrige tilliggender. En anden hovgård sammesteds overdrog kong Valdemar til samme brødre som en from gave til gavn for sin sjæl; og de fornævnte brødre gav ham to mark guld for dermed at forgylde hans faders skrin. Men da sidenhen i tidens løb de troendes tal sammesteds tog til, og da vi bemærkede, at dette lidet ikke var tilstrækkeligt til mange, har vi, for at de ikke skulde mangle fornødenheder, foruden det ovenfor opregnede yderligere til deres brug føjet den landsby til, som hedder Asserbo og som vi dels har frikøbt for vore egne penge, dels har erhvervet ved mageskifte med dens ejere, idet vi byttede jord mod jord. Men også dette gør vi vitterligt for alle troende, at grev Niels, der er min nærmeste i kød og blod, til de fornævnte brødre har skænket alt, hvad han ejede i Tjæreby, idet han tilføjede en anden landsby, som hedder Torup, for at han ved denne gavmildhed mod Kristi fattige kunde gøre sig fortjent til at optages i de evige boliger. Og en bonde ved navn Bo, som boede i fornævnte Tjæreby, solgte sin arvelod, som han ejede sammesteds, til fornævnte brødre for 10 mark sølv. Disse landsbyer, nemlig Tjæreby og Torup med deres tilliggender mageskiftede brødrene med herr Absalon, biskop af Roskilde, og modtog i mageskifte dette: Davidistorp, det halve af Langholm og hele Eskilsholm, fordi dette grænsede op til deres område. Men angående den landsby, som hed Tange, gjorde samme brødre et mageskifte med hans forgænger biskop Asser, god ihukommelse, idet de gav ham landsbyen, der hedder Seneholm i stedet. Det bør heller ikke forbigås, at kongerne Valdemar og Knud begge endrægtigt overdrog de fornævnte brødre en gave på seks dele af seks landsbyer med skove og deres øvrige tilbehør.
For at vor møje altså skal blive til gavn for efterkommernes sjælefrelse udkastede vi disse velsignelsens sædekorn og udstyrede de fornævnte brødre med udbyttet af de gaver, vi havde overdraget, og vore konger viste sig ikke mindre venlige over for dem med rige gaver, idet de efter Daniels råd bødede deres synder med barmhjertighed. Og det ønsker vi stærkt, at andre troende må efterligne, for at de kan glæde sig sammen, både den, som sår, og den, som høster.
Og for at ingen nogensinde forvovent skal driste sig til at gå imod denne vor fromme gave, stadfæster vi den med vort brev, bestyrker den med vort segl og forbyder det under straf af banlysning.
Hver den, som drister sig til at overtræde dette vort aktstykke, skal gennembores af banlysningens od og udelukkes fra vor hellige moder kirkens skød, indtil han besinder sig og gør bod. Vor herre Jesu Kristi fred være med dem, som bevarer det for denne stiftelse som er dets ret, så de både her må nyde frugten af deres gode gerninger og hos den strenge dommer modtage den evige fred som løn. Amen.
Vidner herom er:
Jeg Simon, biskop, har skrevet under.
Jeg Niels, ærkedegn, har skrevet under.
Jeg Jens, dekan ved St. Laurentii kirke, har skrevet under.
Jeg Othmar, skatmester ved St. Laurentii kirke, har skrevet under.
Jeg Alard, subdiakon ved St. Laurentii kirke, har skrevet under.
Jeg Peder, diakon ved St. Laurentii kirke, har skrevet under.
Jeg Markus, abbed ved Allehelgens kirke, har skrevet under.
Jeg Robert, abbed i Herrevad, har skrevet under.
Jeg Walter, provst i Skåne, har skrevet under.
Ærkebiskop Eskils store privilegium for Esrom kloster er affattet i pluralis majestatis; kun på eet sted anvendes singularis for at betegne et nært personligt forhold. Privilegiet indledes med en invocatio, der har den lange In nomine-form, og intitulatio med Ego-indledning. En publicatio fører over i narratio. Ærkebiskoppen betoner i denne, hvad hans stræben er gået ud på: at sprede kristen tro og gudsdyrkelse overalt i Danmark. I dette øjemed, fortsætter han, har han rundt om i landet ordineret brødre af forskellige ordener, og for at brødre af cistercienserordenen ikke skulle savnes, har han besøgt den hellige Bernard og ført med sig hjem en udsæd, fra hvilken en afgrøde af troende sjæle med tiden skal kunne vokse frem. Når ærkebiskoppen derefter går over til at opregne Esromklostrets ejendomme i dispositio, opregner han i første række, hvad han selv og hans nære slægtning grev Niels (cf. nr. 127) har skænket klostret; han udtaler, ikke uden brod, at han på lovlig vis har tilbyttet sig selve Esrom fra kong Erik Lam mod arvet gods og således har besiddet stedet med rette. Udover sine egne og grev Niels' gaver optager han — bortset fra de forandringer, som er sket ved mageskifter med disse gaver — hvad brødrene har erhvervet til udvidelse af to af de doterede ejendomme. Eskil erklærer tilsidst, at han ikke vil forbigå, at kongerne Valdemar og Knud har givet seks andele i seks landsbyer, men omtaler hverken deres beliggenhed eller størrelse. Privilegiet korroboreres herefter under trusel om anathema. Det sker til værn mod den, der fordrister sig til at krænke hoc donum nostre pie donacionis. Sanctio, der omfatter både comminatio og præmieformel, minder i formuleringen om sanctionen i pavelige privilegier. En vidnerække afslutter, vidnerne underskriver.
Ærkebiskop Eskils privilegium for Esrom kloster står som et monument over hans virke for klostervæsenet i Danmark. Betoningen er lagt på hans egen indsats og på hans egne og grev Niels' dotationer. Men nogen grund til som følge heraf at anse privilegiet for ufuldstændigt, hvad angår godsopregningen iøvrigt, foreligger næppe.
Privilegiet er i tidens løb blevet henført til vidt forskellige år: 1137-1177, 1150, omkr. 1153, omkr. 1162, 1170-1174, 1173, omkr. 1173, 1174, omkr. 1176.
For at nå frem til en datering, må man til en begyndelse nærmere undersøge, hvornår de ejendomme, som opføres i privilegiet, kan være kommet i klostrets besiddelse.
Af ejendommene i privilegiet tilhørte følgende klostret, da Eugenius 3. udstedte sit privilegium 1151 29. december (nr. 106): Widelingenruth cum pertinentiis suis. Aueholm. Quitquid habetis in Tanga. et Dauithesthorp ex dono uenerabilis fratris nostri Eschilli Lundensis archiepiscopi. Udtrykket: quitquid habetis, oplyser, at kun en del af de sidstnævnte landsbyer på dette tidspunkt var i klostrets besiddelse.
I tiden fra 1151 til engang i løbet af kong Valdemars første regeringsår (1157 23. oktober—1158 22. oktober) kan man med sikkerhed konstatere, at følgende besiddelser er kommet til: landsbyen Seneholme, erhvervet fra biskop Asser af Roskilde (✝ 1158 18. april), seks andele i seks landsbyer, givet af kongerne Valdemar og Knud (✝ 1157 9. august), landsbyen Doredorp, givet af grev Niels (død senest 1156 30. april), og endelig den andel i Tjæreby, som den sidstnævnte ejede. Af disse besiddelser kom Seneholme tilbage til biskop Asser; denne afgav i stedet landsbyen Tanga, af hvilken en del allerede tidligere var skænket til klostret af Eskil. Hvad der kom til i Valdemars første regeringsår, var sluttelig en gård eller det halve af landsbyen Såne; det blev tilskødet klosteret af kong Valdemar og Peder Lagesen (nr. 122). Den anden halvdel af Såne var ved privilegiets udfærdigelse i brødrenes besiddelse. Denne halvdel, den anden gård i landsbyen, var skænket af ærkebiskop Eskil.
Foruden de ejendomme, Esrom kloster som påvist erhvervede i tiden fra dets stiftelse til engang i kong Valdemars første regeringsår, har endnu nogle ejendomme ved privilegiets udfærdigelse været i klostrets besiddelse: landsbyen Asserbo, som ærkebiskop Eskil havde erhvervet ved køb og mageskifter og skænket til brødrene, fremdeles Davidistorp, af hvilken brødrene allerede ejede en del, det halve af Lancholme og hele Eskilsholm. De tre sidstnævnte besiddelser var erhvervet ved mageskifte med biskop Absalon af Roskilde. I stedet havde denne fået Tjæreby og Doredorp; den førstnævnte ejendom var da forøget udover grev Niels' gave derved, at klostret havde købt, hvad bonden Bo ejede i landsbyen.
Tiden for Esrom klosters besiddelse af Asserbo kan til en vis grad klarlægges. Asserbo overgik fra klostret i Absalons eje; til dette sted henlagde han det karteuserkloster, han var med til at oprette. Forhandlingerne om indkaldelsen af munkene til dette kloster førtes i årene 1161-1163 (nrr. 142, 148), og munkene må være kommet hertil i det sidstnævnte år eller et af årene derefter, uden tvivl senest omkr. midten af 1160'erne. Det er sandt, at Sorø kloster, efter at munkene havde forladt Danmark, ved mageskifte kom i besiddelse af Asserbo; man har Absalons egen beretning derom (SRD IV 469). Men hvad privilegiet sigter til, er Esrom klosters ejerperiode forud herfor; det fremgår klart og tydeligt af, hvad der siges om adkomsten til Asserbo: Eskil har dels erhvervet Asserbo ved køb, dels tilbyttet sig dette jord for jord. Hvornår Eskil skænkede Asserbo til Esrom kloster, kan ikke bestemmes nærmere; men omkring midten af 1160'erne tilhørte det ikke længere klostret.
En nøjere tidsfæstelse af Esromklostrets besiddelse af Davidistorp, det halve af Lancholme og hele Eskilsholm kan ikke gives. Men alle tre ejendomme er opført i privilegiet og må altså have været i klostrets besiddelse, inden Asserbo ophørte at tilhøre det.
Når man nu på grundlag af det, som her er anført om Esrom klosters gods, skal søge at fastsætte tiden for udstedelsen af privilegiet, er det uden videre klart, at det må være affattet efter Roskildebiskoppen Assers død 1158 18. april og Absalons forfremmelse til hans efterfølger kort efter (Lauritz Weibull, Tiden får Absalons tilltråde till årkebiskopsdåmet Lund. Scandia XIII 107; Nordisk historia II 412), og inden Absalon kom i besiddelse af Asserbo i den første halvdel af 1160'erne. At flytte den terminus post quem, som her er konstateret, fremefter, lader sig ikke gøre. Spørgsmålet er, om terminus ante quem kan bestemmes nærmere.
Man har her visse udgangspunkter. Eskils privilegium har ingen primastitel i intitulatio — han opnåede denne titel 1164 (nr. 153). Privilegiet angiver intet udstedelsessted, men må være udfærdiget i Lund, i hvert fald i Danmark — dets underskriverliste viser dette tilfulde. Det kan under disse forhold ikke være udstedt senere end i sidste halvdel af året 1161 — ærkebiskoppen gik da i landflygtighed og vendte først tilbage 1167 (nr. 180). Et andet privilegium af Eskil for Esrom kloster, dateret 1158 8. august, fører videre (nr. 127); det stadfæster klostrets besiddelse af en jord i landsbyen Veksebo. Det drejer sig her om en af de jorder, som blev skænket klostret af grev Niels, altså senest 1156 30. april, grev Niels' dødsdag; ikke desto mindre er denne jord ikke opført i det store Eskilsprivilegium. Hvorfor dette ikke er sket, kan læses ud af privilegiet fra 1158 8. august: ejendomsretten til jorden var omtvistet; der var fra anden side rejst klage mod doteringen. Slutningen kan vanskeligt blive nogen anden end een: det store Eskilsprivilegium for Esrom kloster, som ikke optager den jord, grev Niels skænkede i Veksebo, skønt der lægges så megen vægt netop på hans donationer, er blevet udfærdiget med 1158 8. august som terminus ante quem.
Hvis den datering, som denne undersøgelse leder frem til, er rigtig, er det klart, at den må kunne forenes med de oplysninger, som privilegiet indeholder om de vidner, der opføres i det. De er alle kendt andetstedsfra med undtagelse af den sidste i rækken: Walterus prepositus de Scania. Kun for en enkelts vedkommende: Symon episcopus, kan der rejses tvivl om, at han 1158 skulle kunne føre den titel, han tillægger sig.
Denne Simon var biskop i Odense. Den første gang, han udenfor det foreliggende privilegium nævnes som biskop, er 1163 24, marts i fundationsprivilegiet for Tvis kloster (nr. 152). Efter tidligere at have været provst i Lund (Lunds domkyrkas nekrologium 114; Libri memoriales capituli Lundensis, ed. Weeke, 120) skal han, efter hvad man mener, ialfald ikke før 1162 være blevet biskop i Odense. Opfattelsen hviler på en fortolkning af Saxo. Ifølge denne blev Livo, der fungerede som provst ved St. Albans kirke i Odense (nr. 71), dagen efter Valdemar 1.s møde med kejser Frederik Barbarossa under Absalons protest i St. Jean-de-Losne (i september) 1162 salvet til biskop af Odense af pave Victor 4. (Saxo lib. XIV c. 28:20; ed. Muller-Velschow 784; Olrik-Ræder 443: Octauianus Liuonem, Othoniensium electum, uehementer ab Absalone prohibitum, falsa pontificis unctione prosequitur). Dette er muligvis rigtigt. Men når man deraf drager følgende slutning: altså var Simon endnu ikke biskop af Odense, er dette ikke uden videre sikkert. Livo var skismatiker; en skismatisk pave indviede ham; og Livo, mod hvis bispeværdighed Absalon skal have protesteret, kan lige så vel være blevet indviet til en besat som til en vakant bispestol. I denne sammenhæng bør det også bemærkes, at Simons forgænger som biskop af Odense Rikulf ikke nævnes efter 1157 (SRD VII 220), og at biskoppen af Odense som den eneste af Danmarks biskopper ikke deltog i det provinsialkoncilium, som holdtes i Roskilde engang i årene 1157-1158 (nr. 120). En bestemmelse af, hvornår Simon blev biskop, må tage sit udgangspunkt i det foreliggende privilegium af [1158], ikke i Tvisprivilegiet eller i Saxos fortælling.