TilN Ingeborg, de Franskes berømmelige dronning.

Vi tror, at du hidtil har forstået og nu til fulde har indset, hvor stor en omsorg og omhu vi har sørget for at udvise i din sag, da vi omsider, skønt vi først ved breve og sendemænd havde sørget for at påminde vor meget kære søn i Kristus Filip, de Franskes berømmelige konge, om på ny at tage dig til sig i overensstemmelse med rettens forskrifter, efter at have badet sårene med olie ligesom Samaritanen har ment at burde gyde vin påN og fælde interdiktdom mod samme konges land, og omendskønt kongen følte sig krænket og har ment at måtte lægge sin hånd tungt på de gejstlige og kirkerne, har han alligevel nu, idet Herren har givet os et godt tegn, på vor befaling ved mellemkomst af vor ærværdige broder biskop Octauianus af Ostia, det apostoliske sædes legat, hvem vi har sendt til de Franskes rige ganske særlig på grund heraf, i sit hjerte bøjet sigN til lydighed under de apostoliske befalinger, således at han har ydet fuld erstatning så vel til de gejstlige som til kirkerne for de krænkelser og tab, de har lidt, og på ny taget dig til sig som sin hustru og de Franskes dronning efter at have tilsidesat sin medhustru og ladet aflægge ed på sin sjæls salighed på, at han vil behandle dig på kongelig vis og ikke skille sig fra dig uden kirkens dom, således som samme legatN og vore ærværdige brødre biskop Odo af ParisN, Niuelo af SoissonsN og Garnerius af Troyes og nogle andre biskopperN, som var til stede, har givet os underretning om ved deres breve. Derfor har de, som så vel under dit navn som under dit segl har sendt brevN til os om dette, heri givet udtryk for mange ting, som de — de tilgive os dette — uden skade for sandheden havde kunnet fortie. Thi det er vor faste tro, at førnævnte legat, som ikke vilde vove at overskride den instrux, der er givet ham af os, aldrig har forkyndt, at du i syv måneder skulde være både kongens hustru og de Franskes dronning, sålidt som han i ordlyden af eden har medtaget, hvad kongen end har sagt om, at førnævnte konge på denne måde i samme tidsrum ikke skulde skille sig fra dig uden kirkens dom, men i samme tidsrum lade dig behandle på kongelig vis, eftersom samme biskopper, som ikke uden videre over for os kunde undertrykke sandheden og fremstille usandheden i så vigtig en sag, ikke har givet nogen omtale heraf i deres breve. Hvorledes skal man desuden tro, at du overhovedet ikke kan tale med nogen uden vidner, der er udpeget hertil af kongen, og at den høje konge i nærværelse af dem efterforsker både dette og andre tingN, som du betroede dine klerke at skrive? Men hvis noget hidindtil er undladt af det, som vi har befalet skulde forudskikkes, vil vi med Herrens bistand sørge for, at det opfyldes i troskab, og herom skriver vi både til samme kongeN og til legatenN. Vi påminder og opfordrer dig altså i Herren til, høje dronning, at du hos Ham, som i følge salmisten er vor tilflugt og kraft og vor hjælper under trængslerneN, sørger for at bede fromt og vedholdende om, at samme konge nådigt beholder dig som ægtefælle og behandler dig som en kærlig ægtemand. Thi hvem ved, om du ikke får, når du beder, finder, når du søger, og at der lukkes op for dig, når du banker påN? Bed derfor, søg og bank på, bliv ved, når det er belejligt, og når det er ubelejligtN, om da ikke Herren måske på grund af dine vedholdende bønner vil se i nåde til dig og ynkes over din nød og dine tårer og indgive samme konge en from kærlighed til dig og værdiges at kalde ham bort fra hans hårdhed. Du skal også ved breve og sendemænd sørge for vedholdende at bede din broder, vor meget kære søn i Kristus Knud, de Danskes berømmelige konge, til hvem vi ligeledes skriver på nyN, om at han til forsvar for din sag vil sende duelige befuldmægtigede tillige med sagførere og vidner, og hvad andet han finder vil være til gavn, da han ikke kan undskylde sig med afmægtighed, og måtte det være lige så let eller lettere for ham, for så vidt som din forsikring understøttes af sandheden, gennem sine folk at fjerne den hindring, der ligger i det hævdede svogerskab, end for den anden part, med mindre sandheden ligger til grund for hans påstand, på lovlig vis at godtgøre den. Men du skal vide og være forsikret om, at vi med Herrens bistand ikke vil svigte dig i din sag, omendskønt vi ikke har kunnet og ikke ønsker at nægte at låne kongen øre, når han fordrer retfærdighed.

Givet i Lateranet den 31. oktober.