Nærværende mageskiftebrev, der er udateret, har som udsteder en biskop Peder af Roskilde, som tillige er kongens kansler. I henhold til ærkebiskop Anders Sunesens stadfæstelse, nr. 152, er det udelukket, at der kan være tale om nogen senere biskop end Peder Sunesen. Denne beklædte Roskilde bispestol fra 1192 til 1214 29. oktober, da han afgik ved døden (Liber daticus Roskildensis, 43, 202).

Mageskiftebrevet har tidligere været dateret til 1210 eller tiden omkring dette år. Der er herved uden tvivl taget hensyn til en oplysning, der indeholdes i helgenskriftet om abbed Vilhelm. Det hedder dær, at Peder Sunesen 1210 17, juni indviede højaltret i den nye teglstenskirke i Æbelholt (Vitae sanctorum Danorum 3514). Sammenholdes dette med Anders Sunesens stadfæstelsesprivilegium, hvor det meddeles, at biskop Peder har overdraget tienderne til operi sancti Thome de Paraclito, er der her mulighed for en sammenhæng.

En sikrere og mere holdbar tidsfæstelse må søges ad andre veje. I texten oplyses det, at bispens broder Lars i sit testamente har efterladt klostret Kagerup. Det fremgår endvidere af sammenhængen, at klostret nu kunde gøre sin ret til ejendommen gældende. Dette forudsætter, at testator er afgået ved døden. Lars Sunesen faldt i slaget ved Lena 1208 31. januar (Annales Danici s. 130, 139), og hans dødsdag opføres under samme dato i Obituarium ecclesiæ beatæ uirginis Hauniensis (SS. rer. Danicarum VI 373). Nævnte år og dag bliver herefter terminus post quem for mageskiftebrevet, mens Roskildebiskoppens død 1214 29. oktober udgør terminus ante quem. Disse samme tidsgrænser har også gyldighed for Peder Sunesens stadfæstelse af Æbelholt klosters gods, nr. 151.

Texten afsluttes med en apprecatio: Amen. Ordet er i Æbelholtbogen blevet gennemstreget, hvad der også er tilfældet med samme ord i Anders Sunesens stadfæstelse, nr. 152. Gennemstregningen kan opfattes som en forsiring, men der er også den mulighed, at der er tale om en overstregning af apprecationen i de to diplomer, hvorefter den skal udgå. Ordet er da at betragte som en fremmed tilføjelse, der er slettet. Til støtte for denne tanke kan anføres, at en pavebulle i Æbelholtbogen er blevet forsynet med et lignende tillæg til slut: Amen dicat omnis populus et dicat omnis populus Amen (Alexander III [1170-77], SS. rer. Danicarum VI 136). Den pågældende bulle hører til typen priuilegia maiora. Disses formulering ligger fuldstændig fast, jf. nr. 38. Det kan derfor med fuld sikkerhed udtales, at den anførte apprecatio er føjet til af en fremmed og ikke kan have stået i originalen. Noget tilsvarende kan gælde de to biskoppelige diplomer, vi har at gøre med i denne sammenhæng.