Til ærkebiskop Anders af Lund, det apostoliske sædes legat.

Eftersom menneskets indsigt jævnlig kommer til kort i de mindste og i de største ting, er det klogt at spørge, når betænkeligheder og tvivl melder sig.

Du har da anmodet om at blive retledet af det apostoliske sæde, om præster, der har to friller efter hinanden, skal anses for bigamister, så at du ikke kan give dem dispensation, hvad angår udøvelsen af deres embede, da de er ifaldet irregularitetN, og om præstesønner bør forfremmes til de hellige grader uden videre, og om du bør tåle, at Sverrigs præster åbenlyst er gifte, da de forsikrer, at de har bekræftelse herpå ved et privilegiumN fra en pave. Hertil har vi ment at burde svare følgende: eftersom førnævnte præster, når de har flere friller enten samtidigt eller efter hinanden, ikke ifalder den irregularitet, der skyldes bigami, vil du, hvad angår udøvelsen af præsteembedet, kunne give dem dispensation såsom brændemærket af simpel utugt, såfremt de sørger for at leve i afholdenhed. Men angående præstesønnerne kan man så vel af pave Urban II.s bestemmelseN som af konciliet i PoitiersN drage den slutning, at de ikke bør forfremmes til de hellige grader, med mindre de lever et liv i fromhed enten i klostre eller i et regelbundet kanonikat. Men angående Sverrigs præster kan vi ikke give noget bestemt svar uden at se det privilegiumN, som de påberåber sig.

Du har endvidere forespurgt, om lægmænd, som voldeligt har lagt hånd på præster eller andre gejstlige, der er grebet på fersk gerning i tyveri, ifalder den kanoniske bestemmelse om forkyndt domN, hvis nævnte gejstlige ikke kan gribes uden at anvende vold, og om en gejstlig, som du har stærkt begrundet formodning om er en falskner, og som, skønt stævnet på lovmæssig måde for dig personligt, havde nægtet at møde, kan bringes for domstolen med anvendelse af vold, uden at der bliver tale om bandlysningsdom. Hertil svarer vi følgende: at man ikke i noget af de førnævnte tilfælde pådrager sig bandlysningsdom, når der blot foreligger en befaling fra de prælater, hvis jurisdiktion sådanne gejstlige er underkastet, da handlingen ikke synes at falde tilbage på disse lægfolk, men derimod på dem, på hvis myndighed de gør det — når da lægfolkenes anvendelse af vold ikke får et større omfang, end de gejstliges forsvar eller opsætsighed nødvendiggør.

Du har derefter også spurgt, om munkene i Allehelgens kloster kan udstrække et privilegiumN af din forgænger Eskil, saligt ihukommet, der bevilger dem at måtte beholde bispetienderne, til de besiddelser, der senere er erhvervet og i fremtiden bliver erhvervet. Herpå giver vi dig, broder, dette svar, at din forgænger, hvis afkaldet på nævnte tiender er gjort i overensstemmelse med de kanoniske regler, ved uden nærmere bestemmelse at give afkald på de biskoppelige tiender til fordel for klostret synes at have ment ikke alene tienderne fra besiddelserne på samme tidspunkt, men også de fremtidige, eftersom han ikke har undtaget noget og kunde have gjort det, og den videstgående fortolkning bør anvendes, når det gælder gaver til kirken, og een og samme ting ikke bør bedømmes efter forskellig retN. Eftersom der nu undertiden sker det, at der ikke fremstår nogen anklager offentligt, som rejser klage mod et allerede indgået ægteskab, men at du underhånden modtager anmeldelser om slægtskabs- eller svogerskabshindringN, har du spurgt, om du bør forbigå sådant i tavshed eller for at bruge dine ord, tage skridt til at udmelde mededsmændN. Hertil svarer vi i korthed følgende: at du, hvis værdige personer, til hvem man med rette bør fæste lid, angiver for dig, broder, at nogle, som er gift med hinanden, er indbyrdes beslægtede, kan tage skridt i henhold til dit embede, selv om der ikke fremstår nogen åbenlys anklager, så at du efter omhyggeligt at have efterforsket sandheden kan træffe afgørelse, som retsordenen forlanger, ganske særligt hvis der er vakt anstød af en sådan forbindelse.

Fremdeles vil du med hensyn til den velbyrdige mand N.N, angående hvem der for at opnå dispensationN fra det apostoliske sæde — en bevilling til at forblive i ægteskabet med den kvinde, han er beslægtet med i femte slægtskabsgradN — over for os var påberåbt en begrundelse, der var urigtig, nemlig at der var afkomN, eftersom den eneste datter, han havde, som din forespørgsel meddelte, jo var gået al kødets gang, før han opnåede dispensationen, kunne lade ham blive i den således indgåede forbindelse, da du, som du forsikrer, finder, at en skilsmisse i høj grad vil vække anstødN. Endelig skal du broder ærkebiskop, ved at udrydde laster og udplante dyder sørge for at være årvågen over for dig selv og den dig betroede hjord på en sådan måde, at du på den yderste strenge dommens dag kan aflægge et regnskab, der er dig værdigt, for den frygtindgydende dommer, som skal gengælde hver enkelt, hvad han har øvet.

Givet i Segni den 3. oktober i vort pavedømmes sekstende år.