IN den hellige og udelelige treenigheds, faderens og sønnens og den helligånds navn, amen. Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, hertug af Jylland, herre over Nordalbingien, til alle retsindige, der ser dette brev, hilsen med Kristus.

Skønt vi ifølge det embede, der er overdraget os ved Guds styrelse, ikke blot skal hjælpe alle, der findes inden for vort riges grænser, til at få og bevare deres ret, men også ubrydeligt overholde det, som er overdraget af vore forgængere og andre gode mænd, erkender vi os dog i særlig grad som skyldnere over for dem, der særligt har hengivet sig til tjeneste for os. <1> Idet vi derfor tager dette omhyggeligt i betragtning, har vi anset det for rigtigt med kongelig myndighed at overdrage Lybæks borgere den samme frihed både med hensyn til afgrænsningen og brugen af deres land og hvilke som helst andre ting, som først blev overdraget dem af hertug Henrik og derefter af kejser Frederik, da grev Adolf af Schauenburg og grev BernhardN førte sag mod vore borgere i Lybæk. <2>N Dette er altså afgrænsningen af det land, der med vor myndighed er givet og udlagt til nytte for samme by. Fra byen mod øst indtil floden Stepenitz og fra den anden side af Stepenitz indtil Radegast. Fra byen mod syd indtil Ratzeburg sø og fra den anden side af søen indtil Ratzeburg. Fra byen mod vest indtil floden Stecknitz og fra den anden side af Stecknitz indtil Mölln sø. <3> Inden for disse grænser må alle, der bor i vor by Lybæk, af hvilken stand de end er, på enhver måde drage nytte af veje og ufarbart område, af dyrket og udyrket land, af vande og fisk, af skove og af græsgange, og bruge skibe eller vogne til transport, hvad der nu er nødvendigt. <4> Vi stadfæster også for vore borgere brugen og nytten af det nedenfor skrevne afgrænsede område, således som det er opladt i kejserens hånd af grev Bernhard og grev Adolf. Fra byen opefter lige til købingen Oldesloe, således at de på begge sider af floden Trave i to miles udstrækning må bruge skoven både med hensyn til træ og enge og græsgange med undtagelse af den skov, der er overgivet til sankt Mariaklostret. <5> Desuden skal det være tilladt disse borgere og deres fiskere at fiske overalt fra ovennævnte købing Oldesloe indtil havet uden for grev Adolfs fiskepæle, således som de har plejet at gøre fra hertug Henriks tid. <6> De må også på enhver måde bruge skovene i Dassow og Klütz og Brodten, for at de kan hugge det nødvendige gavntræ i dem både til fyring og til skibe eller huse eller andre bygninger i deres by, men uden svig, så at de for eksempel sælger velegnede og brugbare skibe alle vegne uden at være tvunget til det og bygger sig andre eller fører træ bort for at sælge det til fremmede folkeslag. <7> Desuden må de lade deres svin og ligeledes deres kvæg eller trækdyr græsse i hele grev Adolfs land, dog således at svinene eller kvæget kan vende tilbage fra græsningen til bymarken samme dag, som de kom derfra om morgenen. <8> Desuden har vi også imødekommet, hvad der er gavnligt for dem, og ligeledes tilstået dem alle de rettigheder, som byens første grundlægger, Henrik, fordum hertug af Saksen, tilstod dem og bestyrkede med sit privilegiumN, nemlig patronatet over sognekirken sankt Maria, således at borgerne, når sognepræsten dør, i patronens sted kan vælge sig den sognepræst, de ønsker, og præsentere ham for biskoppen. <9> Dertil, at de frit må drage ud og vende tilbage gennem hele hertugdømmet Saksen med deres varer uden hanseN og uden told undtagen i Artlenburg, hvor de skal betale fem penning pr. vogn, idet vi tilføjer, at de må føre lige så mange vogne frit tilbage uden told, som de har ført derudover, og for hvilke de har betalt ovennævnte told, såfremt de vender tilbage inden år og dag. <10> Og hvem end af dem, der bliver tiltalt i en hvilken som helst sag, må i hele vort kejserrigeN og i hertugdømmet rense sig for stedets dommer uden svig i henhold til nysnævnte bys love. <11> Desuden skal rådmændene dømme i sager om alle byens retsbud, det vil sige koreN. To trediedele af, hvad de modtager herved, skal de betale til byen, een trediedel til dommeren. <12> Halvdelen af den indtægt, der fremkommer ved at bekræfte freden for en eller anden, skal betales til borgerne, resten til dommeren. <13> Men kommer der nogen økonomisk vinding ved en retssag med anklager, skal dommeren have en trediedel, anklageren en trediedel og byen en trediedel. Halvdelen af den indtægt, der fremkommer ved domstolen, tilfalder byen og den anden dommeren. <14> Og hvis nogen dør i byen og muligvis ikke har nogen arving, har vi bestemt, at hele arvén og bohavet efter ham skal opbevares i sin helhed i det hus, han dør i, medmindre en slægtning af ham muligvis kommer til stede inden for det fastsatte tidsrum og kan få det i overensstemmelse med byens ret. Men hvis der ikke inden for dette tidsrum kommer nogen af hans slægtninge, skal alt, hvad han efterlod, betales til kongen. <15> Russere, gotlændere og nordmænd og de øvrige østlige folk må frit uden told og uden hanseN komme til og rejse bort fra den oftere nævnte by. <16> Fremdeles må købmænd fra et hvilket som helst rige og en hvilken som helst by komme hertil og frit sælge og købe, blot de betaler den skyldige told: fire penning af hver fjerdedelN, ikke mere af 1000 mark. <17> Men hvis en eller anden ønsker at sejle bort, skal han give 15 penning af hver læst, han har med sig, og hvis han ikke har nogen og spiser eget brød, skal han give fem penning, og lige så mange læster han har, for hvilke han har betalt told, lige så mange skal være fri herfor, dersom han vender tilbage inden år og dag. <18> Hvis fremdeles nogen vil veksle sølv i samme by, må han frit veksle, hvor der end byder sig en lejlighed for ham, når blot det ikke sker foran mønten. <19> Men rådmændene skal have denne særlige rettighed som gave fra os, at de må prøve mønten så mange gange om året, de vil, og hvis møntmesteren forser sig, skal han bøde, og hvad der kommer ind som bøde, skal med halvdelen tilfalde borgerne, resten kongen. <20> Desuden stadfæster vi for dem ved en særlig gave, at intet menneske, af høj eller lav rang, må være til hinder for fornævnte by inden for eller uden for dens afgrænsede område ved at rejse bygninger eller fæstningsværker, men hvis nogen på nogen som helst måde afspærrer deres bymark til lands eller til vands, skal de i tillid til vor myndighed drive ham bort og frigøre bymarken. Hvem der end ligeledes sætter sig i besiddelse af bygninger og derved tiltager sig byens åbne pladser, skal bøde 60 ørtug, hvis han bliver tiltalt. <21> Men nysnævnte bys borgere skal ikke drage i leding, men forsvare deres egen by. <22> Hvis fremdeles nogen fra samme by andetsteds bliver tiltalt angående sin frihed, kan han, hvor som helst han tiltales, opnå sin frihed der ved mededsmænd alene. Hvis nogen udlænding overrumpler en borger og rejser tiltale mod ham angående hans frihed, er borgeren nærmere til at opnå sin frihed ved mededsmænd alene end udlændingen til at fælde ham. Men hvis nogen fra deres land rejser tiltale mod nogen angående hans frihed, og den tiltalte kan bevise, at han har opholdt sig år og dag i byen uden tiltale, går han fri. <23> Og eftersom det er vor vilje, at vore fornævnte borgeres rettigheder på ingen måde skal mindskes af os, men øges i alle henseender, således som vi finder det til gavn, tillægger og tilstår videm med vor myndighed, at de indtil det sted, hvor floden, som kaldes Trave, når under oversvømmelse, i alt må nyde den samme ret og frihed som i byen. Det er ligeledes vor vilje, at de indtil broens ende må benytte den samme ret og frihed som i byen. <24> Desuden tillægger vi som gave, at de, hvor som helst de inden for vort rige, både i Danmark og i Venden, enten i eller uden for havnen, som kaldes Travemünde, måtte lide skibbrud, uanfægtet må besidde alt, hvad de ved egen hjælp kan redde, og ingen af vore ombudsmænd eller ligeledes andre repræsentanter for vor magt, af gejstlig eller verdslig stand, må fordriste sig til at bemægtige sig noget af det, som de har reddet ved egen eller andres hjælpN. <25> Efter at alt dette er stadfæstet for vore elskede borgere, stadfæster vi dertil ved en særlig nåde, at hvad de for fremtiden formår at forbedre i deres egen ret inden for byen, skal de ikke undlade at forbedre, dog uden skade for vor dommer. For at altså dette vort stadfæstelses- og gaveprivile gium, der er givet indbyggerne i denne vor by, kan forblive gyldigt, bestyrker vi dette brev for dem med vort segls vidnesbyrd og fastsætter med kongelig myndighed, at ingen person af gejstlig eller verdslig stand, høj eller lav, må fordriste sig til at bryde eller på nogen som helst måde handle mod denne vor stadfæstelse. Den, der fordrister sig til at gøre det, skal betale 500 pund guld i bøde, halvdelen at betale til vor kasse, men resten til samme bys indbyggere. Vidner til denne vor gave er Peder, biskop af Roskilde, vor kansler, Niels, provst, Torben, drost, Skorre, marsk, Bjørn, mundskænk, Ingemar, kammermester, og adskillige andre. Jeg Gabriel, notar ved det kongelige hof, var nærværende herved som stedfortræder for hr. Peder, biskop af Roskilde og kansler, mens Ludolf var foged i byen Lybæk.

Dette er forhandlet år 1202 efter Herrens menneskevorden i vort andet regeringsårN, mens Innocens var pave i Rom. Givet på ottendedagen efter sankt Andreas dagN på vor borg Wordburg den 26. november. Gerhard Vriman, der var sendt til os af vore borgere, bragte samme vore borgere dette brev, der blev opnået fra os på anmodning af vor kanslerN.