© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Andreas diuina miseratione Lundensis archiepiscopus, tunc apostolicæ sedis legatus, Sueciæ primas, et Carolus Lingacopensis episcopus necnon et Benedictus eadem gratia successor suus uniuersis tam præsentibus quam posteris præsentes literas inspecturis salutem in eo qui est salus omnium.
Ad nostrum spectat officium non solum lites et contentiones exortas sedare, uerum etiam futuris prouidendo casibus, ne suboriri ualeant, eorum occasiones, quantum possumus, amputare. Porro quia dissensiones et litigia frequenter oriuntur ex eo, quod ipsa iura siue statuta, secundum quæ uiuendum est, omnibus in simul degentibus. dum scripta non habentur, per obliuionum iacturam uel penitus elabuntur uel in diuersa studia pro libitu cuiuscunque uariasque opiniones distrahuntur, unde perutile fore censetur ea scripto commendari, ut tam errori quam prauæ uoluntati tollatur ocns casio, sicque fragili succurratur memoriæ, ut quiuis habeat, ad quod recurrere debeat certificandi gratia, si de aliquo positiui iuris articulo contingat dubitari. Quælibet autem terra pro sui qualitate et morum diuersitate suas ac uarias leges habeat, legem enim, ut Isidorus ait, loco et patriæ conuenire conuenit. Hinc est quod insula Gotlandiæ, sicut longo maris tractu ab aliis terris separatur, sic illius incolæ in iure positiuo et consuetudinario tam seculari quam ecclesiastico ex magna parte uariantur ab aliis populis. Illa siquidem pro sui modicitate et sustentationis inedia sustinere nequit postestatum grauamina. Quamobrem tempore, quo primum hæc terra sponte iugum fidei suscepit, ecclesiæ Lingacopensi se nullo cogente subiecit tali conditione, ut episcopus illi præsidens ad hanc insulam pro episcopali officio uisitandam, nonnisi tertio quolibet anno debeat et ius habeat accedere. Sed cum intra insulam † et episcopalia faciendi † uenerit, dimidiam partem ecclesiarum, quæ sunt in tribus terræ trientibus corporali præsentia uisitabit, ubi a singulis sacerdotibus, † qui sunt eisdem, trium refectionum mensarum subterpositarum habeat procuratores †. Ad laicos uero pertinebit in qualibet parochia xii equos sibi suisque, quibus uehantur, administrare. Nec enim cum maiori comitatu siue sequela suorum terram tenetur peragrare. Dimidia uero pars ecclesiarum reliqua, quas tunc uisitare non debet, eodem tamen anno persoluat episcopo, quod debent in numerata pecunia secundum conuentionem pro uaria ecclesiarum facultate factam et communi consensu conscriptam. Illi uero sacerdotes, qui sic solutis præsunt ecclesiis, alio uisitationis anno apparatus procurent et exhibens ant episcopo. Reliqui uero, qui priori uice uisitationis onus sustinuerunt, sicuti alii prius fecerunt, iuxta præscriptum conuentionis tenorem sese humiliter absoluant, sicque tantum sexto quolibet anno cuilibet ecclesiæ præsidens ex necessitate cogitur apparatum administrare. Nam alternis uicibus quisque procurationes debet exhibere et certam numeratæ poecuniæ summam exoluere. Postquam uero secundum ordinem debitum ac congruum presulis peragratio et apparatuum præparatio tempestiue fuerit a præpositis indicta sacerdotibus necesse est, ut primo paraturus ab aduentu episcopi præparatorias ad minus septem dierum inducias habeat.
116 dubitari. Quælibet] dubitari, quælibet a/a, men sætningen indledt med Quælibet kan ikke forbindes med den foregående periode. 125-126 t et episcopalia faciendi +) stedet i ala er korrupt og kan ikke udbedres med sikkerhed. Der skal muligvis læses et episcopalia faciend<a sunt>, cf. oversættelsen i Danmarks Riges Breve. Glossarium till medeltidslatinet i Sverige p. 369 foreslår rettelse til Cad>episcopalia faciend<Cum>. 127-128 ♦ qui sunt eisdem, trium refectionum mensarum subterpositarum habeat procuratores +] feksten er også her korrupt i ala. Der skal muligvis læses qui <præ”>sunt eisdem, trium refectionum mensarum subterpositarum habeat procurat<i>0<n>es, cf. oversættelsen i Danmarks Riges Breve. 139 poecuniæ] med æ rettet ala.
117-118 cf. c. 2. Dist IV (Friedberg I p. 5): Erit autem lex honesta, iusta, possibilis, secundum naturam, secundum consuetudinem patriae, loco temporique conueniens, necessaria, utilis, manifesta quoque .….
Anders, af Guds miskundhed ærkebiskop af Lund, dengang det apostoliske sædes legat, Sveriges primas, og Karl, biskop af Linköping, og ligeledes Bengt, af samme nåde dennes efterfølger, til alle, nulevende såvel som tilkommende, der ser dette brev, hilsen med Ham, som er alles frelse.
Det hører til vor embedspligt ikke alene at bringe opståede tvistigheder og stridigheder til ophør, men også, så vidt vi formår det, at fjerne anledningerne dertil ved at forudse fremtidige tilfælde, for at de ikke skal opkomme. Eftersom fremdeles uenighed og trætter hyppigt opstår, fordi de rettigheder eller bestemmelser, som bør danne en rettesnor for livet, som følge af glemselens brøst enten fuldstændigt går til grunde - da alle jo lever på een gang eller bliver bytte for modstridende interesser og forskellige meninger efter enhvers forgodtbefindende, når man ikke har breve, anses det derfor for at være til megen nytte skriftligt at optegne dem, således at enhver anledning til vildfarelse såvel som ethvert påskud for slet sindelag ryddes af vejen, og man på denne måde kommer den skrøbelige hukommelse til hjælp, så at enhver har noget, han kan tage sin tilflugt til for at nå vished, såfremt der opkommer tvivl om et punkt i den fastlagte ret. Men ethvert land, ligegyldigt hvilket, bør i forhold til sin egenart og sædernes forskelligartethed have sine egne og forskelligartede love; loven skal nemlig, som Isidor siger, stemme overens med sted og fædreland. Ligesom øen Gotland derfor adskilles fra andre lande ved et bredt havområde, således adskiller dens indbyggere sig for en stor del fra andre folkeslag med hensyn til såvel den verdslige som den kirkelige fastlagte ret og sædvaneret. Den kan nemlig på grund af sin ringe størrelse og mangel på næring ikke bære magthavernes tynger. På det tidspunkt, da dette land for første gang af egen drift pålagde sig troens åg, underkastede den sig derfor uden tvang fra nogen side kirken i Linköping på den betingelse, at den biskop, der forestod den, kun hvert tredie år bør og har ret til at komme til denne ø for ifølge sin pligt som biskop at holde visitats. Men når han kommer inden for øens område, og (de biskoppelige ydelser skal udredes), skal han i egen person visitere halvdelen af de kirker, som er i landets tre tredinger, hvor han af hver enkelt sognepræst, (som forestår samme), skal have gæsteri på tre underhold af de underliggende borde). Men det påhviler lægmændene i hver enkelt sogn at stille tolv heste til rådighed for ham og hans folk, for at de kan færdes på dem. Thi han må ikke rejse om i landet med en større skare eller følgeskab af folk. Men den anden halvdel af kirkerne, som han ikke må visitere ved den lejlighed, skal dog samme år i rede penge i forhold til kirkernes større og mindre evne betale biskoppen, hvad de er skyldige, i overensstemmelse med den overenskomst, der med fælles samtykke er afsluttet og nedskrevet. Men de præster, som forestår de således frikøbte kirker, skal i det næste visitationsår sørge for og udrede biskoppens underhold. Men de resterende, som forrige gang bar byrden ved visitationen, skal, således som de andre tidligere har gjort det, i ydmyghed frigøre sig ifølge ordlyden af den ovenfor anførte overenskomst, og således tvinges den, der forestår hver enkelt kirke, kun hvert sjette år til uomgængeligt at yde underhold. Thi enhver skal skiftevis udrede gæsteri og betale en bestemt sum i rede penge. Men efter at prælatens gennemrejse og forberedelsen af underholdet ved en tilbørlig og passende fremgangsmåde er blevet betimeligt indvarslet for præsterne af provsterne, er det nødvendigt, at den, der først skal holde sig til rede, får en frist til forberedelserne på mindst syv dage forud for biskoppens ankomst.
Brevet om bispevisitatsen på Gotland, der kun kendes i afskrift fra 16. årh. af en transsumpt og stadfæstelse 1226 ved den pavelige legat biskop Vilhelm af Modena, fremtræder som en overenskomst mellem to parter, kundgjort af ærkebiskop Anders Sunesen, biskop Karl af Linkdping og dennes efterfølger biskop Bengt. Allerede Schlyter antyder tvivl om ægtheden uden dog at anføre nærmere, se indledningen i Schlyter, Samling af Sweriges gamla lagar VII, Gutalagen p. VI note 28.
Der er følgende påfaldende træk ved udfærdigelsen: 1) ærkebispen kalder sig tunc apostolicæ sedis legatus, en udformning, der ellers kun kendes ved omtalen af et brev af ærkebispen i Gregor IX.s stadfæstelsesbrev om tienderne m.m. på Gotland af 1230 23. januar, Dipl. Danicum 1:6 nr. 105. Selv kaldte ærkebispen sig legat sidste gang i brevet af 1215 [oktober], Dipl. Danicum I1:5 nr. 60. 2) brevet angiver tillige at være udstedt af biskop Karl af Linköping, der døde 1220, cf. Kyrkohist. Årsskr. 40 (1940) p. 161, og efterfølgeren Bengt (1221-1237) samtidig, en faktisk umulighed. Herman Schück, Ecclesia Lincopensis, p. 266 note 24, vil forklare forholdet på denne måde: Der har foreligget en udfærdigelse af ærkebiskop Anders Sunesen og biskop Karl om visitatsen, en parallel til ærkebispens tabte brev om tienden, hvortil der henvises i pavebrevet af 1217, cf. Dipl. Danicum 1:5 nr. 104. Under sit besøg på Gotland i 1225, cf. Dipl. Svecanum I nr. 231, stadfæstede biskop Bengt ligeledes overenskomsten om visitatsen. Derefter sammenstykkedes de to breve til eet, d.v.s. i den form, der nu foreligger i stadfæstelsen af 1226. Holmbäck og Wessén IV p. 313 er omtrent på linie hermed, men mener, at biskop Karl døde, inden han nåede formelt at bekræfte overenskomsten. Disse redningsforsøg styrker dog snarere antagelsen af, at brevet er uægte i den foreliggende form. 3) slutningen af kundgørelsesbrevet med corroboratio og/eller sanctio samt datering mangler. Disse led kan være udeladt som uforenelige, hvis der er tale om sammenstykning af to breve.
Med brevet af 1217 30. januar, Dipl. Danicum 1:5 nr. 104, stadfæstede pave Honorius III under henvisning til breve af biskop Karl af Linköping og ærkebiskop Anders Sunesen overenskomsten om fordeling af tienden mellem kirke, præst og de fattige. Foranlediget af en klage fra biskop Bengt af Linköping stadfæstede pave Gregor IX efter mægling af ærkebiskop Uffe af Lund overenskomsten uændret 1230 21. januar, Dipl. Danicum 1:6 nr. 104, og stadfæstelsen gentoges 1253 af Innocens IV, Dipl. Danicum II:1 nr. 125, med Gregor IX.s brev som diplomforlæg, men med indsættelse af den afdøde biskop Karls og den afdøde ærkebiskop Anders' navne.
I det ovenfor nævnte brev af 1230 23. januar stadfæstede Gregor IX gamle vedtægter på Gotland om sogneboernes ydelse af tiende til præsten i hø og korn samt forpligtelse til at bygge præstegårde. Det sker på grundlag af et brev fra daværende legat biskop Vilhelm af Modena, som påberåber sig ordlyden af et brev af ærkebiskop Anders Sunesen, daværende legat, hvori der tillige fandtes aftaler om omfanget af det gods, der på dødslejet måtte overlades til kirken. Brevene viser, at bispen af Linköping har forsøgt, men ikke kunnet gennemføre en ændring af tiendefordelingen. Derimod omtales bispens visitats og de dermed forbundne gæsteriforpligtelser overhovedet ikke. Det sker først i 1296, da pave Bonifacius VIII 13. august, Dipl. Svecanum II nr. 1174, i et brev til gejstlighed og menighed på Gotland ad instar felicis recordationis Gregorii Noni Innocentii iiii et Gregorii X stadfæster en anordning af bone memorie K. Lincopensi episcopo loci diocesano super euectionibus et procurationibus a uobis racione uisitacionis eidem et eius successoribus exibendis sicut sine prauitate facta est et ab utraque parte sponte recepta, presertim cum sicut dicitur a tempore quo primo in insula uestra fides uiguit Christiana euecciones et procurationes non fuerint aliter exibite uel exacte ac in eiusdem episcopi autentico plenius dicitur contineri. Dette brev indbragtes i en strid mellem bispen af Linköping og gejstlighed og menighed på Gotland på foranledning af bispen for audientia litterarum contradictarum 1296 18. oktober, Dipl. Svecanum II nr. 1181, hvor man erklærede det ikke at være til skade for bispen eller hans officialer. Endnu 1304 15. juli, Dipl. Svecanum II nr. 1434, klager præsterne på Gotland til ærkebispen af Uppsala over Linköpingbispens overgreb under visitats i en række sogne på Gotland.
Det er bemærkelsesværdigt, at pave Bonifacius støtter sig til et andet, nu ukendt brev af biskop Karl, men ikke nævner nærværende brev af Anders Sunesen og de to Linköingbisper, skønt det tilsyneladende måtte være af vægt i striden mellem Linköpingbispen og Gotlands præster: Dette forhold i forening med de ovenfor påpegede påfaldende træk ved brevets udformning rejser det spørgsmål, om det overhovedet har eksisteret på det givne tidspunkt. Måske er det snarest fremstillet på Gotland, jf. udtrykkene hæc terra og ad hanc insulam, l.122 og 124, omkr. 1500, cf. bemærkningerne om overleveringen i indledningen i nr. 335, transsumptet af 1226, da de politiske problemer angående Gotlands stilling i forhold til Sverige trængte sig på. Man har da med kendskab til andre stadfæstelser af biskop Vilhelm af Modena og pavebrevet af 1230 23. januar, Dipl. Danicum II:6 nr. 105, der som nævnt støttede sig på et brev af Vilhelm med optaget ordlyd af et brev af Anders Sunesen, tunc . . . . legatus, konstrueret endnu en stadfæstelse med en transsumpt af et brev af Anders Sunesen og de to Linköpingbisper. Ved udformningen af visitatsbestemmelserne med tilhørende gæsteriforpligtelser for præsterne har man støttet sig til Gutasagaens kap. 5, og visse steder får teksten karakter af kluntet oversættelse, cf. de delvis korrumperede steder i teksten l.125— 128. Den omhyggelige opdeling af hver tredings kirker i to halvdele, hvoraf skiftevis den ene yder gæsteri, den anden afløsning i rede penge, røber kendskab til den Taxa procurationis noctium in uisitatione insulæ Gotlandiæ, trykt SS. rerum Suecicarum III 290-93, som viser øens kirker, fordelt på tredinger, hver i to diuisiones og med varierende afløsningsbeløb for hver kirke.
Det uægte brev kan formelt dateres til [1221-1223] på grundlag af biskop Bengts tiltræden efter biskop Karls død 1220 14. august og Anders Sunesens resignation som ærkebiskop i 1223, men som vist ovenfor er brevet en konstruktion tidligst fra 14. årh., men måske så sent som fra omkr. 1500. En konsekvens heraf er, at det ikke kan bruges som grundlag for at ændre dateringen af Gutalagen og Gutasagaen til omkr. 1220, som det ved tolkningen af arengaen, kombineret med henvisninger til bl.a. institutione antiqua i brevet af 1230 23. januar, Dipl. Danicum 1:6 nr. 105 skete i Holmbäck og Wessén IV, indledning p. LXX flg., cf. også Kult. leks. V sp. 601 og 603. Derfor må Schlyters datering af Gutalagen til slutningen af 13. årh. fortsat opretholdes. Endvidere må den skepsis med hensyn til Anders Sunesens indsats vedrørende Gutalagen og Gutasaga, som den under forskellige synsvinkler kom til orde hos Stig Iuul, Anders Sunesen som lovgiver, hos Erland Hjärne, Fornsvenska lagstadganden, og hos Inge Skovgaard-Petersen, Saxo og Anders Sunesen, anses for berettiget.