Anders Sunesens store privilegium for Nydala kloster mangler alle dateringselementer. Det er tidligere blevet henført til 1201-1208?, 1201-1210, 1201-1220 og 1201— 1223.

Privilegiet er udstedt efter, at ærkebiskoppen formelt tiltrådte sit embede, hvilket først kan være sket i 1202, se nr. 46. Dette år bliver terminus a quo. Vanskeligere er det at finde frem til en terminus ante quem. Kong Sverker II.s dødsår 1210 er foreslået af Knut B.Westman, en datering som med nogen tøven er tiltrådt af Ernst Nygren. Dog betragter denne Lenaslaget 31. januar 1208 som slutpunktet på Sverkers regering og dermed også som yderste tidsgrænse for texten her. Når Anders Sunesens diplom tænkes udstedt, inden kongen ophørte med at fungere, er dette begrundet i opregningen af klostrets gods. Der mangler en ejendom ved navn Biornælfbiu, som Sverker II tildømte klostret, se Dipl. Svecanum I nr. 138. Det er da muligt, at ærkebiskoppen udstedte sin stadfæstelse, førend den pågældende besiddelse skænkedes til Nydala, eller inden den tilkendtes det af nævnte konge.

Imod denne tankegang kan der rejses indvendinger. For det første må det rent principielt slås fast, at det ikke er givet, at Anders Sunesen i alle enkeltheder og detaljer har villet opregne samtlige besiddelser i sit privilegium — de store pavelige og biskoppelige stadfæstelsesbreve på klosterejendomme viser jævnlig uregelmæssigheder i så henseende. Men forudsat at det var ærkebiskoppens agt at opføre alt Nydalas gods, kan han alligevel, om udstedelsen fandt sted før 1210, have haft en grund til at udelade Biornwlfbiu. Det var nemlig en omstridt besiddelse. Kong Sverker II.s indgriben havde sin årsag i, at giverens heres illegittimus tilvendte sig ejendommen. Heller ikke efter den kongelige domsafsigelse kunde brødrene i Nydala imidlertid nyde godset i fred og ro. Efterfølgeren, kong Erik Knutsson (1208(10)—1216), måtte påny bestyrke klostret i dets rettigheder gennem en formelig dom (Dipl. Svecanum I nr. 138). Under hensyn hertil kan Anders Sunesen i givet fald have undladt at medtage ejendommen, fordi den ikke uomtvisteligt hørte klostret til. Konklusionen af dette bliver, at det ikke er muligt at give en præcisere datering af Nydalaprivilegiet på grundlag af, hvilket klostergods der opregnes.

Andre veje må søges for en nærmere tidsfæstelse, og her er et sikrere holdepunkt at finde i privilegiets tiendeformel. På det fjerde Laterankoncilium, der åbnedes 1215 11.november, fastsattes gennem beslutning af ordenens abbeder helt nye regler for cisterciensernes ydelser i så henseende, se Eberhard Hoffmann, Die Stellungnahme der Cisterzienser zum kirchl. Zehntrecht im 12. Jahrhundert. Studien u. Mitteilungen zur Geschichte des Benediktinerordens XXX III (1912) 447-49. Hidtil havde de været fritaget for at udrede tiende til den øvrige gejstlighed af den jord, de selv dyrkede. Nu indskrænkedes denne ret til alene at gælde besiddelser erhvervet forud for konciliet. Af nyerhvervelser skulde redes fuld tiende. Cisterciensernes fortrinsstilling faldt bort. Kun uopdyrket jord, som munkene med egen hånd lagde under ploven, blev fri for tiende, fordi den ikke tidligere havde båret denne byrde — men den samme frihed havde også de andre ordener, om de tog ny jord ind. I de pavelige privilegier for cistercienserklostre fremtrådte derfor en anden tiendeformel efter den nævnte Lateransynode. Sane laborum-formularet, der udtrykte den fulde fritagelse, afløstes af Sane noualium med den stærkt beskårne bevilling. Men i det ærkebiskoppelige privilegium for Nydala er det den gamle tienderegel, som stadfæstes. Her er den tilmed forstærket af tilføjelsen sicut a summis Romane sedis pontificibus ab antiquo decretum est. Det er sandsynligt, at Anders Sunesen personligt tog del i Laterankonciliet, se Dipl. Danicum I:5 nr. 59 af 121[5 senest oktober]. I så fald kan han senest have udstedt Nydalaprivilegiet i 1215. En sikker terminus ante quem synes hermed at være fundet.

Det rokker ikke ved denne datering, at texten er bygget op over et paveligt priuilegium maius (jf. nr. 38), selvom dette har indeholdt den gamle tienderegel, jf. nr. 114. Ganske vist er det en kendsgerning, at forlæg kan øve stor indflydelse på senere diplomer. Det sker, at de kopieres så tankeløst, at der kan opstå rene fejl og meningsløsheder. I dette tilfælde, hvor man med føje kan antage, at udstederen personligt har overværet den afgørende vending i kirkens stillingtagen til tiendespørgsmålet, kan det dog anses for udelukket på dette argument at henvise diplomet til muligvis at være udfærdiget efter år 1215.

Ernst Nygren har hævdet, at diplomet er blevet til i ærkebiskoppens kancelli, uden dog nærmere at begrunde dette. Til støtte for samme påstand kan man imidlertid pege på, at en del af de smålandske stednavne udviser en ejendommelig stavemåde, som anført af Stig Olsson Nordberg. Manglende lokalkendskab er skyld heri, mener denne. Det er altså meget vel tænkeligt, at en dansker har stået for udfærdigelsen. I samme retning kan det forhold vise, at ø-tegnet finder anvendelse i flere af stednavnene. Dette bogstav er utvivlsomt af dansk oprindelse, jf. nr. 102 af 1205 u.d. I Anders Sunesens privilegium, som er indgået til Nydala, forekommer det første gang på svensk grund, se Sam Jansson l.c. Taler disse ting til fordel for, at diplomet er ført i pennen af en dansk skriver, må det dog siges, at der ikke kan føres noget egentligt bevis herfor, eftersom hånden ikke kendes fra andre originaldiplomer. Hvad dictaten angår, fortjener et par særegenheder at blive fremhævet i denne sammenhæng. For det første må det mærkes, at en afhængighed af pavelige formularer i en så udtalt grad som her ikke genfindes i noget andet af Anders Sunesens diplomer, jf. det videnskabelige apparat. Dernæst er det påfaldende, at den som søger at kuldkaste privilegiet, trues ikke blot med Guds og alle helgenernes vrede, men tillige med deres forbandelse. Dette er, når det gælder diplomer, et gammeldags træk, se Niels Skyum-Nielsen, Den ældste pavebulle til Danmark, Runer og rids 170, jf. på dansk grund f.ex. Dipl. Danicum I:2 nr. 78 af 1140 21. marts, nr. 88 af 1145 1.september og 1183 21.marts (Rep. Danicum I:1 nr. 40). Begge forhold skiller Nydalaprivilegiet ud. Med hensyn til dictaten står det isoleret blandt Anders Sunesens diplomer. Den tanke ligger da nær, at privilegiet for det svenske kloster vel kan være skrevet af en Dansker. Men ved affattelsen af det har dictatoren i vid udstrækning benyttet ældre forlæg og forbilleder, dokumenter som kan have hidrørt fra modtagerens arkiv.

Til slut efter præmieformlen møder man et kort tillæg. Der er i disse få linier to sjuskefejl, hvilket giver indtryk af, at tillægget er sat til på fri hånd. Af indhold er det et mandat. Men det er rettet til andre modtagere end privilegiet selv. Dette er stilet til abbeden og brødrene i Nydala. Mandatet derimod vender sig til samtlige prælater inden for kirken. De får befaling om at skride ind med kirkelige straffe mod enhver, som forbryder sig mod privilegiet. Det var at vente, at mandatet var udstedt særskilt, som en selvstændig følgeskrivelse, jf. et lignende brevpar i Dipl. Danicum I:2 nr. 78—79. Men her er det uden videre ført ind efter hovedbrevet, i flugt med dette og på samme pergamentsblad. Tillægget skiller sig på afgørende måde ud fra de fleste senere tilføjelser i diplomer, jf. nr. 48 af [1202-1205]).