Det er af Westman blevet hævdet, at den overdragelse, der her er tale om, ikke har fundet sted i overværelse af den pavelige legat Gregorius, skønt dette udtrykkeligt angives i et senere ærkebiskoppeligt diplom (nr. 204). Som grundlag for sin påstand henviser Westman til, at legaten ikke kan have været i Danmark, da nærværende diplom blev givet 1222 16. juni, eftersom han samme år 2. juli opholdt sig i Böhmen, som det fremgår af Pressutti II nr. 4347. Dennes årsangivelse, 1222, er imidlertid en trykfejl for 1221 2. juli, se Potthast nr. 7014, Böhmer-Ficker-Winkelmann V:3 nr. *9997** f. (s. 1522). Der kan ikke herske tvivl om, at legaten har besøgt det danske ærkestift engang i sommeren 1222 (jf. Scriptores minores II 373), og at hans rejserute, som ellers er så temmelig ukendt (se Böhmer-Ficker-Winkelmann l. c.), kan suppleres på dette punkt, jf. iøvrigt nr. 201.

Det er højst bemærkelsesværdigt, at ærkebiskop Anders Sunesen truer enhver, der handler imod mageskiftet med en bøde. Det falder også i øjnene, at han giver afkald på retshjælp fra den kanoniske ret og romerretten, en for denne tid usædvanlig passus i danske diplomer. Måske skyldes disse ejendommeligheder, at den pavelige legat, kardinal Gregorius de Crescentio, var til stede ved den her omtalte retshandel, se nr. 204. Et medlem af hans stab kan have haft indflydelse på udformningen af dokumentet. Den påfaldende bødetrusel finder dog ikke nogen fuldt ud tilfredsstillende forklaring igennem denne antagelse. Det var nok almindeligt med en sådan i tyske konge- og kejserdiplomer, jævnfør Valdemar Sejrs priviligiestadfæstelse for Lybæk af [1202— 1214], Dipl. Danicum I:4 nr. 53. Men i pavebuller kendes trusler af denne art kun fra en ældre tid og genfindes blot en enkelt sjælden gang i 13. århundrede, se Joachim Studtmann, Die Pönformel der mittelalterlichen Urkunden. Archiv f. Urkundenforschung XII (1931) 321, 325 og 314 note 2.