© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
In nomine sancte et indiuidue Trinitatis. Ego Waldemarus Dei gracia Danorum rex. cunctis Christi karactere <s>ignatis.
Quoniam nostrum est prouidere. quomodo hii qui in regno nostro sunt. in pace et quiete uiuant. et maxime illi qui in communi uita religiose uiuunt. et pro nostra salute. et regni stabilitate Deum orant. notum esse uolumus tam posteris quam presentibus. quod uillulam illam que uocatur Wrmisruth quam Dorth Semundi filius regio munere a cognato nostro rege Kanuto nostro assensu accepit. cum fratribus de Esrom pro terra. quam habebant in Gudingessev minori. et tribus marcis argenti concambium fecit.
Termini autem inter uillam istam et illam. que uocatur Auetofh sicut diuiserunt homines nostri. sunt a Brocher usque ad Aspastig. et inde uersus aquilonem usque ad Arlunde enge. Hoc autem factum est in presentia nostra. astantibus et uidentibus hominibus. nostris. Selegrino. Magno filio Wulff. Tacha filio Algothi de Fiuna.
Sed et hoc nichilominus cunctis fidelibus notum esse cupimus. quod dimidiam uillam. que uocatur Sande. que antiquitus iuri regio subiecta erat. et cuiusdam regis in regno nos antecedentis permissione ad alios transierat possessores. iure regio a Petro Lagi filio qui tune temporis forte eam possidebat recepimus. et supradictis fratribus quia terminis eorum esset contigua et utilitatibus ipsorum ualde congrua/ tam ipse idem Petrus quam nos pariter eam scotauimus. et modis quibus congruebat quod fecimus stabiliuimus. Attamen ipsi fratres ut hoc factum ratum foret et indissolubile in perpetuum. ad deaurandum patris nostri Canuti scrinium marcam auri apposuerunt. Cuius rei eciam testes sunt Esbernus episcopus Sleswicensis. Selegrinus. Pallus. Erlendus. Nicolaus Noit. ali<ique> quam plures.
9 Christi] Chrristi a;
(s)ignatis Nielsen, dignatis a.
2 ali(ique) de fire sidste bogstaver under rasur a.
9 cf. Apoc. 1317 etc.: qui habet characterem .. bestiæ.
30 cf. nr. 726. Ærkebiskop Eskil [1158]: ad deaurandum patris eius scrinium fratres predicti tradiderunt marcas auri duas.
I den hellige og udelelige treenigheds navn. Jeg Valdemar, af Guds nåde Danernes konge, til alle dem, som er mærkede med Kristi tegn.
Efterdi det er vor pligt at sørge for, at de, som bor i vort rige, lever i fred og ro, og særligt at de, som lever i et helligt fællesliv, beder til Gud for vor frelse og rigets beståen, er det vor vilje, at det skal være vitterligt for såvel fremtidige som nulevende, at den torp, der hedder Vrmisruth, og som Tord Sæmundsen fik som kongelig gave af vor slægtning kong Knud med vort samtykke, har han mageskiftet med brødrene i Esrom for noget jord, som de havde i Gundsølille, samt for tre mark sølv.
Skellet mellem denne landsby og den, der hedder Auetofh, således som vore mænd har fastlagt det, går fra Brocher til Aspastig og derfra mod nord til Arlunde enge. Og dette er sket i vor nærværelse, i overværelse og påsyn af vore mænd Selegrin, Magnus Ulfsen og Tage Algotsen fra Fyn.
Men vi ønsker fremdeles også, at dette skal være vitterligt for alle troende: at halvdelen af landsbyen Såne, som i gammel tid lå under kongens ret og med tilladelse af en konge, som var vor forgænger i riget, var gået over til andre ejere, har vi med kongelig ret fået fra Peder Lagesen, der en tid måske var dens ejer, og at både såvel samme Peder som vi har skødet den til ovennævnte brødre, fordi den støder op til deres markskel og ligger meget gunstigt for dem; og vi har lagt det, vi har foretaget, fast på de rette måder. Men brødrene har, for at denne handling skulde være gyldig og uomstødelig i fremtiden, med en mark guld bidraget til forgyldning af vor fader Knuds skrin. Og vidner herom er Esbern, biskop af Slesvig, Selegrin, Palle, Erland, Niels Noit og mange andre.
Kong Valdemars privilegium på Urmisruth og Såne, som dateres 1157, 1158 og 1170 og lader privilegiegiveren fremtræde i pluralis, falder i to afdelinger: det dokumenterer dels et mageskifte mellem en privatmand og brødrene i Esrom tilligemed en markeskelsætning, dels en skødning til brødrene, som en anden privatmand har foretaget sammen med kong Valdemar. Den første afdeling indledes med invocatio, intitulatio med Ego, adresse, arenga og publicatio; efter selve dispositio, der anfører markeskellet, følger derpå en vidnerække, i og for sig i det hele et formelret opsat diplom. Den anden afdeling knyttes med en ny pukblicatio direkte til første afdeling, hvorefter der følger en dispositio og en vidnerække for anden afdeling. Sammenstillingen af de to afdelinger til eet privilegium er gjort, uden at nogen eschatokol eller del af en sådan er indsat for privilegiet i dets helhed. Den kan synes mekanisk. Men indholdsmæssigt holdes de to afdelinger sammen af, at det i dem begge drejer sig om ejendomme, som, inden de erhvervedes af klostret i Esrom, havde været under kongelig ret. Gennem dokumenteringen bekræftede nu kong Valdemar samtidig mageskiftet og skødningen.
For at nå til en datering af Urmisruth-Såneprivilegiet samt af to andre udaterede privilegier, udstedt af kong Valdemar på Villingehoved (nr. 128) og Villingerød (nr. 129), må man granske indgangsprotokollen i de privilegier, som er bevaret fra kong Valdemars tid og redegøre for, hvornår datering findes, og hvornår den mangler.
Invocatio har i Urmisruth-Såneprivilegiet og i de to andre udaterede privilegier ordlyden: In nomine sancte et indiuidue Trinitatis. Denne invocatio forekommer desuden i Vitskølprivilegiet [1157-1158], Vengprivilegiet [1157-1164], Stenholtprivilegiet [1158-1160] 10. december, Tommerupprivilegiet 1161 27. marts og privilegiet på kirken i Hov [1158-1162] (nrr. 120 123 130 143 131). Af disse fem privilegier er det yngste, som har datering, fra senest [1162]. Fra og med 1164 (nr. 156) mangler invocatio i Valdemars privilegier — invocatio ligesom Ego-indledning til intitulatio er i Ringstedprivilegiet 1177 23. maj (Dän. Bibl. III 139) overført fra diplomforlægget, et privilegium af Eskil fra 1170, og således uden betydning i denne sammenhæng. Først henimod slutningen af Valdemars regering vender invocationen sporadisk tilbage (Script. min. II 181; Dipl. AM. I 261).
Intitulatio er i de tre privilegier forsynet med Ego-indledning. Denne genfindes i alle de fem privilegier, idet dog Tommerupprivilegiet i de sene afskrifter, som er bevaret, har fået sit Ego erstattet af et på dansk grund fremmed Nos; 1164 er Ego-indledningen borte, og derefter optræder den kun i Ringstedprivilegiet 1177 23. maj, hvor den er overført fra diplomforlægget og i Odenseprivilegiet 1180 6. februar (Dipl. AM I 261).
Hvad angår intitulatio, lyder den i de tre privilegier: Danorum rex. Den veksler imidlertid i de fem privilegier; i tre af dem er den Rex Danorum. Sidste gang, Danorum rex forekommer, er 1164. Hele resten af Valdemars regeringstid er titulaturen Rex Danorum.
Af det, som her er sagt, turde fremgå, at indgangsprotokollen i kong Valdemars privilegier henimod og ved midten af 1160'erne har været underkastet ikke ubetydelige forandringer, og at disse senere er blevet bibeholdt i en lang årrække. Privilegierne på Urmisruth-Såne, Villingehoved og Villingerød tilhører ubetinget den tidligere periode.
Vender man sig fra indgangsprotokollen til dateringen i kong Valdemars privilegier, viser det sig, at det første privilegium, som rummer en datering, er privilegiet på Stenholt, udfærdiget 10. december med [1160] som terminus ultimus; alle senere privilegier har datering med undtagelse af to (Danske Mag. I 70; Script. min. II 181), det sidste overleveret i Exordium Caræ Insulæ, hvor dateringer mangler, det første ganske sikkert også med dateringen sprunget over. Dateringens fuldstændighed veksler. I Stenholtprivilegiet forekommer steds- og dagsangivelse. Med tiden bliver en fyldigere datering det almindelige. At den manglende, henholdsvis regelret forekommende datering ikke kan bero på en tilfældighed, er tydeligt. Kancelliet har senest 1160 indledt en ny praksis: privilegier udfærdiges med datering.
Den iagttagelse, som her er gjort vedrørende dateringen af Valdemars privilegier, fører frem til en nærmere tidsfæstelse af privilegierne på Urmisruth-Såne, Villingehoved og Villingerød. Indgangsprotokollen henfører disse tre privilegier til tiden: senest henimod midten af 1160'erne. Tager man den nævnte iagttagelse som udgangspunkt, kan det næppe betvivles, at de er udgået fra kancelliet, før det optog den nye praksis. Da dette skete senest [1160] 10. december, må de tre privilegier have dette tidspunkt som terminus ante quem.