© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Tekst efter a.
In nomine sancte et indiuidue Trinitatis Ego Eskillus. sancte Lundensis ecclesie archiepiscopus. apostolice sedis legatus. Dacie et Suecie primas.
Dilectis filiis sancti Laurencii canonicis. decimas omnes, tam de terris prebendarum eorum ac beneficiorum quam et mansionum. perpetuo possidendas. pietatis intuitu contulimus. profecto dignum ducentes. ut matricis ecclesie filiis succurratur. quorum rei familiaris indigencia maior. preter quam decet. esse dinoscitur. Hoc enim humanitatis creat racio. et ordinata exigit caritas. ut sorti debiliori, propensius consulatur.
Ut igitur hec rata nostra constitucio decetero habeatur. ex auctoritate Dei omnipotentis et nostra. anathemate eum ferimus. qui ex hac constitucione aliquid subtrahere. diminuere seu anichilare. attrectauerit. Sitque pars eius cum hiis qui dixerunt domino Deo Recede a nobis. scienciam uiarum tuarum nolumus. Qui autem hec. stabilia et robore plena fore studuerit. benedictionem in presenti a domino desuper accipiat. et post presencium curricula. Deum deorum in Syon aspiciat.
Valete.
1 In nomine — Trini- i første linie og med større bogstaver a1b, In nomine — Trinita- i første linie og med større bogstaver a1;
sancte] sacrosanctæ a1-a1b;
Eskillus] Eschillus a1-a1a, med majuskler a1, Escilus med majuskler a1b.
2 Suecie)] Sveciæ a1-a1b.
3 canonicis] cononicis a;
decimas omnes med større bogstaver a1-a1b.
6 indigencia) indegentia a1b.
7 dinoscitur] dignoscitur a1-a1b;
enim] etiam a1-a1b;
creat rettet fra ereat a1, a1b.
10-11 constitucione] constituere a, i marg. rettet til constitutione med hånd fra 16. århundrede.
11 anichilare)] annihilare a1-a1b;
12 hiis] iis a1-a1b.
15 Syon] Zion a1a.
16 Valete] Val' a;
1156 i linien i stedet for Valete a1-a1b, 1156 i marg. med Oluf Johansen Baggers hånd a.
12 Iob 21,4: qui dixerunt Deo: recede a nobis, et scientiam viarum tuarum nolumus.
15 cf. Ps. 83,: videbitur Deus deorum in Sion.
I den hellige og udelelige treenigheds navn. Jeg Eskil, ærkebiskop ved den hellige kirke i Lund, det apostoliske sædes legat, Danmarks og Sveriges primas.
Vi har af kærlig medfølelse overdraget vore elskede sønner, kannikerne ved St. Laurentii i Lund, alle tiender såvel af deres præbenders og beneficiers jorder som af deres gårde, at sidde inde med til evig tid, idet vi i sandhed anså det for passende, at man iler vor moderkirkes sønner til hjælp, hvis mangel på daglige fornødenheder vides at være større end sømmeligt er. Thi rent menneskekærlige grunde skaber forudsætning herfor og kærlig medynk stiller krav om det, der er anordnet, for at der på eftertrykkelig vis kan træffes forholdsregler mod en krank skæbne.
For at denne vor bestemmelse derfor kan holdes for gyldig i fremtiden, lyser vi i kraft af den almægtige Guds og vor egen myndighed den i ban, som tragter efter at unddrage noget fra denne anordning, forringer eller ophæver den. Og han skal dele lod med dem, som sagde til Herren vor Gud: Vig bort fra os, at kende dine veje er ikke vor lyst. Men de, som stræber efter, at dette forbliver fast og ved magt, skal i dette liv modtage Herrens velsignelse fra det høje og efter dette livsløb skue Gudernes Gud på Zion.
Lev vel.
Ærkebiskop Eskils tiendeprivilegium for kannikerne ved St. Laurentius i Lund er blevet dateret meget forskelligt: 1137(?)—1177, 1154 vel post, 1156 og 1156-1178.
Ærkebiskop Eskil fører i privilegiet titlen: Dacie et Suecie primas. Denne titel stammer fra tiden efter oprettelsen af ærkebispestolen i Uppsala [1164] 5. august (nrr. 153—154), hvilket derfor bliver terminus a quo. [1164 — omkr. 1170] blev der affattet et aktstykke om Eskils gaver til kannikesamfundet ved St. Laurentius i Lund (nr. 160). Ved denne lejlighed blev det foreliggende privilegium benyttet som forlæg. Terminus ultimus er altså: [omkr. 1170].
I denne sammenhæng må forekomsten af invocatio og Ego-indledning i de af ærkebiskop Eskil udfærdigede diplomer tages i betragtning. Ligesom i det foreliggende diplom findes begge disse formler anvendt i Eskils privilegier for Esrom kloster af [1158] (nr. 126) og af 1158 8. august (nr. 127). Men i diplomerne fra primattiden indtræder en ændring heri. Ganske vist har Eskils privilegium for Ringsted kloster af 1170 [omkr. 25. juni] (Dän. Bibl. III 138) endnu såvel invocatio som Ego-indledning; men dette skyldes indflydelse fra forlægget af 1135 29. november (nr. 64), og på samme måde er invocationen i fundationsprivilegiet for Væ kloster overført fra dettes forlæg (Niels Skyum-Nielsen, De ældste privilegier for klostret i Væ. Et nyfund. Scandia XXI 8). I de andre privilegier fra primattiden savnes de to formler: i privilegierne for kannikerne i Viborg [1164-1177] (nr. 161), for abbed Briennus på Kalvø [1167] (nr. 176), på Villingerød [1167-1174] (nr. 184) og for St. Knudsbrødrene i Odense 1171 (Dipl. AM. I 253). Selvom der i et par af disse skriftstykker kan gøre sig indflydelse gældende fra det pavelige kancelli, hvor formlerne savnes, står formlernes forsvinden fast. I kong Valdemars kancelli forsvinder de 1164 (nr. 122), i Eskils, som det fremgår af de anførte dateringer, tidligst samme år.
Det må, efter hvad der her er sagt, være berettiget at slutte, at en ny kancelliregel med hensyn til invocatio og Ego-indledning er blevet udformet i Eskils primattid. Støttet på denne iagttagelse kan terminus ultimus for det her foreliggende diplom sættes til [1167].
Privilegiet er foruden i donationsakten også blevet anvendt som forlæg i Liber daticus Lundensis under 6. september, hvor påvirkning også kan spores fra nr. 88 (Libri memoriales capituli Lundensis, ed. C. Weeke, 225: Obiit uir uite uenerabilis dompnus Eschilus, huius sedis secundus archiepiscopus, qui inter cetera munificencie sue dona decimas de terris prebendarum, beneficiorum ac mansionum eorundem canonicis Lundensibus contulit perpetuo possidendas).