Innocens III.s stadfæstelse af primatet for ærkebiskop Anders Sunesen af Lund hører til den kategori af pavebuller, der betegnes som priuilegia — til forskel fra den anden hovedtype af pavelige skrivelser, der under eet benævnes litterae. Indenfor privilegierne skelnes der mellem store og små. Salutationen in perpetuum klassificerer stadfæstelsesbullen som et priuilegium maius. De store privilegier udmærker sig ved en række karakteristiske træk, både hvad angår udstyr og indhold (Schmitz-Kallenberg, Papsturkunden, 100, 94, 92). Som følge af denne deres særegne udformning er det gang på gang tilfældet, at de i den hjemlige overlevering gengives i mere eller mindre rigtig skikkelse. Dette gælder samtlige store privilegier fra tiden 1200-1229 og har gyldighed også ved den foreliggende text, der iøvrigt er præget ikke blot af afskriverfejl, men også af rene trykfejl.

Privilegiet af den store type skiller sig ud fra andre buller ved at fremvise hele første linie prentet med forlængede skrifttegn. Dette træk genfindes i fragmentet af originalbullen for Sorø kloster af 1228 22. februar (Dipl. Danicum I:6 nr. 75). Afslutningen på første linie dannes af salutationen, skrevet IN PPM med forkortelsesstreg, hvad der ses i Sorøbullen og tillige er søgt gengivet i nærværende pallieprivilegiums textforlæg, jf. apparatet. I bullen til Løgumkloster af 1206 21. januar, nr. 114, mangler hilseformlen, men de øvrige karakteristika i texten viser, at vi har at gøre med et priuilegium maius, hvorfor salutationen med sikkerhed lader sig restituere.

Til slut i kontexten har en apprecatio plads. I originalbuller har denne næsten undtagelsesløst form af to eller tre Amen. Ifølge kancellireglerne skal sidste linie udfyldes af apprecatio, helt ud til randen, hvorfor skrifttrækkene i det midterste Amen gerne bliver forlænget og forstrakt indtil uigenkendelighed. Dette er grunden til, at der i de store privilegier, der kun er overleveret i afskrift, så ofte møder eet enkelt Amen for originalens to eller tre. Denne afskriverfejl kommer igen i Løgumbullen (nr. 114) samt i privilegierne af 1218 16. maj for Æbelholt (Dipl. Danicum I:5 nr. 138), 1226 14. november for Skt. Knuds kloster i Odense (Dipl. Danicum I:6 nr. 62) og 1228 22. februar for klostret i Esrom (ib. I:6 nr. 76). En genspejling af originalens særlige skrivemåde findes i Løgum-, Æbelholt- og Odense-privilegierne, idet Amen er prentet med større skrift og endda kan være forsiret med pennekrøller som i den hjemlige afskrift af Æbelholtbullen.

Efter kontexten følger pavens og kardinalkollegiets underskrifter. Pavens signatur har i originaludfærdigelser plads midt på pergamentsbladet umiddelbart under kontexten og er dær indrammet af to tegn: til venstre for underskriften et hjul, rota, hvori står indskrevet navnene på apostlene Petrus og Paulus, pavens eget navn og tal samt hans personlige devise, til højre for underskriften et monogram dannet af bogstaverne i ordet Beneualete. Begge disse tegn mangler i gengivelsen nedenfor og i de fem andre buller for Løgum, Æbelholt, Odense, Esrom og Sorø, der her er taget op til behandling.

Under pavens signatur anbragte de fornemste af kardinalerne, biskopperne, deres navne, hver efter den plads der tilkom ham i henhold til hans anciennitet. Denne var også bestemmende for rækkefølgen af de enkelte kardinaler inden for de lavere klasser. Disse omfattede kardinalpresbyterne, der signerede på den næstfornemste plads — til venstre for midterkolonnen med paven og biskoppernes underskrifter — samt kardinaler med rang af diakon og subdiakon. De to sidste klasser af kardinaler skrev under til højre for midterkolonnen, således at der, når alle fire grupper af kardinaler var repræsenteret, stod fire kolonner af underskrifter under kontexten. Det er meget almindeligt, at afskriverne udelader underskriverlisterne, hvilket er sket i privilegierne for Æbelholt og Odense. I Løgumbullen har kopisten erstattet signaturerne med en bemærkning mellem kontext og datering: Subscripsit papa cum episcopis suis et cardinalibus, hvorved det må bemærkes, at samtlige underskrivere har kardinalsrang. Lige så ofte tages der fejl af rangklasserne, og de byttes om som i modtageroverleveringen af Sorøbullen, eller paven får plads langt nede i rækken, som det er tilfældet i Codex Esromensis, ed. O. Nielsen, 7, 9. En enkelt gang bliver den høje pave endogså helt udeladt. Det er sket i det oftere omtalte privilegium for Sorø kloster.

Pavens og kardinalernes underskrifter er, som nyere indtrængende undersøgelser har vist, i reglen egenhændige, enten fuldt ud eller for visse skrifttræks vedkommende (Bruno Katterbach und W.M.Peitz, Die Unterschriften der Päpste und Kardinäle in den »Bullae maiores« vom 11. bis 14. Jhdt., Miscellanea Francesco Ehrle IV 245, 242). Som følge heraf er mulighederne for fejllæsninger særlig store, hvorfor hjemlige afskrifter så godt som altid vrimler med misforståelser i underskriverlisten. Navnlig gribes der fejl ved kardinalpresbyternes tituli, fordi dette i originalerne er stærkt forkortet, og afskriveren har ved det foreliggende pallieprivilegium valgt helt at springe ordet over. Foran kardinalernes underskrifter præsenterer originalbuller altid et kors med forsiringer, forskelligt fra person til person, det såkaldte kardinalkors. Det medtages sjældent i kopier og er således forbigået i de to buller for Sorø og Esrom, der indeholder subscriptioner. I det her meddelte pallieprivilegium findes der et spor bevaret i korsene foran kardinalpresbyteren Petrus' signatur. Endelig er subscriptionstegnet sprunget over i bullen nedenfor, ligesom det er sket i Esromprivilegiet, og det har begge steder måttet restitueres ved et ss. til afslutning af hver enkelt underskrift.

Til slut følger en datering, der er betydeligt mere omfattende end i kategorien litterae og derfor også kaldes for den store datering. Medens de ovenfor nævnte tegn og underskrifter har deres bestemte plads i det åbne rum under kontexten, løber datumsformlen fra rand til rand i een lang linie forneden.

Hvad mere specielt angår nærværende pallieprivilegium for ærkebiskop Anders Sunesen af Lund, følger det i sin ordlyd den samme udsteder, pave Innocens III.s tilsvarende privilegium for Absalon af 1198 23. november (Bull. Danicum nr. 10^I). Dog er der i den nye stadfæstelse foretaget en del mindre ændringer, hvorom henvises til det fælles tryk af de to texter i Bull. Danicum l.c. I og for sig er det en nærliggende tanke, at bullen til Absalon har dannet forlæg for bullen til hans efterfølger. Der kan dog imidlertid ikke opnås fuld sikkerhed for dette. Det må tages i betragtning, at det næppe har været den bevarede registertext til Absalonbullen, der i givet fald har udgjort grundlaget. Det har snarere været originaludfærdigelsen, der indleveredes til det pavelige kancelli for at blive fornyet i 1201. Men denne original er nu tabt. Og den kan ikke ganske simpelt være kopieret af registratoren, hvad Friedrich Kempf har vist. Han har nemlig påpeget, at Absalonbullens registertext givetvis må stamme enten fra koncepten — eller fra originalen, mens denne endnu lå i ufærdig stand (Die Register Innocenz III 79). Men dernæst omtaler Anders Sunesen-bullen oprettelsen af primatet ved pave Hadrian IV samt bekræftelserne herpå ved fem følgende paver. Alle disse vigtige dispositioner, eller en del af dem, må utvivlsomt have fået skriftlig form, jf. Dipl. Danicum I:2 nr. 153, men samtlige ældre buller desangående er gået til grunde. Det vil stedse være usikkert, om primatprivilegiet af 1201 muligvis kan være bygget op over en af de tidligere stadfæstelser og ikke — eller ikke alene — er sat op efter privilegiet af 1198, der mærkeligt nok forbigås ved opregningen af de forudgående fornyelser. Der klæber på denne måde så mange usikkerhedsmomenter til spørgsmålet om tilblivelsen af nærværende stadfæstelse, at det ikke er skønnet rigtigt ved petitsats at udpege 1198-bullen som diplomforlæg.

Texten til Anders Sunesens primatprivilegium er kun kendt igennem den hjemlige overlevering, der i sidste instans må gå tilbage til selve originalen. Denne er nu tabt, og det nærmeste led derefter er Huitfeldts tryk i Danmarckis Rigis Krønicke. Ifølge en note i Repertoriet under nr. 64 findes texten i kvartudgaven af nævnte værk »paa et særskilt Halvark, vel trykt som Tilføjelse«. Af forarbejderne til Repertoriet, der opbevares på Rigsarkivet (Haandskriftsamlingen IV nr. 41a), fremgår det, at William Christensen har gjort indsigelse mod denne note under henvisning til, at han ikke har kunnet finde det omtalte halvark. Det er da også en kendsgerning, at det ikke findes i de offentlige københavnske samlingers Huitfeldt-tryk i kvartformat, ligesom alle senere tryk er meddelt efter folianten, der imidlertid repræsenterer et overarbejdet og på enkelte punkter mere forvansket stade af texten.

Til William Christensens indsigelse har Kr. Erslev i de førnævnte forarbejder skrevet følgende gensvar: »Findes i mit Eksemplar af Kvartudgaven indheftet mellem Bladene 70-71 og fyldende 4 Kvartsider«. Erslevs kvarttryk af Huitfeldt har ikke været tilgængeligt for udgiveren. Det er derimod lykkedes at fremdrage to løst liggende halvark med pallieprivilegiets text fra en samling af titelblade og løse tryksider, foranstaltet, som det synes, af Arne Magnussen. Det ene af disse halvark i nævnte samling, der indeholdes i AM, 913 4, afsnit c, har afgivet grundlaget for den nedenfor meddelte text.