© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
In no<m>ine patris et filii et spiritus sancti. Ego Nicolaus filius domini Nicolai uicecomitis. omnibus Christi fidelibus hec scripta cernentibus tam posteris quam presentibus.
Ad hoc maiorum facta scripto mandantur. ne uel obliuione uel hominum prauorum dolo infirmentur. qui solis calumpniarum ambagibus innituntur. Cum autem instrumentorum auctoritas. et testium idoneorum adnotatio. rei geste seriem protestatur. presumptuosa malignantium deprehensa temeritas confunditur. ne malorum uota contra iustitiam compleantur/ Scientes igitur multam hominum prauorum esse malitiam. talem huic nostro operi inesse uolumus cautelam. ut quod in honorem dei. et ad remedium anime mee. spiritu sancto inspirante effectui mancipari uolumus. omni precauentes circumspectionis uigilantia. ne qua in perpetuum illud possit deprauari. prauorum astucia. Nouerint quapropter tam posteri quam presentes. quod ego Nicolaus inspiracionis diuine gratia preuentus et domini mei regis consilio et licentia roboratus. necnon et matris mee. aliorumque propinquorum meorum instinctu animatus. iter peregrinacionis propter delenda commissa aripere disposui. Ad huius itaque iteneris sustentacionem. in expensarum copia propter uarias rerum necessitates minus sufficientem me esse considerans. nec tamen quemquam amicorum in racione mutuandi propter hoc grauare uolens. sed ut magis acceptus deo sit laboris mei profectus. si de proprio potius quam de alieno perficeretur. dilectam pre omnibus michi paternam hereditatem ab auis et proauis nobis derelictam. dilectis fratribus meis in Esrom deo famulantibus uendendo contradidi pretio .xxt!, marcharum auri. coram domino rege. permittente pariter et presente dilecta matre mea. plurimisque aliis nobilibus et barronibus terre presentibus. Et ut cunctis liquido manifestum fiat. nomen possessionis huius est Huseby. cum omnibus attinentiis suis. siluis. pratis. piscacionibus. pascuis. molendino. domibus. ceterisque mobilibus et immobilibus. Sketherut. cum omnibus pertinentiis suis. siluis. agris. pratis. pascuis. piscationibus colonis. et redditibus. Si uero uita comite in pace reuersus fuero. quecunque predictis fratribus quasi uendendo contradidi. ill<i>bata michi mea permaneant. ita tamen ut prius persoluam quicquid mutuo acceperim in argento et in equis. et interim predictas possideant possessiones sine omni contradictione et prouentus omnes sine mutuati computacione percipiant. Sin autem uiam uniuerse carnis ingressus interim fuero predictas possessiones perpetuo possideant iure hereditario. et sub interminacione excommunicacionis. et anathematis interdicimus ut nulli liceat in perpetuum predictas possessiones a claustro alienare uel uendere. aut in alias commutare. Decetero ut notum fiat scire uolentibus de conuencionis nostre dispositione. qualiter empcionis huius pretium persolutum sit. uel persoluendum. subiectis breuiter animum accommodet. Inprimis persoluerunt michi .ix. marchas. auri. in equis et argento. reliquas tres. dedi eis pro solucione capitalis partis mee. quartam insuper addidi eis in ornamentorum prepa<ra>tione altaris sancti Nicolai. patroni mei. Item alias .iiio or. marchas auri. persoluent sponse mee dilecte. ita dumtaxat cum certum mortis mee intellexerint nuntium. Quod si ipsa interim obierit. hec dona heredes ipsius sponse mee in argento percipient. Insuper contuli de his pro redemptione anime mee. duas marchas singulis claustris et ecclesiis. quas ipsi persoluent. hoc est Eplaholt .i.a Slangethorp .i.a monialibus Roskildis .i.a Ringstadis .i.a Nestwet .i.a Soræ .i.a Handuuortscoht .i.a hospitali Roskildis .i.a ecclesiis Ramløs i.a Annes .i.a Skeping .i.a Crocstorp .i.a Iarløs 1.a Horsleuff .i.a Akethorp .i.? ecclesie sancti Clementis i.a in Slagløs. Unam que superest ut eis disposui distribuant sacerdotibus et pauperibus. primo et .xxx.? die obitus mei cum nuntium audierint et in anniuersario. Sed de domibus et rerum omnium mobilibus. hoc est in uestibus et pecudibus ita disposui. ut ex his fiat altare in Esrom in honore sanctorum. uidelicet. Iacobi apostoli. Nicolai episcopi. Olaui regis. sanctarum uirginum Gertrudis et Iuliane. Insuper annuatim fiat pitantia conuentui in pane triticeo et medone ut melius fieri potest. Quod si deo protegente reuersus fuero. hec omnia per me ipsum fideliter complebo.
2 no<m>ine] nonine a.
— sancti] herefter tegnene: —, som udfylder resten af første linie a.
— Nicolai] Nico (herefter hul før) lai a.
11 precauentes] se apparatet til nr. 5.
16 iteneris=itineris.
1 ill<i>bata] illabata a.
13 prepa<ra>tione] prepatione a.
27 conuentui] med e rettet a.
29 Gen. 18, 10, 14: uita comite.
I Faderens, Sønnens og den Helligånds navn. Jeg Niels, søn af hr. vicegrev Niels, sender hilsen til alle troende i Kristus, der ser dette brev, så vel tilkommende som nulevende.
Forfædrenes handlinger betros til breve, for at de ikke skal blive afkræftet, enten fordi de går i glemme eller som følge af nedrighed og svig hos de mennesker, der alene er opsat på at gå krogveje og rejse trætte. Men når breve autoritativt og ved at meddele troværdige vidner giver underretning om, hvad der er sket, så tilintetgøres de nederdrægtige menneskers frækhed og forvovenhed ved at blive afsløret, og de ondes ønsker, der strider mod al retfærd, går ikke i opfyldelse. Da vi nu ved, at der er megen ondskab hos nedrige mennesker, ønsker vi, at der skal være en sådan sikkerhed for dette vort forehavende, at vi ved al vor årvågenhed omsigtsfuldt afvender, at det, som vi under den Helligånds tilskyndelse ønsker virkeliggjort til ære for Gud og til bod for min sjæl, nogensinde kan forringes ved nogen som helst forslagenhed fra nedrige menneskers side. Derfor skal så vel tilkommende som nulevende vide, at jeg Niels, efter hvad den guddommelige nåde har indgivet mig, har besluttet at begive mig på pilgrimsfærd for at sone, hvad jeg har begået, og jeg er blevet bestyrket heri ved min herre kongens råd og tilladelse, samt sindet hertil gennem min moders og mine andre slægtninges tilskyndelse. Idet jeg da anså mig selv for at være ude af stand til at bekoste denne rejse, fordi der var så mange udgifter til forskellige fornødenheder, og dog ikke ved at optage lån hertil vilde ligge nogen af mine venner til byrde, har jeg, for at målet for min møje kan være Gud mere velbehageligt, hvis det nås på bekostning af det, der tilhører mig selv og ikke fremmede, i nærværelse af min herre kongen, i lige måde af min elskede moder, der har givet sin tilladelse, og mange andre velbyrdige mænd og landets stormænd overgivet mine elskede brødre, der tjener Gud i Esrom, min fædrene arv, der er mig kær frem for noget og efterladt os af bedstefædre og oldefædre, til salg for en pris af tyve mark guld. Og for at det kan blive klart og tydeligt for alle, er Huseby navnet på denne min besiddelse med alle dens tilliggender, skove, enge, fiskevande, græsgange, med mølle, huse og alt andet rørligt og urørligt, Skærød med alle dens tilliggender, skove, agre, enge, græsgange, fiskevande, landboer og indtægter. Men hvis jeg vender tilbage i fred med livet i behold, skal alt, hvad jeg har overgivet førnævnte brødre ligesom til salg, ubeskåret forblive mit og tilhøre mig, dog således at jeg først skal betale, hvad jeg har modtaget som lån i sølv og i heste, og i mellemtiden skal de besidde førnævnte besiddelser uden nogen indsigelse og oppebære alle indtægter uden fradrag i hovedstolen. Men hvis jeg i mellemtiden går al kødets gang, skal de besidde førnævnte besiddelser med arvelig ret til evig tid, og vi forbyder under trusel om bandlysning og anathema, at det nogen sinde skal være nogen tilladt at afhænde førnævnte besiddelser fra klostret eller sælge eller mageskifte dem med andre. For at det iøvrigt kan være bekendt for dem, der ønsker at vide, hvad vi har bestemt i vor overenskomst — hvorledes denne købssum er betalt eller skal betales — lad ham blot rette opmærksomheden mod det nedenfor anførte. De har først udbetalt mig ni mark guld i heste og sølv, de resterende tre har jeg givet dem som betaling for at løse min hovedlod, den fjerde har jeg desuden tillagt dem til at tilvejebringe prydelserne for min værnehelgen Skt. Niels' alter. Fremdeles skal de videre betale fire mark guld til min elskede brud, dog først når de får sikkert budskab om min død. Men hvis hun dør i mellemtiden, skal arvingerne efter min brud oppebære disse gaver i sølv. Desuden har jeg til bod for min sjæl overdraget to mark af disse til enkelte klostre og kirker, som samme skal udbetale, det vil sige Æbelholt en, Slangerup en, nonnerne i Roskilde en, Ringsted en, Næstved en, Sorø en, Antvorskov en, hospitalet i Roskilde en, kirkerne i Ramløse en, Annisse en, Skævinge en, Krogstrup en, Jærnløse en, *Horsleuff en, Ågerup en, Skt. Clemens kirke i Slagelse en. Den ene, der er til overs, skal de, som jeg har fastsat for dem, fordele til præster og fattige på den første og tredivte dag for min død, når de får bud herom, og ved årtiden. Men jeg har bestemt således om mine huse og alle rørlige ting, det vil sige klæder og kvæg, at der af dette skal rejses et alter i Esrom til ære for følgende helgener: apostlen Jakob, biskop Niels, kong Olav og de hellige jomfruer Gertrud og Juliana. Desuden skal konventet hvert år bespises med hvedebrød og mjød så godt som muligt. Men hvis jeg, om Gud beskytter mig, vender tilbage, vil jeg i troskab udføre alt dette selv.
Niels Grevesøns diplom er blevet dateret til august 1230, omkring 1230, 1225-1231, 1214, 1211-1214, 1211-1231 og 1202-1214. Diplomet hører sammen med tre andre udaterede dokumenter for Esrom kloster vedrørende samme gods, to kongelige stadfæstelser herpå og een biskoppelig. Det ene af kongediplomerne har Valdemar II som udsteder og meddeler, at overgivelsen af godset fandt sted i dennes nærværelse (nr. 8). Herefter hører Niels Grevesøns disposition og hans derom affattede dokument hjemme i samme konges regeringstid, 1202-1241. Der spores indflydelse fra nævnte diplom i Valdemar II's stadfæstelse, og denne har igen dannet forlæg for det andet kongebrev, udstedt af medregenten Valdemar III (nr. 164) — dette fremgår klart af den ordrette overensstemmelse de to dokumenter imellem. Da Valdemar den Unge afgik ved døden 1231 28. november, bliver dette tidspunkt terminus ante quem for alle tre diplomer.
Ved den nærmere datering spiller det fjerde og sidste diplom ind. Det er en bekræftelse på klostrets besiddelse af godset, udstedt af biskop Peder af Roskilde (nr. 9). Dette stykke omtaler udtrykkeligt littere sigillo domni nostri regis roborate. Der kan med dette næppe sigtes til Valdemar den Unges stadfæstelse. Den vigtigste kongelige bekræftelse, Valdemar II's, forelå forinden og måtte naturligvis også være omtalt. Derimod kan det modsatte meget vel være tilfældet, således at den anførte vending refererer sig alene til Valdemar Sejrs diplom. I så fald er biskoppens udfærdiget efter kongens, og det er dermed også fra en senere dato end Niels Grevesøns dokument. I årene 1191-1225 var den sjællandske bispestol beklædt af biskopper med navnet Peder. De to sidstnævnte dokumenter, der er ældre end den biskoppelige stadfæstelse, er da udgået inden 1225. Men dette år sad kongen som fange. Begge de to stykker har herefter som terminus ante quem 1223 6./7. maj, da tilfangetagelsen fandt sted. Denne datering støttes af, at Huseby 1223 23. oktober anføres som værende i Esrom klosters besiddelse (nr. 219). Niels Grevesøns diplom må således under alle omstændigheder ligge forud herfor.
For at kunne nå længere er det nødvendigt at klargøre sig, hvilken Roskildebisp, der har udstedt stadfæstelsen. Er det Peder Sunesen, som var biskop 1191-1214, eller Peder Jakobsen fra 1218 til 1225? Det eneste holdepunkt ved afgørelsen af dette er at finde i et mandat, udfærdiget af Erik IV Plovpenning i 1249 (Nielsen, Codex Esromensis, 160). Heri gøres der rede for Esrom klosters adkomst til Huseby og Skærød. Det omtales, at klostret har breve derpå fra kongens fader, Valdemar II, hans broder, Valdemar III, samt fra Roskildensis episcopus Petrus Senior. Denne biskop kan kun være Peder Sunesen, der også andetsteds kaldes for »den gamle« (se Dipl. Dan.cum I:4 nr. 41 under Reg. og ibid. nr. 104, begge texter hentet fra Sorø gavebog, samt denne selv SS. rerum Danicarum IV 478). Da de to udaterede kongebreve henføres til deres rette udstedere i mandatet af 1249, synes man at kunne stole på dets oplysning om, hvilken biskop det var, som stod for stadfæstelsen. Peder Sunesen afgik ved døden 1214 29. oktober. Dette bliver da — under det anførte forbehold — den endelige terminus ante quem for såvel hans som Valdemar II's og Niels Grevesøns diplomer.
Det eneste,»som taler imod denne tidlige datering, er de titler, som kongen fører i sit stadfæstelsesbrev. Valdemar II fremtræder i sine diplomer som dux Iutie, dominus Nordalbingie til og med 1214 (se Dipl. Dan.cum I:4 nr. 53). Men begge disse titler mangler i det her omhandlede Esromdiplom. Denne vanskelighed lader sig dog forklare på tilfredsstillende måde. I et andet Valdemardiplom for et af rigets klostre er der også uregelmæssigheder i tituleringen af kongen (ibid. nr. 160). Det pågældende privilegium kan antages at hidrøre fra klostret selv, og denne samme mulighed foreligger ved den kongelige bekræftelse for munkene i Esrom. For at godtgøre dette må vi drøfte problemet om, hvem der har fungeret som dictator.
En gennemgang af Esrombogens dokumenter bringer særegenheder for dagen, som synes at vise, at en ganske bestemt dictator har været i virksomhed i klostret i denne tid. Det første dokument, han har affattet, er formodentlig biskop Peder Sunesens store privilegium af 1214 u.d. (nr. 5). Han har som forlæg hertil benyttet ærkebiskop Absalons tilsvarende privilegium af [1178], Nielsen, Codex Esromensis, 54. Ved en sammenligning af disse to stykker ses det, at dictatoren i Peder Sunesen-diplomet kopierer store dele af sit forlæg. Dette gælder de afsluttende straf- og præmieformler i deres helhed, men også arenga og narratio. Det er værd at mærke sig, at der i disse indledende partier fremtræder en tydelig tilbøjelighed hos dictatoren til at korte af og forenkle i forlæggets text. Ved siden af dette fristes man næsten til at tale om, at dictatoren har efterladt sit fingeraftryk inde i texten. I forlægget er hovedverbet i en konsekutiv ut-sætning følgerigtigt sat i præsens konjunktiv: precaueamus. I kopien derimod, som er udgået under Peder Sunesens navn, ændrer dictatoren til precauentes. En tidligere udgiver har anholdt dette brud på syntaxen og rettet participiumsformen. Rettelsen er nok nødvendig ud fra et vist synspunkt. Men den er uheldig, da den fjerner sporene af dictatorens personlige stil, som viser sig også i det følgende i en besynderlig forkærlighed for konstruktioner med præsens participium.
Esrom-dictatorens næste arbejde er ærkebiskop Anders Sunesens privilegium af 1211 u.d. (nr. 6). Foran sig har han i dette tilfælde haft Roskildebispens diplom af samme dato. Det fremgår af, at netop den overarbejdelse af Absalons text, han har foretaget på nævnte biskops vegne, rundt om har sat sig spor i Anders Sunesens. I dette sidste fremtræder begge de to ovenfor anførte særegenheder hos dictatoren. Han skærer ned i den blomstrende veltalenhed, der findes i forlægget, så at sige med stadig friere hånd. Også hans forkærlighed for præsens participium lægger sig for dagen i Anders Sunesen-diplomet, her i et meningsødelæggende indskud i narratio, scientes quod. Tillige dukker et nyt karakteristisk træk op i det ærkebiskoppelige privilegium af 1211: arenga-formlerne fordobles. Allerforrest placeres en for meningen helt fremmed formel, og først derefter følger den udførlige, men logisk sammenhængende arenga, som går tilbage til Absalons diplom. Den fremmede arenga, Religiosam uitam agentibus, har dictatoren hentet fra pavelige privilegier, som allerede da fandtes i flere exemplarer i klostrets brevkiste (Nielsen, Codex Esromensis, 5, 7, 10, 13). Derfra har han rimeligvis også lånt sine participialkonstruktioner — sådanne er almindelige i pavebuller, omend de forvaltes på en mere skolet måde, end Esrom-dictatoren har formået.
Denne samme dictator har været virksom ved affattelsen af Niels Grevesøns diplom — således opretholdes den ejendommelige konstruktion med precauentes, ligesom andre svagheder og besynderligheder gør sig gældende i den latinske sprogform. Endvidere stemmer de indledende dele overens med arengaen i de tre omtalte biskoppelige privilegier. Som det fremgår af det foranstående, er der imidlertid visse forskelle de tre texter imellem. En jævnførelse viser nu, at de nuancer, som findes i Niels Grevesøns diplom, går tilbage på Peder Sunesens, ikke på noget af de andre. Denne kendsgerning er af betydning. Den giver os en terminus post quem, året 1211, da Peder Sunesen foretog udstedelsen. Efter dette tidspunkt må Niels Grevesøn have udfærdiget sit dokument. De af dette afhængige diplomer, kong Valdemar II's og nævnte Roskildebiskops stadfæstelser, kan ligeledes tidligst være fra dette år. For kongediplomets vedkommende kan dette yderligere underbygges derved, at det også har lånt fra det ærkebiskoppelige privilegium af 1211, nr. 6. Og da alle tre diplomer er udgået senest 1214, er dateringen for dem alle hermed fastsat til [1211-1214].
Tidsfæstelsen er et resultat af dictatundersøgelsen, men denne tog sit udgangspunkt et andet sted: i et forsøg på at forklare, at Valdemar II's bekræftelse på Esromklosters ret til Niels Grevesøns gods (nr. 8) godt kan være udstedt før 1214 til trods for, at den i så fald ikke er kancellimæssig, hvad angår de titler, den tillægger kongen. Vi kan nu med større udbytte gennemgå dictaten i kongebrevet. Påfaldende er strax den dobbelte arenga, både Religiosam uitam eligentibus og Quotiens ... a nobis illud. Begge formler hører hjemme i pavelige buller, og de er begge let omskrevne. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at de aldrig findes sammen i pavebuller, den ene udelukker altid den anden. Men dictatoren har fundet det passende at sammenstille dem. Også en forkærlighed for participialkonstruktioner spores i kongediplomet. Her er resultatet blevet et umuligt cupientes. ut. At vi har den ofte omtalte Esrom-dictator for os er givet. Diplomet er en modtagerudfærdigelse. Af denne grund stemmer dictaten ikke med kancelliets sædvane. Der er herefter intet til hinder for, at også den kongelige stadfæstelse er udstedt mellem 1211 og 1214.
Med petit er angivet overensstemmelser med diplomforlægget, nr. 5.