© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Tekstgrundlag a.
Et dei gratia Danorum Schlauorumque rex, omnibus presentes litteras inspecturis salutem in omnium saluatore.
Quoniam ea, que <geruntur> in tempore*, ne labantur cum tempore, consueuit scripturæ patrocinio roborari, uniuersos scire uolumus, quod cum foelicis recordationis illustris rex Danorum Woldemarus, pater noster, terram Estoniæ de infidelitatis deuio abiectis idolis deo auxiliante ad cultum conuerterit nominis christiani, et per ipsius gratiam adeo populus fidelium iam creuisset, ut proprio episcopo indigeret, nos ne noua plantatio ex defectu pastoris in pristinum relaberetur errorem in dominum Torkillum tunc sacerdotem Ripensis diocæsis consensimus et presentauimus, cuius presentationem admisit uenerabilis pater Lundensis archiepiscopus Uffo ac electionem ipsius factam canonice confirmauit ac eidem munus consecrationis inpendens episcopum ipsum prefecit ecclesiæ memoratæ. Unde cum in consecratione ipsius promisimus prouidere ecclesiæ Reualiensi de dote, quod promisimus, fauore benigno prosequentes iamdicto episcopo recipienti nomine ecclesiæ octoginta uncos apud Reualiam dotis nomine assignauimus in uillis, scilicet Obwaldt Ruchs Sannitkentel, quondam Roberto de Slutær attinentes, et in Kechere et Pasäck et Karies et in Wamall quondam Littardo attinentes, perpetuo iure libere possidendos. Insuper autem concedimus ipsi episcopo quadraginta uncos in Wironia in uilla, quæ dicit<ur> Solgale, donec Wironensi ecclesiæ prouisum fuerit in prelato. Cum autem ibidem fuerit episcopus ordinatus, uolumus, ut memoratus episcopus Reualiensis predictos quadraginta uncos in Wironia Wironensi episcopo sine contradictione dimittat.
Actum Wartingborch anno domini m.cc.xxx<xi>. 3o. idus septembris.
63 <geruntur>] mgl. a, stiltiende rettet af Bartholin og indsat i al
— tempore] tempore et a, også udeladt af Bartholin ial.
76 dicit<ur>] dicit a, også rettet af Bartholin ial.
77 Wironia] tilf. imrg. med henvisningstegn a.
79 m. cc. xxx<xi>] m. cc.
Erik, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, til alle, der får dette brev at se, hilsen med alles frelser.
Eftersom de ting, der sker i tiden, sædvanligvis bliver bestyrket med skriftens værn, for at de ikke skal gå til grunde sammen med tiden, er det vor vilje, at alle skal vide, at da vor fader Valdemar, de Danskes berømmelige konge, saligt ihukommet, med Guds hjælp har omvendt Estlands land fra vantroens afvej til dyrkelsen af Kristi navn og styrtet afgudsbillederne, og da det troende folk nu ved Hans nåde i den grad var vokset til, at det havde brug for sin egen biskop, har vi, for at ikke den nye plantning skulle falde tilbage i den tidligere fejltagelse af mangel på en hyrde, givet vort samtykke til hr. Torkil, dengang præst i Ribe stift, og vi har præsenteret ham, hvilken præsentation den ærværdige fader Uffe, ærkebiskop af Lund, har godkendt, og han har stadfæstet valget af ham, der var foregået på kanonisk måde, og idet han tildelte denne samme indvielsens gave, har han sat ham i spidsen for omtalte kirke som biskop. Da vi ved hans indvielse har lovet at tage vare på Reval kirke med en medgift, har vi af den grund i gunst og nåde opfyldt det løfte, vi har givet, og til nysnævnte biskop som modtager i kirkens navn overgivet 80 hageplove ved Reval i form af medgift, nemlig i landsbyerne Jakowoldal, Rutæ, Saintakæ, der fordum tilhørte Robert af Slutter, og i Ketheræ og Pasies og Kaeris og i Wæræl, der fordum tilhørte en vis Lithard, at besidde frit med rette til evig tid. Men vi tilstår endvidere denne biskop 40 hageplove i Virland i den landsby, som kaldes Sellægæl, indtil der bliver taget vare på Virlands kirke med hensyn til en prælat. Men når der bliver ordineret en biskop dér, er det vor vilje, at den omtalte biskop af Reval uden modsigelse skal overlade de fornævnte 40 hageplove i Virland til biskoppen af Virland.
Forhandlet i Vordingborg i det Herrens år 12[41] den 11. september.
Både i nærværende brev af 11. september og i brevet af 21. september, nr. 86, der begge kun kendes gennem afskrifterne i Tyske Kancelli, gengives udstedelsesåret som 1239;1229 i Dipl. Arna-Magnæanum i 20 brevet af 11. september er en trykfejl. Det er givet, at 1239 ikke kan være rigtigt, eftersom brevet af 11. september har benyttet kong Valdemar II Sejrs brev af 1240 15. september, nr. 56, som diplomforlæg. Det omvendte ville forudsætte, at kong Erik i medkongetiden skulle have udstedt gavebrev på Revalkirkens medgift før faderen. Allerede Huitfeldt rettede uden videre året til 1249 i brevet af 11. september, hvorimod brevet af 21. september først henførtes til 1249 af Bunge som rettelse til trykket i Dipl. Arna-Magnæanum. 25 Suhm X 19 og 20 daterer brevene med en vis tvivl til 1242 eller 1241, men optager dem på ny uden reservation under 1249, cf. X 125 og 126. I den kronologiske fortegnelse i Dipl. Arna-Magnæanum I 349 følger Thorkelin også Huitfeldt i rettelsen af året til 1249. Kaestner, Das refundirte Bisthum Reval, 42-43, accepterer rettelsen til 1249 for brevet af 11. september på linie med Thorkelins opfattelse, som han også anser for gældende for brevet af 21. september. Fejlen i årstallet måtte skyldes, at et xi xxxx var faldet ud under 30 afskrivningen. Kaestner fremhæver dog, at man rent palæografisk med lige så stor ret kunne tænke sig en ombytning af to cifre til slut: afskrifternes xxxix er da fejl for et oprindeligt xxxxi. Kaestner foretrækker denne løsning, fordi han anser brevet af 21. september, nr. 86, for en stadfæstelse af 1240 15. september, nr. 56, men understreger tillige, at brevet er et kongeligt mandat til gældkeren om at bringe kongens dispositioner til udførelse. Kaestners omdatering til 1241 godtages af Paul Johansen, Die Estlandliste, 143, med den bemærkning, at dispositionerne ikke kom til udførelse; det skete først otte år senere, cf. samme p. 144-45 samt Niels Skyum-Nielsen, Estonia under Danish Rule, 114. Når man efter et rimeligt skøn ud fra palæografiske betragtninger argumenterer for en omdatering til 1241 af kong Eriks brev af 21. september, er det påfaldende, at man ikke har benyttet de samme argumenter ved omdateringen af brevet af 11. september, der har samme fejl i årstallet. Man vil med samme ret kunne hævde, at afskriveren har begået samme fejl i det ene brev som i det andet, at et xi fejlagtigt er afskrevet som ix. I denne forbindelse bør man ikke overse, at afskriften af 11. september går tilbage til originalen, medens afskriften af 21. september går tilbage til vidissen af 1418. Det kunne måske tyde på, at fejlen allerede er begået i originalen eller måske i dem begge. Samme type fejl findes i forvejen i eet originalbrev, udstedt af Erik IV Plovpenning, hvori 1242 ved fejlstilling af et xer blevet til 1262, cf. nr. 97, og endnu et eksempel af samme karakter ses i originalbrevet af 1263 4. juli, Dipl. Danicum II:1 nr. 387, hvori året 45 ved fejlstilling af et x er blevet til 1243. Hvis der da er tale om en fejl af denne type i brevene af 11. og 21. september, vil en omdatering af begge breve til 1241 være at foretrække for en omdatering til 1249, som måtte hvile på, at et x/ix er fejllæst som xxxxix i begge dateringer snarere end ved en overspringelse af et Xi et mindre sandsynligt xxxxix. En rettelse af året til xxx<xi> bringer iøvrigt de to dateringers udformning nær til udformningen i kong Eriks brev af 1242 20. juni, nr. 98, som anvender den sjældnere angivelse 50 af 40 som xxxxi stedet for x/, en fremgangsmåde, der genfindes i enkelte nordtyske originalbreve fra denne tid, cf. Mekl. UB. I nr. 508 (xxxx/ og 528 (xxxxio) samt Lübeckisches UB. I nr. 94 (xxxxio). Fuldstændig sikkerhed for en omdatering af de to breve til 1241 ad denne vej kan ikke nås, men sagligt set forekommer det rimeligt, at kong Erik forholdsvis hurtigt efter faderens død 1241 28. marts har bekræftet og specificeret dennes dispositioner for kirken i Reval med brevet af 11. september, dog med udeladelse af de strenge bestemmelser om bispevalget. Det efterfølges ti dage senere af kong Eriks mandat til gældkeren i Reval af 21. september. Med omdateringen til 1241 kommer begge breve til i tid at ligge forud for kongens overenskomst med bispen i 1242, nr. 98, om kornafgifterne samt den mindre gave på 14 hageplove i Kohatu i 1249, nr. 299.