At Bartholins omtale og Stephanius' registratur gaar tilbage til samme brev fremgaar af følgende: I haandskriftet A21, som Stephanius registrerer, stod det registrerede brev p.243–45 umiddelbart forud for det af notaren Kjeld Jensen affattede notarialinstrument (nr. 67), som stod paa p.246–62. I Bartholins tabte haandskrift, Collectanea A, stod notarialinstrumentet paa p.737–44, mens fuldmagtsbrevet stod umiddelbart forud paa p.736 – Med hensyn til dateringen mente Erslev, at dagen for udstedelsen var forkert overleveret hos Bartholin, idet fuldmagten til Niels Akkarsen og Jens Henriksen efter hans mening først kan være udfærdiget efter at Isarns forligsbestræbelser var strandede og parterne forberedte den nye proces ved kurien, thi ogsaa efter den 30. juni fortsætter Niels Bunkeflod med at føre forhandlinger paa ærkebispens vegne i Danmark, saaledes for eks. 6. og 7. juli (nr. 47 og 48), cf Kirkeh. Saml. 4. rk. III 303. Udfra samme tankegang rettes datum i Acta Proc. Lit. 326 til: Post nonas nouembris, d.v.s. til efter kongens appel, som er dateret: Nonas nouembris. Imidlertid er der sikkert ingen grund til at betvivle Bartholins datumangivelse af følgende grunde. For det første taler den dobbelte Datering: ii kalendas iulii. Die xxx iunii for, at Bartholin først gengiver brevets egen datering, hvorefter han omskriver den til den moderne dateringsmaade. Dernæst kan der gives en naturlig forklaring paa, hvorfor Jens Grand allerede 30. juni udnævner to nye befuldmægtigede, skønt Niels Bunkeflod tilsyneladende i den følgende tid fortsætter uanfægtet som ærkebispens befuldmægtigede. Som Helveg, Den danske Kirke indtil Reformationen I 700, og Erslev, Kirkeh. Saml. 4. rk. 2 III 300, har gjort opmærksom paa, spiller Isarn et dobbeltspil. Paa den ene side fortsætter han paa skrømt i juli maaned forhandlingerne med kongens og ærkebispens befuldmægtigede, cf nr. 48, 50, 51, 52, 60, skønt han paa den anden side allerede 6. juli havde truffet sin afgørelse ved at skride til eksekution af pavens dom, cf. nr. 47. Denne afgørelse kan ifølge sagens natur ikke have været offentliggjort, men maa foreløbig være bleven holdt hemmelig; den er da heller ikke affattet af den ellers sædvanligvis anvendte notar Bartolemeus Ortolani, men af notaren Kjeld Jensen fra Slagelse.

Isarns afgørelse af 6. juli stod ifølge Stephanius' registratur i proceshaandskriftet sammen med andre senere breve affattede af Kjeld Jensen, cf. nr. 67, under en fællesrubrik: Infrascripta instrumenta, litteras et petitiones tradiderunt procuratores archiepiscopi coram illustribus cardinalibus contra regem, cf. Danske Mag. 6. rk. I 59. Disse dokumenter stod ifølge registraturen i A21 paa p.246 flg., men det er klart, at den nævnte rubrik ikke kan gaa paa alle de efterfølgende dokumenter i A21, som bl. a. paa p.317 indeholdt den endelige afgørelse af 1302 23. februar, altsaa et brev senere end petitionen til kardinalen Johannes fra omkr. 1300, cf. nr. 105. Denne petition stod i A21 paa p.263 og danner sikkert afslutningen af den gruppe af dokumenter, som omfattes af rubrikken: Infrascripta instrumenta etc. Umiddelbart forud for denne rubrik stod fuldmagtsbrevet af 30. juni. Tilsammen danner disse dokumenter en særgruppe indenfor proceshaandskriftet og de omfatter dette binds nr. 45, 47, 55, 56, 57, 58, 59, 67, 68, 69, 70, 72, 73 og 105. Det er de dokumenter, som af Jens Grands procuratorer blev indgivet til kardinal Johannes Monachus, efter at processen atter var bleven forlagt til kurien. Fuldmagtsbrevet af 30. juni er da fra Jens Grands side ikke udstedt med henblik paa de ørkesløse forhandlinger med kongen, som paa ærkebiskoppens vegne fortsat varetoges af Niels Bunkeflod, men tager allerede sigte paa den nye proces ved kurien, som Jens Grand altsaa allerede den 30. juni har stilet imod. Da kongen paa sin side 6. juli udsteder en ny altomfattende fuldmagt for Esger Jul, cf. nr. 46, synes han at have været vidende herom. Rimeligvis har Jens Grand truet med at appellere Isarns ledelse af forhandlingerne og denne trusel har saa ført Isarn ind paa sit dobbeltspil.