© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
In nomine sancte et indiuidue trinitatis. Ego Waldemarus. regis Waldemari filius. per dei graciam et disposicionem. regni Danorum monarchiam tenens. cum sederem in solio. in ciuitate Lundensium. que est metropolis Danie. pro disponendis prouinciarum negociis. intellexi et cognoui bonum esse. et ecclesiasticis utilitatibus necessarium ad cautelam futurorum. predia deo collata et annuales census atque possessiones. regia munificencia donatas a nostris antecessoribus. regia tuicione muniri et municione tueri. ut nostra quoque confirmacione et testimonio. suscipiant firmitatem perpetuam. que per reges gloriosos antecessores nostros legittimam et inrefragabilem secundum leges regni susceperunt donacionem. Sancte igitur memorie rex Kanutus. cuius uenerandis reliquiis Feonensis ecclesia. immo. totius regni Danorum decoratur amplitudo. in ciuitate predicta. deo et sancto martiri Laurencio. monasterium instituit. predia et possessiones donauit. donata. regali auctoritate roborauit. et ex donatis. preposituram. et, nouem sacerdotales prebendas. cum scolarum beneficio constituit. Item. de annuali censu eiusdem ciuitatis. qui ex antiqua consuetudine pro areis dari solet. uiginti septem marcas. in dotem et desponsale ecclesie prememorate annis singulis perdonauit et in die dedicacionis coram multis et uenerandis testibus. episcopis et presbiteris illius temporis. stabulariis et multis nobilibus diuerse etatis et ordinis. deo preside. eternaliter stabiliuit. Preterea. de omnibus terris. quas deo et glorioso martiri Laurencio dedit. omnem regiam iusticiam fratribus inibi pro tempore/ deo famulan<t>i<bus>. perpetim annuit. ita ut in potestate sit prepositi ceterorumque fratrum. quidquid cause emerserit. tribus dumtaxat exceptis. hoc est, Si quis colonorum extra pacem positus fuerit. pacem a rege redimat. substanciam eius. prepositus et fratres tollant. Item. si expedicionem. predictorum quispiam neglexerit. erga regem emendet. Equos reddarios non dent. nisi cum rex ipse uenerit. Nos itaque. in reddenda graciarum actione deo. eiusque genitrici Marie. intemerate uirgini. quorum gracia et meritis. nos in thronum patrum meorum conscendisse credimus et confitemur. has omnes donaciones et causarum prouentus. sicut sanctus ille instituit atque ordinauit. rata et inconuulsa permanere decernimus. atque auctoritate regia solidamus. Iuxta hunc quoque priuilegiorum tenorem. que uel reges predecessores nostri. uel pontifices. seu alii boni et fideles uiri. pro sui. suorumque felici memoria. condiderunt. et aliquas terras. ad predictum locum dederunt <tam> has. quam cetera. fideliter illi loco oblata. in nostram suscipimus protectionem ut sicut iam dictum est. omnis regia iusticia. que ex causis diuersis prouenire solet. illis tantum que dicta sunt exceptis. preposito et canonicis attineat. Hec ut rata sint. sigillo nostro cartam hanc signauimus. ad honorem regis regum qui uiuit et gloriatur deus benedictus. in secula seculorum Amen. Si quis prepotens. nobilis uel ignobilis. natus uel non natus. hanc constitucionem. uel immutare. uel uiolare seu funditus in irritum reuocare attemptauerit. sit de sorte eorum qui dixerunt domino. deo. recede a nobis. scienciam uiarum tuarum nolumus. Sit de parte Dathan et Abiron. Sit truci incendio deputatus. ubi ab aquis niuium. transitur ad calorem nimium.
Actum Lundis anno dominice incarnacionis moccoiii gloriosissimi Danorum monarchi Walde<m>ari. anno primo. domini Andree. Lundensis archiepiscopi quarti. archiepiscopatus anno primo.
28 Danie] rettet således over linien med Bo Jensens hånd fra understreget Dacie i linien a.
3 regali auctoritate] auctoritate regali med omflytningsbogstaver a.
10 famulan<ti<bus>] famulancium med tibus over de sidste stavelser med senere hånd a.
12 positus fuerit] fuerit positus med omflytningsbogstaver a.
14 Rhedarios equos i marginen herudfor med hånd, vistnok fra 16. århundrede a.
20 <tam>] tilføjet over linien med hånd fra det 16. århundrede?, jf. diplomforlægget.
24 seculorum] sclorum uden forkortelsesstreg a.
2 Walde<m>ari] Walderari a.
26-27 Iob 21,14: qui dixerunt deo: recede a nobis, et scientiam uiarum tuarum nolumus.
27 Jf. Ps. 105,17: aperta est terra et deglutiuit Dathan et....Abiron.
28 Jf. Iob 24,19: ad nimium calorem transeat ab aquis niuium.
I den hellige og udelelige treenigheds navn. Da jeg Valdemar, kong Valdemars søn, som efter Guds nådige bestemmelse sidder inde med enekongedømmet i de Danskes rige, residerede i Lundensernes by, der er Danmarks ærkebispeby, for at træffe beslutninger i landsdelenes anliggender, forstod og erfarede jeg, at det vilde være heldigt og tiltrængt, til nytte for kirken og til sikkerhed for fremtiden, at det jordegods, der var overdraget til Gud, og de årlige afgifter og besiddelser, der med kongelig gavmildhed var skænket af vore forgængere, værnedes ved kongelig beskyttelse og beskyttedes ved kongeligt værn, så at det, de lovformeligt og ubrødeligt og i følge rigets love fik som gave af glorværdige konger, vore forgængere, også ved vor stadfæstelse og vort vidnesbyrd kan befæstes til evig tid. Kong Knud, helligt ihukommet, hvis hæderværdige relikvier pryder den fynske kirke, ja endog det danske rige i sin helhed, oprettede jo et kloster i førnævnte by til Gud og martyren Skt. Laurentius, skænkede jordegods og besiddelser, bestyrkede gaverne med kongelig myndighed og indrettede provstiet og ni præstepræbender tillige med skolebeneficiet på grundlag af disse gaver. Fremdeles skænkede han fuldt ud førnævnte kirke som medgift og brudegave 27 mark af den årlige afgift af samme by, som hvert år efter gammel sædvane svares af grundene, og under Guds forsæde befæstede han dette til evig tid på indvielsesdagen i nærværelse af mange ærværdige vidner, den tids biskopper og præster, stallere og mange velbyrdige af forskellig alder og stand. Desuden bevilgede han til evig tid de brødre, der til enhver tid tjente Gud der, al kongelig ret af alle de jorder, som han gav Gud og den glorværdige martyr Laurentius, således at enhver sag, der fremkommer, skal høre under provsten og de andre brødre, dog tre ting undtaget. Hvis nemlig nogen landbo berøves sin fred, skal han købe den af kongen, men provsten og brødrene tage hans ejendom. Hvis fremdeles nogen af de førnævnte udebliver fra ledingen, skal han bøde til kongen. De skal ikke yde redskud, undtagen når kongen selv kommer. Under taksigelser til Gud og hans moder Maria, den ubesmittede jomfru, takket være hvis nåde vi, som vi tror og bekender, har besteget vore fædres trone, fastsætter vi derfor, at alle disse gaver og alt dette sagefald efter hin helliges indretning og bestemmelse skal forblive gyldigt og urokkeligt, og vi befæster det med kongelig myndighed. Ved ordlyden af dette privilegium tager vi også det under vort værn, som enten vore forgængere kongerne eller biskopperne eller andre gode og tro mænd indstiftede til salig ihukommelse af dem og deres, og nogle jorder, som de gav til førnævnte stiftelse, dette så vel som alt andet, der i troskab er skænket til denne stiftelse, således at al den kongelige ret som allerede sagt, der fremkommer af de forskellige sager, skal tilhøre provsten og kannikerne blot med de førnævnte undtagelser. For at disse ting kan stå ved magt, har vi beseglet dette brev med vort segl til ære for kongernes konge, den højlovede Gud, som lever i glorie i evighedernes evighed, Amen. Hvis nogen voldsmand, af høj eller lav æt, født eller ufødt, prøver på enten at forandre eller krænke eller fuldstændig at kuldkaste denne bestemmelse, skal han dele lod med dem, som sagde til Gud Herren: Vig bort fra os! Vi vil ikke vide af dine veje! Han skal have lod med Dathan og Abiron. Han skal være bestemt til den gruelige ild, hvor man går fra iskolde vande til voldsom hede.
Forhandlet i Lund år 1203 for Herrens menneskevorden, i den vidtberømte Valdemars, de Danskes enekonges første år, i hr. Anders, den fjerde lundensiske ærkebiskops første.
Kong Valdemar Sejrs privilegium for domkirken i Lund følger sit forlæg ganske nøje. Det kopierer det endog i en sådan grad, at den særprægede titel er overtaget uændret fra forgængerens diplom til trods for, at netop Valdemar II.s regeringstid medfører ændringer på dette punkt, se nr. 53 af [1202-1214]. Den stærke afhængighed af diplomforlægget, der dengang som senere må have beroet i domkirkens eller kapitlets arkiv, viser tydeligt, at dokumentet er sat op i nær kontakt med modtagerne. Måske repræsenterer den foreliggende stadfæstelse da en modtagerudfærdigelse.
Dateringen af privilegiet rummer forskellige kronologiske problemer. Spørgsmålet er først og fremmest, om de tre dateringselementer, kalenderår samt konge- og ærkebispeår, dækker over samme tidsrum eller ej, og dernæst, hvilken epoke der er valgt for beregningen af dem. Hvad inkarnationsåret angår, opgives det i datumsformlen til 1203. Ifølge et samtidigt diplom, der er blevet til i Lund ligesom det foreliggende og er udstedt af den danske konge (nr. 24), var årets første dag på denne tid ikke 1.januar, men 25. december, den dag, »Kristus lod sig føde«. På grund af dette forhold kan privilegiet antages at være givet imellem juledag 1202 og samme dag 1203.
Udfærdigelsen har fundet sted i kongens første regeringsår: gloriosissimi Danorum monarchi Walde<m>ari. anno primo. For at kunne fastsætte beregningen af dette er det nødvendigt at inddrage et større materiale i undersøgelsen. Af samtlige diplomer fra Valdemar II.s regeringstid er ialt ti forsynet med kongeår i dateringen. Et af disse kan strax udskydes: det store Valdemarprivilegium for Lybæk, som er en forfalskning (Reg. Danica nr. 510=nr. *124, jf. s. 88). Også det foreliggende må vi indtil videre lade ude af betragtning, eftersom det mangler dato. Af samme grund må to andre diplomer foreløbig udgå, nr. 115 af 1206 u.d.: regnante uenerabili rege Waldemaro anno. iiiito og Dipl. Danicum I:5 nr. 160 af 1219 u.d.: anno regni nostri decimo septimo. De seks resterende deler sig i to grupper. Tre af dem har tidsangivelser for regeringen, som viser, at kongens første år i hvert fald har omspændt tiden 1203 16. marts—14. november (nr. 82 af 1203 14. november: anno regni regis Waldemari. primo, nr. 93 af 1204 16. marts: anno regni nostri secundo og Dipl. Danicum, I:5 nr. 43 af 1214 28, marts: anno uidelicet xii Waldemari secundi. Hertil slutter sig iøvrigt en indskrift, der anfører Århusbispen Peder Vognsens dødsdag 1204 11. april under anno regni regis Valdemari secundo, jf. nr. 98). Men tre diplomer har indimellem en helt anden beregningsmåde. Ifølge dem omfattede kongens indledende regeringsår i det mindste tidsrummet fra 28. april til 23. november — ikke i 1203, men i 1202 (nr. 160 af 1209 23. september: viii. anno regni mei, Dipl. Danicum I:5 nr. 72 af 1216 28. april: regni nostri anno. xv og ib. nr. 95 af 1216 23. november: regni nostri anno quintodecimo). Denne sidste ansættelse er i høj grad påfaldende: kongens forgænger døde først 12. november 1202 (Annales Danici s.94; Scriptores minores II s. 84). Ikke desto mindre lader de nævnte tre diplomer Valdemar II fremtræde som regent fra en dato længe forud herfor. Det er ikke muligt at bringe de to beregninger til at harmonere. Det må betragtes som en kendsgerning, at epoken for regeringsåret på et vist tidspunkt er blevet forskudt bagud. Denne forskydning finder udtryk i diplomer yngre end 1204. Den optræder første gang i 1209 og derpå to gange i 1216. Men 1214 er den ældre beregningsmåde påny i brug. Det kan iøvrigt bemærkes, at to af exemplerne på den første kalkulationsmåde er hentet fra privatdiplomer (nr. 82 og I:5 nr. 43). Om to af texterne med den anden beregning gælder det, at de kan være modtagerudfærdigelser (nr. 160 og I:5 nr. 95), og måske kan de have været det alle tre. Det henstår da endnu som uafgjort, om det skulde være muligt at forklare det ejendommelige spring i beregningen af kongeåret ved at klassificere den ene af grupperne som dokumenter af uofficiel herkomst.
Uafhængigt af dette problem, som må lades uløst under hensyn til forskningens nuværende stade, rejser der sig et andet spørgsmål: hvilken epoke er benyttet ved de to beregningsmåder? Hvad den første angår, kan noget rent negativt strax udtales. Det er udelukket, at begyndelsesdagen, som det måske kunde tænkes, er regnet fra forgængerens dødsdag 12.november. I så fald kunde diplomet af 1203 14. november ikke være givet i kongens første regeringsår, men måtte tilhøre hans andet. Epoken må ligge imellem 1202 15.november og 1203 16. marts, når det første år skal omfatte det ovenfor anførte tidsrum (1203 16. marts—14. november). Som skæringspunkt kan da enten valgdag eller kroningsdag komme på tale. I denne forbindelse vil et udblik over den følgende tid være vejledende. Kong Valdemars sønner angiver kun en sjælden gang regeringsåret i deres diplomer. Kristoffer I (1252-59) bruger det alene i sit allerførste år. Det er imidlertid sikkert, at Kristoffer har taget sit valg som udgangspunkt for regeringstiden, da han daterer med kongeår, nogle måneder inden han juledag 1252 fik påsat kronen (Dipl. Danicum II:1 nr. 72, 77, jf. 87, 90 og 96; Annales Danici s. 207). Abel (1250-52) anfører ligeledes regeringstiden i sit første år. Hvilken statsretlig akt, der har været bestemmende for beregningen, lader sig ikke afgøre, eftersom kongeåret kun optræder i to af Abels diplomer, som begge er udstedt strax efter kroningsdagen 1250 1.november (Dipl. Danicum II:4 nr. 15, 14, måske blot i efterligning af de respektive diplomforlæg; Annales Danici s.113). Om der i dette sidste forhold ligger et fingerpeg, er uvist. Erik IV Plovpenning (1232-50) har i sine diplomer kun en eneste angivelse af regeringsåret, og det er fra den tid, da han sad som medregent ved siden af sin fader. Datoen i den pågældende skrivelse falder dog saa nær op ad årsdagen for kroningen, der fandt sted på pinsedag 1232, at det i det mindste er ret nærliggende at formode, at denne dag har sat skel i beregningen af hans kongeår (Rep. Danicum I:1 nr. 136; Huitfeldt Fol.198). Både valg og kroning kan da være taget i betragtning ved ansættelsen af faderen, Valdemar Sejrs regeringstid. Nu kendes kun dagen for den sidste akt. Det var juledag, 25. december 1202, kong Valdemar blev kronet (Arnold af Lybæk, MGH. SS. in usum scholarum 238, lib. VI, cap.16). Tages denne dag som udgangspunkt, dækker kongens første år ganske præcist det inkarnationsår, der som anført må formodes at være gældende for nærværende privilegium, 1202 25. december—1203 24.december. Med hensyn til dettes datering er terminus post quem så nogenlunde sikret til juledag 1202 i henhold til inkarnationsåret — den ligger i hvert fald ikke tidligere. Men i tilfælde af at valget har dannet epoke, må terminus ante quem rykkes noget frem og falder da mellem 12. november og 24. december i 1203.
Det er dog ikke sikkert, at kongeåret er ansat efter den første beregningsmåde i det foreliggende dokument og i de to andre tilsvarende diplomer af 1206 og 1219 (nr. 115 og Dipl. Danicum I:5 nr. 160), der har regeringsår, men mangler dato. Hvis det i disse er udregnet som i de tre kongediplomer af 1209 og 1216 og altså er forskudt bagud, er der to muligheder for hånden. Den ene af dem frembyder intet problem i denne sammenhæng. Såfremt den korte tid mellem Knuds død og Valdemars kroning (eller en anden lidt tidligere skæringsdag) er regnet for kongens første år, falder privilegiet for domkirken i Lund helt udenfor. I så fald måtte nemlig kroningsdagen tilhøre kongens andet år. Men dokumentet, der sikkert tidligst kan være fra denne dag i henhold til inkarnationsåret, angives udtrykkeligt at være udstedt i det første. Også for de to andre diplomer af 1206 og 1219 kan det være antageligt at se bort fra denne mulighed. Men den anden beregningsmåde kan også have sin epoke i en for os ukendt dag, af betydning for hertug Valdemars deltagelse i statsstyrelsen. En sådan begyndelsesdag måtte ligge mellem 1201 24.november og 1202 28.april for at kunne dække tiden 1202 28. april— 23.november som hans første regeringsår, jf. ovenfor. Det betyder, at det første år teoretisk set kan have strakt sig til 1203 27.april. I dette tilfælde er de tre diplomer senest fra denne dag i de tre år 1203, 1206 og 1219 — hvis de vel at mærke benytter denne kalkulering for den anden beregningsmåde. Lundeprivilegiet kan således være fra tidsrummet 1202 25.december—1203 27.april. Det kan også være udstedt senere, inden 24. december 1203 efter de grænser, der sættes af den første beregningsmåde med kroningen som epoke. Som den rummeligste og sikreste er denne tidsfæstelse lagt til grund for dateringen.
Ad andre veje synes det ikke muligt at præcisere tiden for udstedelsen. Det kan måske antages, at privilegiet er udfærdiget i tilknytning til kroningen i Lund, men herom vides intet, og der kan ikke bygges noget på en sådan hypotese. Derimod kan det i almindelighed påpeges, at det er sandsynligere, at udstedelsen fandt sted i den første del af året 1203 end i den senere. Dette har sin begrundelse i, at dateringen også lyder på ærkebiskop Anders Sunesens første embedsår. Dets begyndelse må falde på en dato i året 1202, jf. nr. 46 af [1202-1204]. Som epoke kan kun tænkes den dag, Anders Sunesen modtog sit pallium og dermed iklædtes den pontifikale værdighed i dens fulde udstrækning. Innocens III.s godkendelse af hans valg forelå omkring 23. november 1201, og bullerne desangående kan tidligst være nået til Danmark i begyndelsen af 1202. Indsættelsen af Anders Sunesen er formentlig sket ikke længe efter og er næppe udskudt til sidst på året. Overrækkelsen af palliet har dannet epoke for beregningen af hans ærkebispeår, og jo tidligere i 1202 dette er begyndt at løbe, jo før i 1203 må også kongens privilegium for Lund være udstedt for at kunne være givet endnu i prælatens første år. Nogen dato lader sig dog ikke fastsætte. De tre diplomer, som foruden det foreliggende har oplysninger om ærkebispeåret, mangler alle dagsangivelse (Dipl. Danicum I:5 nr. 6 af 1211 u.d., nr. 59 af 121[5 senest oktober] og nr. 231 af 1223 u. d.).